Fra kaoskaptajn til tudekommode

Fra kaoskaptajn til tudekommode

Stone Sours seneste er et svært kedeligt album, hvilket ikke gør noget godt for agtelsen af bandets Slipknot-berømte forsanger, Corey Taylor.

Kunstner
Titel
Audio Secrecy
Dato
06-09-2010
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
2

Stone Sour er et forholdsvis kendt band, navnlig fordi det er stiftet af Slipknots frontmand Corey Taylor og derfor betragtes som hans sideprojekt, på trods af, at Stone Sour faktisk er ældre end Slipknot. De to band er dog kommet til at minde lidt om hinanden efter at Slipknot er blevet mere melodisk og mindre kaotisk på dets gamle år, og mumlen i krogene har derfor stillet spørgsmålet om der var  plads til begge band, når det ene på denne måde var kommet til at minde om det andet.

Nu har Taylor godt nok bebudet, at Slipknot ikke giver nogen mening for ham længere, efter at bassisten Paul Gray døde, men der ville nu stadig være plads til Slipknot til trods for dets seneste poppede drejning, for med 'Audio Secrecy' er Stone Sour taget et ligeså stort skridt væk fra det metalliske, så den forholdsmæssige afstand mellem de to band synes indtakt.

'Audio Secrecy' er en fuldblods radiorock-skive der vil gøre sig godt i programprofiler der beskriver sig selv som Rock/Alternative. Meget heavy er der mildest talt ikke over den. Godt nok åbner den ganske effent med titelnummeret, som egentlig bare er en klaverintro for derefter at gå over i pladens bedste skæring 'Mission Statement', der er pompøs og velskrevet. Glad bliver man af det, og på næste nummer 'Digital (Did You Tell)' når man lige at tænke "ok, stadig en god plade" men herefter går det stærkt ned ad bakke, for den ene ballade overtager den anden, på den mest metervare-midt-på-dagen-radiofacon, man i sit gysende sind kan forestille sig.

Mange vil måske mene, at Corey Taylor herved viser sit bredt favnende talent, siden han både formår det kaotisk destruktive i Slipknot og det smægtende og mormortække i Stone Sour-balladerne, men disse ballader, i hvert fald på 'Audio Secrecy', er bare dødkedelige og meget mere er der ikke at sige om dem.

Melodierne er er ved nærmere lytning temmelig tyndbenede. Det er netop numrene fra den sidste kategori der får en til at frygte, at Taylor er ved at gentage den tragedie som er Chris Cornells karriere – dvs. gå fra at være cool undergrundsrockikon til at være en afdanket stjerne på jagt efter radiohittet. Synd, men således forgår verdens herlighed nu engang.