Skal vi lege vikinger?

Populær
Skal vi lege vikinger?

Der var skruet op for alle tænkelige metal-klichéer, da Amon Amarth søndag aften inviterede til fest i et udsolgt Store Vega. De havde allieret sig med landsmændene i Grand Magus og polske Behemoth.

Kunstner
Titel
+ Behemoth + Grand Magus
Spillested
Dato
18-12-2016
Trackliste
Behemoth:

Ora Pro Nobis
Lucifer
Conquer All
Ov Fire and the Void
Decade of Therion
Blow Your Trumpets Gabriel
Messe Noire
Alas, Lord Is Upon Me
At the Left Hand ov God
Slaves Shall Serve
Chant for Eschaton 2000

Amon Amarth:

The Pursuit of Vikings
As Loke Falls
First Kil
The Way of Vikings
At Dawn's First Light
Cry of the Black Birds
Deceiver of the Gods
On a Sea of Blood
Destroyer of the Universe
Death in Fire
One Thousand Burning Arrows
Father of the Wolf
Runes to My Memory
War of the Gods
—————————
Raise Your Horns
Guardians of Asgaard
Twilight of the Thunder God
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Meget forskellige nuancer af død
Det var kun lige til øllet. På vej op ad Vegas trapper kunne man høre, at Behemoth startede ud med ’Ora Pro Nobis Lucifer’ fra deres mægtige ’The Satanist’. Et fuldstændigt potent drøn af en sang, der ikke blot står som en af pladens stærkeste sange, men også som et af dette årtis bedste metalskæringer.

Den sene ankomst betød desværre, at jeg ikke fik hørt Grand Magus. Dette var ikke et bevidst fravalg. Deres stener-heavy lyder mildest talt spændende, og jeg stortrives normalt med det meste, som har været eller bliver udgivet på Rise Above Records. 

På papiret lignede det en forskelligartet aften: Fra Grand Magus’ oldschool, Judas Priest-agtige tråd til Behemoths tekniske og meget grandiose blackede dødsmetal for endelig at slutte i Amon Amarths vikinge-melodød. Man kunne på forhånd frygte lidt, at Behemoth og Amarths ganske forskellige lyd, udtryk og følelse ville dele publikum i to lejre. Dette var ikke tilfældet – Vegas store sal var allerede pakket, da Behemoth gik på kl. 20:00, og den forblev pakket, indtil sanger Johan Hegg havde drukket sin sidste dråbe mjød. 

Professionelle polakker
Der har været rig mulighed for at se Nergal og co. de senere år. Bandet har gennem de seneste to år turneret intenst med ’Satanist’ og har været på danske breddegrader ikke færre end fem gange med denne plade i ryggen. Jeg havde ikke selv set polakkerne siden Roskilde 2012. Også dengang spillede de en højhellig søndag, hvor ens tømmermandsbefængte system krævede en del overbevisning for at kunne producere den helt rigtige metaleufori. 

Det er de færreste bands, der kan siges at have samme professionalisme som Behemoth. Deres musikalske identitet går i ét med det visuelle udtryk. Lys, kostumer og baggear ser fedt og gennemtænkt ud. Den mørke æstetik bliver aldrig blot en gimmick, der kan score polakkerne billige point på live-kontoen. Den går hånd i hånd med den bombastiske og pompøse satan af en plade, som ’The Satanist’ virkelig er. Jeg har ofte tænkt, at det sjældent er til det bedre, når bands – og især metalbands – bliver for professionelle i deres levering. Musik er for mig generelt bedst på de små scener, hvor en mere ukontrolleret optræden nogle gange kan give musikken en farlighed, der sjældent eksisterer på de større spillesteder. Denne tese holder heldigvis ikke vand, når vi taler om Behemoth. Nok er vi ovre i en teknisk art af dødsmetallen, men den musikalske grandiositet er ikke ulig klassiske værker i den tungere ende. Når teknikaliteten i musikken og svulstigheden i produktionen bliver så massiv, så er man betinget af minutiøst planlagte rammer. Behemoth ser ud og lyder præcis, som de bør og skal. Deres udtryk er afbalanceret, således at der hverken er for meget eller for lidt af det gode.

Et satanisk rekviem
Når det nu var annonceret som en slags afrunding af 2-3 års turneren med ’The Satanist’, var man desværre langt fra mættet, da de fire forlod scenen efter blot 40 minutter. Koncerten havde hele tiden været annonceret som opvarmning for de svenske vikinger i Amon Amarth. Man havde dog håbet lidt på, at vi var tættere på en slags dobbeltkoncert end en reel supporttjans. 

