Sabaton: Det Store Slag

Sabaton Great War cover

Det er Sabaton-tid, og det er tid til strid. Vi diskuterer Sabatons nyeste album med Blastbeasts fineste. Vi introducerer: 'Dragejæger-debat'!

Kunstner
Titel
The Great War
Dato
19-07-2019
Trackliste
1. The Future Of Warfare
2. Seven Pillars Of Wisdom
3. 82nd All The Way
4. The Attack Of The Dead Man
5. Devil Dogs
6. The Red Baron
7. Great War
8. A Ghost In The Trenches
9. Fields Of Verdun
10. The End Of The War To End All Wars
11. In Flanders Fields
Karakter
3


Devilutions power metal-elsker Anders Molin, også kendt som dragejægeren, har altid haft svært ved at elske de krigsglade svenskere i Sabaton, hvorimod vores konkurrenter Blastbeasts egen dragejæger Søren Weiss’ har set med langt mildere øjne på det bastante band. 

Derfor har Molin udfordret Weiss til et endeligt opgør om Sabaton i håbet om at finde ind til sandheden bag – vi smed dem i bokseringen med det aktuelle album ’The Great War’ som stridens emne. 


Anders: ’The Great War’ er Sabatons niende album, men hvad synes du om den forrige udgivelse ’The Last Stand’? For mig at se lider det under ikke rigtigt at skille sig ud fra de syv andre album – det var ret anonymt, hvor for eksempel ’Carolus Rex’ havde det lidt mere episke tiltag over sig. Det mest interessante synes jeg var temaet om berømte slag, hvor en lille styrke var kraftigt i undertal og alligevel holdt stand.

Søren: Jeg er sådan set enig dér. ’The Last Stand’ var langt fra det bedste album med Sabaton. Det virkede mest af alt som et album, der skulle laves for at komme ud på landevejen igen. Det havde sine momenter som åbneren ’Sparta’ og ’Shiroyama’. Men det var egentlig også det. Derimod var jeg vild med ’Heroes’. Forgængeren. Den havde virkelig nogle solide ørehængere. ’Night Witches’ er for mig en af de bedste power-baskere i nyere tid. Kontant og in your face, med et skarpt hook.



1. The Future of Warfare:
Anders: Som enkeltstående nummer kan jeg virkeligt godt lide det monumentale kor, der indleder med en opbrudt version af omkvædet – så er slaget sparket i gang. Det er også et ret fedt vers og pre-chorus-riff og en tilhørende melodi – det er simpelt og ondt. Omkvædet fungerer egentlig også udmærket i den fulde version, men er det ikke lidt anonymt i længden? Jeg glemmer ordene og står kun tilbage med en følelse af at blive overmandet af den massive vokalmur. 

Søren: Ja, det er i dén grad kendetegnet ved den nye Sabaton-plade her. Der er på ingen måde sparet på koret. Tværtimod. Det synes jeg egentlig er ret fedt. Det støtter den bombastiske musik. Og så er det også med til at støtte om Joachim Brodéns ikke just vildt imponerende vokal. Lad os bare sige, at hans vokal altid har været. .. særpræget. Men så alligevel kan man altid genkende Sabaton på lige præcis dén lyd.

2. Seven Pillars of Wisdom:
Søren: Kor er der også meget af på ’Seven Pillars of Wisdom’, særligt i omkvædet og i pre-chorus. Nummeret, der er baseret på fortællingen om Lawrence of Arabia, er egentlig et ganske pænt uptempo-nummer for Sabaton og minder mig lidt om old school-Sabaton. Riffet er klart vinderen her, og resten af nummeret synes ikke helt at kunne leve op til det fede intro-riff med et omkvæd, der er glemt relativt hurtigt efter.

Anders: Jeg er helt med på riffet – det er fedt. Og at der mangler noget substans i resten. Bortset fra et fedt løb i overgangen til omkvædet og en fin solo, mangler jeg altså, at instrumenterne får en mere bærende rolle. Det er meget op til Brodén at levere melodierne. Det gør han sådan set også fint med sine begrænsede muligheder. Og som du siger: Der er skruet op for de store kor.



3. 82nd all the Way:
Søren: Et mesterligt omkvæd formår de derimod at skrive på, hvad jeg nok mener er albummets bedste, ’82nd All the Way’. Albummets tredje nummer. Hvad mener du om det, Molin?

Anders: Det er ikke min favorit, men jeg er helt klart med på det omkvæd. Generelt har de været skarpe i den del af sangskrivningen denne gang, selvom jeg også her føler, at det er sket på bekostning af instrumenternes plads i hierarkiet. Det er kun signaturriffet som rigtig har substans – det der akkord-holderi i vers og omkvæd er for letkøbt i min verden. 


