Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

For perfekt til en liveudgivelse

Updated
For perfekt til en liveudgivelse
For perfekt til en liveudgivelse
For perfekt til en liveudgivelse
For perfekt til en liveudgivelse

Devin Townsend lyder for godt til, at et live-album i sig selv har en berettigelse, hvis man ikke får billederne med.

Titel
The Retinal Circus
Dato
30-09-2013
Distributør
Trackliste
1. Effervescent!/True North
2. Lucky Animals
3. Planet of the Apes
4. Truth
5. War
6. Soul Driven
7. Planet Smasher
8. Baby Song
9. Vampolka
10. Vampira
11. Addicted!
12. Colour Your World
13. The Greys
14. Hyperdrive
15. Ih-Ah!
16. Where We Belong
17. Detox
18. Bend it Like Bender!
19. Life
20. Kingdom
21. Juular
22. Love?
23. Colonial Boy
24. Grace
25. Little Pig
Forfatter
Karakter
3

Efter en periode med sygdom og otium fra musikverdenen genfandt Devin Townsend for alvor sig selv med The Devin Townsend Project, hvor det indtil videre er blevet til fem meget roste album, der spænder fra alt til new age, symfonisk metal og brutalt bulder lidt lig Townsends gamle band Strapping Young Lad. Det lader til, at den canadiske galning har fundet sig selv og er blevet en lykkelig mand, der igen kan både turnere samt skrive og indspille masser af musik.

Man kan derfor kalde dette livealbum for en naturlig fejring af hovedpersonens nyfundne glæde, men lige præcis i dette tilfælde er det måske ikke så nødvendigt.

Alt, hvad Townsend kaster sig over, er netop kendetegnet ved en overdådig produktion, et ondt og veludført sammenspil og en umådeligt stærk vokal - både live og i studiet. På 'The Retinal Circus' er det derfor svært at mærke den specielle live-følelse, som ellers skal retfærdiggøre en koncertoptagelse. Lige så snart band og frontmand Townsend lægger sig tæt op afd originalindspilningerne, er det præcis som at høre dem. Og det er selvfølgelig ikke skidt - men fjerner bare albummets berettigelse. Det gælder uanset, om det er fra The Devin Townsend Project-tiden, solotiden før det, eller fra Strapping Young Lad-tiden, som der ganske eksklusivt fremføres en del numre fra - endda med medlemmer fra det hedengangne band.

Det tidspunkt, hvor man oplever, at det er live, er mellem numrene, hvor der foregår en masse gøgl af den slags, som Devin Townsend dyrker præcis lige så seriøst som selve musikken. Således fylder Ziltoid fra rummetalsmusicallen 'Ziltoid - The Omnisicient' en del, fordi han til selve showet var til stede som en mandshøj dukke. Et sjovt afbræk, når man er til stede, men uden levende billeder er det kun unødigt fyld. For ikke indforståede er det formentlig også en anelse forvirrende, men til nysgerrige kan det kort forklares, at Ziltoid er et rumvæsen med planer om at ødelægge Jorden, såfremt han ikke får serveret den ultimative kop kaffe (sort!)

Af samme grund er det nok også en optagelse, der giver betydeligt mere mening at opleve på en skærm, frem for kun at have et ellers stærkt lydbillede til sin rådighed. Men det lyder altså bragende godt, for på det punkt fejler Townsend sjældent.