Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Klinisk og kedeligt

Populær
Updated
Klinisk og kedeligt

Nothnegal fra eksotiske Maldiverne har begået sit første udspil i fuld længde, men det er desværre en lidt kedelig omgang moderne melodød.

Kunstner
Titel
Decadence
Dato
23-01-2012
Distributør
Karakter
2

Hjemlandet byder på smukke atoller, kridhvidt sand og turkise laguner med farverige fisk, men de flotte omgivelser og et klima langt fra nordisk frost har ikke fået Nothnegal til at lave romantiske ballader.

Det maldiviske band, som dog har fået henholdsvis finsk og amerikansk islæt, på keyboard og trommer ved Marco Sneck (Poisonblack, Kalmah) og Kevin Talley (Six Feet Under, Dååth m.fl.), spiller skam metal. Stilen er melodisk dødsmetal krydret med keyboards, der giver lydbilledet et lidt mere moderne snit a la Icon in Me, og så en sjat progressive tendenser.

Vokalen er ikke specielt fed - det virker som om, at det ikke falder helt let for sangeren at forvrænge sin stemme til den her råbende, halvvejs growlende stil, han prøver at ramme. Det havde dog ikke reddet alverden, hvis han havde haft den fedeste vokal, man kunne forestille sig, for keyboardet gør musikken lidt for kedelig og pæn.

Der er desværre ret langt mellem fede riffs på skiven, og når der endelig anes noget brugbart, så er det på simple virkemidler, som man føler, at man har hørt til hudløshed fra andre bands. Skiven indeholder noget udmærket leadarbejde på både guitar og keyboard, men langt fra nok til virkelig at holde gejsten oppe som lytter.

Produktionen virker lidt for påtaget og klinisk, som var missionen at ramme en lyd a la Fear Factory. Det virker desværre ikke her - slet ikke med det pompøse keyboard, som måske skulle skabe stemning, men i stedet bare begraver pladen et eller andet sted i glemslen.