4. The Attack of the Dead Men:
Anders: En sang om gasangreb i krig – interessant emne. Vi har helt glemt at komme ind på et overordnede emne, som jo er 1. verdenskrig, eller Den Store Krig, som den hed, før man var klar til at lave en succesfuld 2'er. Er du godt inde i den krig, eller er det bare en sjov gimmick, som Joachim Brodén behandler?

Det er i øvrigt en af de mere anonyme sange. C-stykket er det mest interessante, og så undrer jeg mig lidt over keyboardriffet, der er ret fjollet for et alvorligt emne. Men igen mangler jeg altså fede riffs. De der dybe munkekorsstemmer i hvert omkvæd får godt nok meget plads. Du er selv guitarist – kunne du ikke bruge mere el-høvl?

Søren: Lyrisk er jeg på ingen måde inde i stoffet, men jeg elsker el-høvl! Men jeg synes faktisk, det er OK, at Sabaton ikke er riff på riff. De har aldrig rigtig været et riff-baseret band. Det er i grove træk vokalen, der sætter melodien igen og igen. Er dog enig i, at vers og pre-chorus er anonymt på ’The Attack of the Dead Men’. Men omkvædet har altså sat sig på mig. Det groover herligt. Jeg err sikker på ,det nok skal være et omkvæd, der får gang i bentøjet hos bandets fans, når den blæses ud af højtalerne i Forum d. 12 februar. Og så har du helt ret i, at c-stykket altså kan noget. Store armbevægelser!

5. Devil Dogs:
Søren: Her har vi derimod et nummer, hvor jeg mener at Sabaton kører på rutinen. Groovet og melodien er nærmest hørt helt identisk før, og lige her kan jeg faktisk godt følge dig i manglen på det fede riff. ’Devil Dogs’ er et af pladens svageste numre, hvis du spørger mig. Midtvejs ved 1.29 kommer vi dog ind på noget af det rigtige igen, og det er pga. melodien. Men den her kunne for min skyld godt være taget ud.

Anders: På den ene side giver jeg dig fuldstændig ret – det er et standardiseret fyldnummer. Lige til c-stykket. Her er altså tale om melodi grand prix heavy metal af den åndssvagt catchy slags. Jeg er totalt solgt, også når den går direkte over i et plagiat-riff af Gary Moores ’Over the Mountains and Far Away’.

6. The Red Baron:
Anders: Det skal heller ikke forstås sådan, at jeg dyrker teksterne – mest fordi de skøjter ret let hen over emnerne. Men jeg er historienørd (og lærer), og derfor har jeg læst alt for meget om verdenskrigene. Det her hører til en af de mest fascinerende fortællinger, nemlig om tyske Manfred von Richthofen, eller Den Røde Baron. Han vel nok er historiens største jagerpilot med 80 nedskydninger fra den røde tredobbeltdækker.

Og jeg håber, Sabaton bliver nummer 81 i en luftduel, for det her nummer synes jeg er decideret dumt. Polkariffet fungerer slet ikke, omkvædet er naivt og mangler de store kor til at løfte Brodéns mangelfulde vokal, og så er det værste det rædselsfuldt keyboardriff i verset. Den her er et af lavpunkterne for mig.

Søren: Tænk sig – jægerpilot OG en pålægschokolade på én og samme gang. Den Røde Baron kan noget. Jeg synes, modsat dig, at nummeret har noget. Det er anderledes med sin ‘shuffle’-rytmik og jeg tror faktisk godt, det kan blive lidt af en partybasker i livesammenhæng.



7. The Great War:
Søren: Så er vi kommet til det stort anlagte titelnummer. ’The Great War’ er albummets længste nummer og er nok også udspillets stærkeste. En bombastisk satan, der har lidt af alt det, Sabaton står for. Episke udladninger, gigantiske armbevælgelser, kæmpe keyboardflader, et stort syng med-omkvæd, et stærkt C-stykke og (naturligvis) med en klassisk modulering i det sidste omkvæd (det er vel power metal?). Prøv dog alligevel at sammenlign introriffet her med intro-iffet til ’The Last Stand’. Bevares, der er skruet lidt på tempoet, men ellers er det nærmest 100 % identisk. Og det er faktisk mit største og gennemgående problem med Sabatons seneste. Det er hørt før. Faktisk ned til mindste detalje. Men hvad skal bandet gøre for ikke at havne dér? Ja det er svært at sige. Det er jo den lyd. de har opbygget. Ikke desto mindre mangler variationen altså.


Anders: Hvis de ville variere, kunne de jo bruge mere guitar – det ville gøre mig glad. Men når det er sagt, så kan vi sagtens mødes om, at det er pladens helt store nummer. Omkvædet er virkelig simpelt og stærkt.

Det leder mig til et spørgsmål, jeg har funderet længe over. Sabaton lyder jo meget tyske, vil nogen indvende, men tror du, at de havde fået samme glade modtagelse for deres krigstema i almindelighed og i særdeleshed når det handler om verdenskrige, hvis de var tyskere?

