Dragejægerens Krønike - Del 7

Populær
Dragejægerens Krønike - Del 7

Devilutions Dragejæger er rejst mod nord for at besigtige fjeldboernes evner til at gå jagt. 

Kunstner
Titel
Esoteria
Trackliste
1. Esoteria
2. A New Era 06:02
3. Where the Alders Grow 04:50
4. Silent December 06:45
5. End of Time Theater 04:44
6. The Blind Mans Eye 04:26
7. The Arrival 05:46
8. A View to Hell 06:10
9. Under the Stars 04:32
10. The Final Solace 04:28
11. Verity of Splendor 06:19
12. Funeral 07:20
Forfatter
Karakter
3

Norge! Nyt og uopdaget land for Devilutions dragejæger. Her kan man finde drenge malet som pandaer i raseri mod templer af træ, men kun ganske få med modet til at trodse den ypperligste onde skabning af dem alle - power metallens drage. Af samme grund havde jeg som Devilutions hæderkronede Dragejæger ikke tidligere været denne vej ud i min færden for at finde de sande nedlæggere af dette kæledyr for djævle.

Men efter Kaledons fatale fodfejl i Støvlelandet, måtte jeg søge nye afbrændte græsgange, og Fatal Impact var altså på mere end et punkt modige som få fjeldmennesker bygget af myseost, stjålen olie og uendeligt høje tanker om egne middelmådige præstationer i perifere sportsgrene.

Med en lyd, der er lige så tør som en gennemsnitsnorsk Ståle Solbakkens stemme er lys og skinger, lovede det også godt allerede fra start. Forfædrenes vikingeblod pumpede i årene, da de kom buldrende ud mellem fjordene i sikkert og viljefast ridt og med deres seks-syv-bladede flækøkser svingende over hjelmen - modet fejlede intet.

Jeg savnede ingen vilje, absolut ikke initiativet - jeg så dem storme løjpe på løjpe i et fornuftigt afmålt raseri. Og jeg var tæt på at blive narret, for længe troede jeg på, at de med tungt vand i blodet var lige i hælene på denne Telemarkens drage.

De nordligt liggende løjper lod længe til at være tømt for skællede monstre, for Fatal Impact mødte aldrig fjenden, men fægtede dog tappert til alle sider - men også på behørig afstand af faren. Det var tydeligvis spil for galleriet.

Ingen spidse melodier, men masser af hurtige, hurtige stik. Guitarerne stødte ikke i blinde, men havde ej heller et formål. Disse Telemarkens helte kunne alt med deres våben, men alt lod til at være fægten for sjov, og det var tydeligt, at de ikke turde bekende kulør og afsløre, at de var ligeså lidt ægte dragejægere, som myseost er rigtig ost.

Snerrende, men ikke besnærede leads endte milevidt fra den ildbøvsende kombattant, og hver gang et besunget angreb satte ind, måtte jeg skuffet se dem dreje af, netop som hele pivtøjet af storladent epos, intenst heltekvad og ekstatiske heltemodige melodier kunne have knækket dragen. Her vendte de om, som skulle de kun lige markere og prikke - og kun lige med dolkespidsen.

Og således var det tæt på, og alligevel så sørgeligt fjernt fra mål for hædersmændene fra landet, hvor slik ikke er noget som udfoldes mellem benene på en skøge eller indtages foran fjernsynet. Jeg måtte konfrontere dem med sandheden!

"A-ha!", sagde jeg, vel vidende at jeg dermed borede et sværd dybt i nordmændenes stolthed og mindede dem om endnu en plet på deres fædrelands historie: "I er ikke mere dragejægere, end Lene Nystrøm er sanger!"