Forfriskende frikvarter

Populær
Forfriskende frikvarter

Det er længe siden, vi sidst har hørt nyt fra Witchery. Men det har været ventetiden værd.

Kunstner
Titel
In His Infernal Majesty’s Service
Dato
25-11-2016
Genre
Forfatter
Karakter
4

Selvom Witchery har levet i skyggen af The Haunted og Arch Enemy, har den svenske kvintet alligevel formået at holde sammen siden 1997. Hermed menes ikke, at de rent kunstnerisk står tilbage for de noget mere populære førnævnte orkestre, men mere at Witchery siden undfangelsen – det vil sige for små tyve år siden – har udgivet kun fem album, og det seneste for seks år siden. Men hvorfor holde dem op imod netop de to andre svenske bands? Det er selvfølgelig, fordi Witcherys Patrik Jensen river i hegnet for The Haunted, og Sharlee D'Angelo spiller bas i Arch Enemy (og i øvrigt også Spiritual Beggars).

Det vil med andre ord ikke være forkert at kalde Witchery for et frikvarter for de to travle herrer. Stilen er blackened thrash, og det lyder, som om det er lidt af en legeplads, hvor de kan få afløb for deres mere ekstreme sider. Sider, der ikke i samme grad er plads til i deres ”store” bands.

På den nye udgivelse ’In his Infernal Majesty’s Service’ har de skiftet både trommeslager og sanger. Igen. Denne gang hedder sangeren Angus Norder og trommeslageren Chris Barkensjö. Især Norder er en styrkelse af lyden, da hans stærke vokal matcher Witcherys knusende lyd, men også Barkensjö bidrager positivt til udgivelsen, der eminent formår at ramme tungt som en tsunami og hvirvlende hurtigt som en tornado.

I det hele taget er det en meget svensk omgang i ordets bedste betydning. Udgivelsen emmer af musikalsk overskud på den der helt særligt svenske facon, hvor melodier hele tiden ligger på lur i hjørnerne, selvom det ikke er en musikform, der ellers lægger op til det. Det er en udgivelse, der emmer af tilbagelænet professionalisme, uden at tempoet bliver sænket af den grund. Man kan roligt give sig i kast med tracks som åbneren ’Lavey-athan’ der er et skoleeksempel på en metalskæring, der både har tempo, tyngde og kontraststykker. Også ’Guilded Fang’ er en fuldstændig blæst svenskermetallisk triumf.

Skal der mukkes, er det først og fremmest lyden, der er lige lovlig spids (i hvert fald i de digitale formater), og bandet har måske også haft fingrene lige lovlig langt nede i dåsen med Slayer-riff, som man hører det på ’Nosferatu’.

Men det skal ikke ødelægge det overordnede indtryk af, at dette er et virkelig fint frikvarter, som alle kan have glæde af.