Globaliserede østrigere

Globaliserede østrigere

Virkemidlerne er i høj grad variation, men trods godt arbejde mangler der lige et par numre med ekstra høj ørehænger-kvalitet til at fremhæve Artas fra mængden.

Kunstner
Titel
Riotology
Dato
31-01-2011
Distributør
Karakter
3

For nogle bands ser vejen til succes kortere ud end for andre. Østrigske Artas er nok næppe klar endnu til at bygge en solid pensionsopsparing ud af indtægterne fra bandet, men siden dannelsen i 2006 er det egentlig gået ret stærkt.

I 2007 vandt bandet den østrigske "Metalchamp"-konkurrence, og det førte til en kontrakt på Napalm Records, og debutalbummet 'The Healing' så dagens lys i 2008. Jacob Hansen var inde over, og det har han også været denne gang, da han har mixet og mastereret opfølgeren 'Riotology'.

Stilen er moderne metal, som er sat sammen af en god del thrash med melodi, mens vokalen indeholder lidt af det hele: sang, råb, growls, skrig. Det minder lidt om Waldemar Sorychtas band efter Grip Inc.: Enemy of the Sun. Og lidt om Icon in Me pga. den stærke, og fedt varierede vokal.

Det er da lidt for langt?

Det mest fængende nummer er 'Fortress of No Hope' der følger efter pladens intro. Albummet har 16 tracks og selvom nogle fungerer som mellemstykker, så bliver det alligevel lidt langt, og de numre, som ikke lige har et specielt hook, bliver glemt i mængden.

Og det på trods af, at bandet også lejlighedsvist hopper fra det primære lyriske udtryk på engelsk til tysk, spansk og fransk. Det fungerer sådan set udmærket, og især at bandet formår at synge på tysk uden at gå i Rammstein-fælden eller generel kiksethed er imponerende, for 'Rassenhass' fungerer faktisk fedt.

Mange passager sætter sig fast takket være gode melodier eller en interessant dynamisk opbygning i lagene med guitar, bas, trommer og vokal. Der er bestemt også fede riffs, men de er ikke i hobetal - i stedet er sangene så gennemarbejde, at det er sammenhængen, som gør nogle af numrene ret stærke.

Desværre mangler der lige de dér par numre, som får én til at smide alt i hænderne for bare at gå amok til Artas metalangreb. For med det havde man måske set resten af albummet som andet end et solidt album, der holder, men ikke rigtig rykker nogle grænser.