Søren: Det er egentlig et godt spørgsmål. Da bandet skulle udgive deres debut, ’Primo Victoria’, var der jo ingen i Tyskland, der ville distribuere/udgive den af frygt for konsekvenserne af deres krigeriske temaer. Havde de været tyskere, var det nok blevet endnu sværere. Nu er resten jo historie (pun intended? -red.), og ’The Great War’ er lige gået nummer 1 for første gang i Tyskland. En imponerende bedrift af bandet og deres pladeselskab, Nuclear Blast.

8. A Ghost in the Trenches:
Anders: Det er få bands, der er lige så glade for at begynde et nummer med a capella-stykker. Når de som her er skarpt skåret fra start, er jeg helt klart på. Guitarerne følger godt op. At nummeret ikke helt lever op til den heftige indledning, er en anden sag – c-stykket er energisk, men også på kanten til at være for overgearet, og jeg kører alt hurtigt død i omkvædet. Måske har jeg også hørt det her før.

Søren: Enig. Det er som sådan ikke et dårligt nummer, men det bliver heller ikke et nummer, der vil have en fast plads ved de kommende koncerter.

9. Fields of Verdun:
Søren: Det kommer ’Fields of Verdun’ nok heller ikke til. Men her har vi da lidt mere fat i elspaden med et gennemgående riff, der skiller sig noget mere ud fra resten af pladen. Her virker det til at være guitarriffet frem for keyboardet, der er i fokus, og det klæder albummet, når vi efterhånden er kommet så langt igennem. At nummeret så ikke er det mest catchy på pladen, er en skam.


Anders: Riffet minder mig utrolig meget om et eller andet firserpop-nummer, men jeg kan ikke placere det. Det er dog ikke et plagiat, og det fungerer ret godt – langt bedre end omkvædet, der kommer til at ligge oveni. Vi er så langt henne på pladen, at det føles som et fyldnummer.



10. The War to End All Wars:
Anders: Pladens sidste reelle nummer er dejligt atypisk for Sabaton. Jeg synes, de slipper virkeligt godt fra at gå den symfoniske vej med en solid opbygning og et stort omkvæd, der bæres mere af melodi end de typisk 2-3 stærke fraser og det umådeligt mandige mandskor. Det smager lidt af Blind Guardian, men stadig med et personligt udtryk.

Hvis bandet skal udvikle sig, som du efterlyste i indledningen, er det her en retning, de meget gerne må tage for min skyld.

Søren: Du har helt, helt ret. Det er fedt at høre Sabaton kaste sig ud i det symfoniske. Det klæder den i forvejen bombastiske stil. Det synes også at tage en lidt mere progressiv retning – hvis man da tør sige det i forbindelse med Sabaton. Jeg så bestemt gerne Sabaton give sig i kast med et rendyrket symfoniorkester. Why not? Det her nummer vinder i hvert fald klart på det symfoniske aspekt

Man kan i hvert fald sige, at de med dette album prøver at give sig i kast med korarrangementer. Nogle steder med mere succes andre steder på albummet. Men live har de også nu et stort kor med ude. Så gå endelig skridtet videre og fyr op for flere store symfoniske udladninger. Måske den afsluttende ‘In Flanders Field’, der udelukkende består af korsang, er et peg for en nyere retning for Sabaton. Det kunne da være fedt.

For albummet her synes jeg er solidt. Flere sange er godt skruet sammen. Bl.a titelnummeret, ’The Attack of the Dead Men’ og ’The War to End All Wars’ viser et langt bedre Sabaton end forgængeren. Desværre lider albummet jo så også af gentagelser. Når Sabaton er bedst, skriver de fucking gode omkvæd og memorable riffs. Men når de er værst, kører de den af på rutinen, og de sange går i glemmebogen med det samme. Hvad synes du?  





Anders: Min største anke mod Sabaton som helhed er lige præcis det med rutinen. Deres klassiker ’Primo Victoria’ er et fremragende nummer, hvor de dyrker deres eget udtryk til perfektion – desværre lyder alle de næstbedste sange i repertoiret kun som en dårlig kopi af det. Jeg savner, at Sabaton har flere strenge at spille på, og at det ikke kun føles som en evig gentagelse af en hitformular. Derfor er et nummer som ’The End to All Wars’ også det mest interessante, fordi der succesfyldt afprøves nye veje – i øvrigt som i ’In Flanders Field’.


Men vi er helt enige om, at det er langt bedre end forgængeren, og vi skal i hvert fald om på den anden side af ’Carolus Rex’ for at finde et, der har underholdt mig bedre. Der er mange sange, jeg glæder mig til at høre til februar i København. Din fødselsdag i øvrigt – hvilken sang skal de dedikere til dig?

Søren: Haha, ja, det er rigtigt. 12. februar, min 30-årsfødselsdag. Det kan næsten ikke fejres bedre. Jeg er jo lidt af en konge, så ’Carolus Rex’ burde være absolut passende! Intet mindre kan gøre det.