Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Holistisk black med kor og mod

Updated
Funeral Mist Deiform

Funeral Mist er klar med deres fjerde plade 'Deiform', der, ifølge manden bag, er en omgang eksperimenterende og holistisk black metal.

Kunstner
Titel
Deiform
Dato
17-12-2021
Label
Trackliste
1. Twilight of the Flesh
2. Apokalyptikon
3. In Here
4. Children of the Urn
5. Hooks of Hunger
6. Deiform
7. Into Ashes
Karakter
4

Funeral Mist udgav i 2018 pladen 'Hekatomb'. Forud for den plade var der gået 10 år uden nyt fra bandet, da manden bag, Daniel Hans Johan Rostén, var travlt opgavet af at udgive plader og turnere med Marduk, hvor han er forsanger, og går under kunstnernavnet 'Mortuus'. Dengang var vi ikke så imponerede af hans comeback med soloprojektet Funeral Mist, men her i 2021 har han med 'Deiform' genfundet formen. En modig udgivelse, der vil lidt af det hele.

Det starter stærkt ud med 'Twilight of the Flesh', hvor der er et lækkert kor, der messer med i sangens næsten 10 minutter. En stor åbning på pladen, der i alt indeholder syv numre med en spilletid på i alt 54 minutter. Derefter direkte videre i den mere kontante 'Apokalyptikon', hvor der er masser af effekter og højt tempo.

Det, der kendetegner Funeral Mist på 'Deiform' er Rosténs evige leg med masser af samples, kor, effekter og aggressiv black metal. Det hele væves sammen i et, til tider, melodisk tæppe, men også i kaotisk, rå og punket black med nærmest futuristiske lyde. Det stikker i alle retninger, men samlet fungerer det som et værk. 

Også på 'Children of the Urn', hvor det netop er et børnekor, der agerer omkvæd mellem de frenetiske vers, hvor Rostén spyer galden ud med samme vanlige styrke, som vi kender fra hans vokal i Marduk. Musikalsk er det også en af de sange, der mest minder om det band, han normalt indspiller og turnerer med, men folkemetallen i nummerets sidste halvdel gør det til mere Funeral Mist end Marduk.



Sammenligningerne er nemme at drage, men faktisk er Funeral Mist musikalsk en noget anden størrelse. Netop alle de elementer, der kastes ind i en smeltedigel, og tilsammen udgør 'Deiform' er noget, der ikke sker i Marduk-regi. Som eksempelvis den lokale smedje, der agerer intro på 'In Here'. 

Rostén kalder det selv for en holistisk oplevelse, hvor musik, kunst og fotografi går op i en højere enhed. Det er da også ham selv, der står for det hele. Både albumcover, sangskrivning og samtlige instrumenter på nær trommerne, hvor den tidligere Marduk-trommeslager Lars Broddesson har hjulpet til. 

Vi bør derfor se 'Deiform' som ét værk, der ikke bør dissekeres i de enkelte syv dele. Og når man kommer til titelnummeret samt den afsluttende 'Into Ashes' står det da også klart, at det her er en helhedsoplevelse. Pladen er eksperimenterende black metal, hvor der hele tiden afprøves instrumenter, stemmer og lyde. Fra det hurtige, klassiske black metal til det jazzede, det tilbagelænede og til det punkede. Rostén gør lidt af det hele.

Lige knap en times Funeral Mist er, hvad vi får med. Rostén leger, eksperimenterer og får kanaliseret al sin kunstneriske kraft ud i syv numre, der tilsammen udgør det værk, der hedder 'Deiform'. Og lytteren må nøjes med pladen. Funeral Mist giver ikke koncerter. Det her er til når man rent faktisk har en hel time, og kan lytte pladen igennem. Har man tiden, så får man også oplevelsen. En varm anbefaling herfra.

Hele pladen kan høres her fra pladeselskabets YouTube-kanal: