Finsk begravelse

Populær
Finsk begravelse

De finske begravelses-doomere Skepticism inviterer til... begravelse i monumentale omgivelser på deres nyeste værk 'Ordeal'.

Kunstner
Titel
Ordeal
Dato
26-10-2015
Genre
Trackliste
01. You
02. Momentary
03. The Departure
04. March Incomplete
05. The Road
06. Closing Music
07. Pouring
08. The March and the Stream
Karakter
2

De har ramt plet med titlen, de tristmodige finnere. 'Ordeal' er engelsk for en svær og smertefuld test. Og det har Skepticism altså formået at kreere. Et næsten 75 minutter langt og mørkt eventyr, hvor lytteren får lov til at overvære en episk og majestætisk begravelse af et formodentligt livsplaget menneskevæsen fra det dybeste af de tusind søers melankolske opståen.

Det er musik, som straks klinger af fantasy fra middelalderen.

Skepticism rækker helt tilbage til 1991. En tid, der efterhånden smager forfærdelig meget af fjern fortid, men som også siger en del om deres produktivitet. 'Ordeal' er blot deres femte album.

Stilen er, dengang som nu, af den absolut tungeste slags. Nemlig funeral doom. To ord, der sat sammen hurtigt kan ende som dobbelt glasur på kagen, der i teorien burde spille, men ender med at drukne alt i sukker. Her er det så bare sorg, som er sukkeret i opskriften.

Qua deres mange år på scenen, så har Skepticism selvfølgelig gjort sig fortjent til at være en af genrens søjler.

Men... altså, selvom alt hele vejen igennem lyder overvældende og flot orkestreret, lyder det også ekstremt højtideligt og meget navlebeskuende i sin konstante og langsomme spadestik væk fra det sidste lys af håb. Som forestillingen om at skulle overvære en musical, der tænder alle skeptiske lamper på nethinden. Her bliver det dog heldigvis ved lydsporet og absolut ingen umorsom fjollet teatersang, men bare klagende growls.

Halvvejs på 'Ordeal' ligger dog nummeret 'The Road'. Og her sker der faktisk noget. Der er stadig masser af kirke-orgel, men oven i al vokalen og de super sløve trommer, har bandet klistret et knitrende riff på, som tilfører noget tiltrængt råt, og så er det som om den efterfølgende storladne oprejsning, der sker systematisk i hvert nummer, rammer meget bedre, fordi gruppen for en stund tillader sig selv at hvile den metafysiske spade og rent faktisk vride noget vedkommende ud af deres generte guitarer. Det er keyboardet og vokalen, som ellers leder nedstigningens gang.

Hvad der måske er sat i verden for at stryge en lidende sjæl på kinden med noget musikalsk overnaturligt, ender med i længden at kvæle sig selv i troen på, at det er muligt at overleve sin egen begravelse.