I livesammenhæng formår dødsmetallerne virkelig at benytte sig af mange virkemidler. På en gang er der tale om sindssygt teknisk død, der nærmer sig et decideret progget udtryk, men i selvsamme stykker formår musikken stadig at være ufattelig rund og vuggende. Som lytter kan man synes, at Zbigniew "Inferno" Promiński drøner afsted med 200 km/t på tønderne, men så registrerer man guitarerne og indser, at der jo egentlig er tale om et (relativt) roligt stykke i skæringen. Sådan har jeg det lidt med Behemoth: De formår at parre kontrastfulde enkeltdele og forskellige tempi med hinanden. Med min begrænsede musikalske hjernekapacitet burde det ikke give mening. Men det gør det.

Koncerten blev forventeligt rundet af med en fantastisk levering af ’Chant for Eschaton 2000’, før der var dømt gruppebillede og afsked med et begejstret publikum. Foruden et lidt malplaceret ”it feels good to be alive” tidligt i koncerten og den alt, alt for korte spilletid var det en bundsolid præstation. Nu er der kun tilbage at vente på og glæde sig til, hvordan Behemoth kommer til at lyde på næste plade.

Der fældes træer!
Selvom salen var pakket til Behemoth, så var der ingen tvivl om, at størstedelen på Vesterbro denne aften var kommet for at høre Amon Amarth. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg har haft det en kende svært med svenskerne. Første og hidtil eneste gang jeg oplevede dem ,var i Valby Hallen ’08, hvor de spillede med Slayer og Mastodon. Dengang kan jeg huske, at jeg tænkte skovhugger-metal, mens Johan Hegg i min hukommelse var omtrent 2.20 meter høj. Helt så høj er han nok alligevel ikke, men skovhugger-relationen kunne jeg godt nikke genkendende til denne søndag i Vega. Musikalsk kører Amon Amarth i hvert fald i samme huggende rille igennem det meste af koncerten, og for mig bliver dette simpelthen for ensformigt efter ganske få sange.

Langt hovedparten af aftenens sæt var bygget op om Amarths seneste udspil, ’Jomsviking’ fra i år. Det startede sådan set fint ud med ’The Pursuits of Vikings’, men allerede da man var nået til ’First Kill’ – tredje nummer på sætlisten – var man begyndt at ane, at det nok ville blive en anelse repeterende. Der er indimellem noget spændende poppet black-spade i flere af numrene, men rytmesektionen virker mildt sagt ensidig. Der er simpelthen ikke nok variation i hverken tempo eller rytme, og når Heggs growls mere eller mindre advokerer for den samme grundfølelse i samtlige af koncertens 17 numre, så bliver det lidt langt i spyttet.

Måske er Amon Amarth udmærket klar over dette. Der var hvert fald flere indslag på scenen, hvor vi først fik en dansk-svensk fægtekamp, der senere blev erstattet af bue og pil og diverse andre våben. Og det er sjovt nok i kort tid, men den balancegang mellem det musikalske og visuelle udtryk, som jeg før roste Behemoth for at mestre, ejer Amon Amarth ikke. Deres show virker for mig opstyltet og nærmer sig noget parodisk. Fint nok, man kan pege og grine ad det, mens man skåler i sin dyre Vega-fadøl, men for mig at høre er Amon Amarth mere sjovt, end det er godt.

Det blev lidt bedre, da vi lidt over halvvejs nåede til ’Destroyer of the Universe’ og ’Death in Fire’. Her var det, som om Heggs vokal lige blev et nøk ondere, som gjorde en involveret igen.

Generelt minder Amon Amarth mig meget om Iron Maiden, men uden den helt samme kitschede storhed, som briterne har mestret i årtier. Samtidig fik jeg indimellem nogle kortvarige associationer til tidlig Paradise Lost. Dette skyldes nok hovedsageligt vokal og det tempo, som hovedparten af numrene er skrevet ud fra.

Det skal retfærdigvis siges, at folk virkelig var på. Der blev festet, drukket og skålet, så man helt glemte, at det var søndag. En stor del af publikum sang med og havde tekst og riff på rygraden. Et eller andet sted er der altid noget rart i at se og høre metallen forene et publikum, men gid det ikke var til et band, der denne aften spillede på de mest testosteronfyldte metalklichéer i bogen. Lad det for fanden være bands som Tau Cross, der også sværger til et mytologisk univers ikke milevidt fra Amon Amarth. Her kan man mærke en musik- og tekstforfatter, der tør at se lortet i øjnene og ikke blot ty til de samme klassiske klichéer. Jeg kan bedst lide, når metalmusikken tager sig selv seriøst, for bajere kan jeg nu engang godt finde ud af at drikke på egen hånd.

Behemoth 4/5

Amon Amarth 2/5.