Potent, stålsat og fastlåst

grandmaguswolfgodcd

Grand Magus holder stædigt fast i et veludviklet udtrykt og fungerer fint med det, selvom den helt store oplevelse udebliver.

Kunstner
Titel
Wolf God
Dato
19-04-2019
Trackliste
1. Gold And Glory
2. Wolf God
3. A Hall Clad In Gold
4. Brother Of The Storm
5. Dawn Of Fire
6. Spear Thrower
7. To Live And Die In Solitude
8. Glory To The Brave
9. He Sent Them All To Hel
10. Untamed
Forfatter
Karakter
3

Tyve år har svenske Grand Magus eksisteret, og med ‘Wolf God’ er trioen nået til den niende fuldlængde udi tung rock. Og her er intet nyt fra Stockholm-bandet, der synes at have deres primære inspirationskilde i halvfjerdsernes tungere bands og intet gør for at skjule dette.

Det er selvfølgelig heller ikke noget skidt udgangspunkt, og som på de forrige otte udgivelser spiller Grand Magus stadig bastant med simple virkemidler som enkle riffs og simple omkvæd. Den formel fungerer stadig for dem – nogle gange rigtig godt, og andre gange bare lige en anelse over gennemsnittet. Men svenskerne er samtidig effektive og forstår at få meget ud af lidt. 

Hele tiden balancerer de lige på grænsen til at blive storladne, og de faste lyttere vil måske føle nogle af omkvædene en anelse ufuldendte. Det er bare med al tydelighed ikke trioens ambition at skrive højtragende strofer. Musikken er stilsikker og riffene er vrede og rå, men aldrig fortænkt fængende. Grand Magus skriver potent og stålsat uden kalkulerede forsøg på at hitte.

Bedst er ‘Wolf God’ på de tunge ‘Brother of the Storm’ og ‘Glory to the Brave, hvor versmelodien bygger elegant op med et riffbaseret titelomkvæd, og så træfsikre ‘He Sent Them to Hell’. Her er bandet i mål med heavy rock med stærke linjer og tunge riff, og som når klimaks trinnet før, det kunne blive for meget. 

Men ikke alt lykkes for Grand Magus, og lige netop i de sange, hvor vokalen ikke stiger i omkvæd, og man forsøger at tage intensiteten til nye højder, kan de også virke søvndyssende. Der efterlades den der irriterende følelse af, at sangene kunne rumme så meget mere, hvis ikke bandet var så fastlåst i, at midttempo og tilbagelænet beskidt vokal skal udgøre et indslag. ‘Wolf God’ kunne være så meget federe med lidt mere af det hele.