Overbevisende onani

Fortress – Dont Spare The Wicked

Det er gået op for vores Manden med Weekendvesten, at Fortress burde være endt oppe på den helt store årsliste-top 5 for 2021. Det råder denne anmeldelse en smule bod på.

Kunstner
Titel
Don't Spare The Wicked
Dato
26-11-2021
Trackliste
1. Lost Forever
2. Devil’s Wheel
3. Anguish
4. Red Light Runner
5. Find Yourself
6. Children of the Night
7. The Passage
8. Don’t Spare the Wicked
Forfatter
Karakter
4

Heavy metal må gerne overgøres, og som Malmsteen siger ‘mere er mere’, og både som at mere er mere og som Malmsteen føles Fortress, når de indleder ‘Dont Spare The Wicked med Lost Forever – som et højhastighedstog af guitarer. Riff på riff tæsker frem mod verset og en skinger vokal, som minder om Dio. For guitarist Fili Bibiano flænser guitar på den der måde, som man gjorde engang, hvor de fleste spillede Sex Games på Commodore 64 , og der lige var én, som hellere ville være god til den slags onani, der gjorde ham i stand til at flække al verdens riffs og soloer overbevisende.



Derfor kunne Fortress også være så umådeligt dumt og ligegyldigt, hvis ikke de dansede elegant på den tynde linje mellem pompøst og dramatisk og hidsigt og aggressivt. De læner sig aldrig for langt til den ene eller anden side i længere tid, end at de kan genfinde balancen og pludselig bryde ind med højstemte melodier eller ungdomsvredbuldren, når det sagtens kunne være kammet over.

Den californiske kvartet spiller solidt midttempo i ‘Devils Wheel’ og Anguish, tør smide sære keyboardelementer ind i ‘Find Yourself’, og er ret så rå og på samme tid en anelse neo-klassiske i titelnummeret. Samtidig prøver de succesfuldt kræfter med den helt store majestætiske powerballade i ‘Children of the Night’, uden at det bliver klamt. Det er episk som salige Dio elskede at gøre det med store armbevægelser og fyldige tangentflader, før et ægte helteomkvæd sætter ind. Fortress lykkedes med det hele på et intenst 28 minutters metalridt.