Går lukt i genrefælden
Norske Tristania får ikke rigtig ramt det dystre og melankolske i sin gothic metal, og dermed ender flere sange flade og kedelige.
02. Protection
03. Patriot Games
04. The Passing
05. Exil
06. Sirens
07. Vulture
08. Amnesia
09. Megical Fix
10. Illumination
Stor var forvirringen, da musikken spillede på anlægget, for anmelderen bag tasterne havde fået læst navnet som Tristitia og ikke Tristania, og selvom begge bands befinder sig i det gotisk-klingende område, så er der forskel. Tristitia befinder sig i et meget mere sørgmodigt og doomet lydbillede end Tristania, der nu er ude med sit sjette album.
Ifølge pressemeddelelsen så er Tristania en af genrens bannerførere med over 12 års erfaring indenfor emotionel musik. Men desværre er det emotionelle ikke udført som dyster og smuk melankoli - i hvert fald ikke i særlig lang tid af gangen. Og dermed ender musikken i en slags tomrum, hvor det skam lyder velkreeret og -produceret og alt det dér, men nerven mangler, og det smukke ender med at lyde kedeligt.
Der er nogle sangmæssige højdepunkter på pladen, der typisk bæres frem af Mariangela Demurtas' afslappende vokal. Der bydes dog også på mandevokal, da bandet har lokket Kjetil Nordhus (Green Carnation) med på pladen. Det ene af de to tilbageværende originalmedlemmer, Anders Hidle, tager sig udover guitar desuden af nogle få baggrundsgrowls.
Det gode og det dårlige
Bedst klarer 'Exil' og 'Vulture' sig, hvor det dunkle udtryk får mere plads, men også 'The Passing' er interessant med sit ekstra krydderi fra gæsten Pete Johansen på violin.
Bandet fejler med sin 'Patriot Games' der ellers starter med en udmærket intro med sin etniske inspiration, men så kommer man pludselig hen til omkvædet, og bandet virker pludselig inspireret af 3 Inches of Blood. Der går mere metal i riffs'ne og vokalen er high-pitch uden at kunne bære det.
Flere gange på albummet forfalder bandet til mere traditionel metal, men hvad der sikkert er med for variationens skyld fjerner blot fokus fra det gotiske billede, som så i sine passager skal yde endnu mere for at resultatet samlet set bliver et smukt, emotionelt album som lovet.
Og således falder Tristanias 'Rubicon' som helhed i genrens største fælde: kedsomheden. Og så er gode musikalske evner og en sparringspartner i Waldemar Sorychta (musiker og producer, bl.a. for Tiamat, Sentenced, Lacuna Coil) ikke til megen hjælp.