Uhellig alliance i sydvest

Populær
Uhellig alliance i sydvest
Nostalgisk genhør med hele "Reign in Blood", men både Mastodon og Amon Amarth var bedre end Slayer. Efter at have sprunget København over på version to af den uhellige alliance skulle Valby-hallen atter nedlægges af Slayer med venner. På slaget 18 fik københavnske Psy:Code lov til at fyre 15 minutters sæt af på den store scene. En tjans de havde vundet i en konkurrence.

Det er en kæmpe chance at få og naturligvis gav drengene den hele armen og den aggressive metal med både skrig, skrål og melodisk sang slap udmærket fra mødet med de tidligst ankomne metalfans. Desværre var lysmanden gået til frokost, og lydmanden hvilede åbenbart ørene for der var kun stillestående, kedelige spots på bandet og lydniveauet fik i den grad et nøk opad, da scenen blev givet videre til svenske vikinger.

Der refereres naturligvis til Amon Amarth, når snakken går på vikinger, der spiller hegn. Johan Hegg var tændt og talte på opfordring fra heavyjams egen Emil Svendsen på svensk, hvilket gjorde snakken om fællesskab som vikingebrødre- og søstre langt mere troværdig.

Svenskerne havde acceptabel lyd – det er jo Valby-hallen, og har man mødt hallen før, forventes jo ikke længere mirakler fra betonkonstruktionens akustiske egenskaber – og spillede med vægt på de seneste par albums krydret med "Death in Fire" og en sand hymne i afslutteren "Pursuit of Vikings".

God lyd – utroligt nok

Ramt af uheld – både for band og for fans – gjorde Mastodon det alligevel fremragende som power-trio, da guitarist Bill Kelliher var sygemeldt. Ja, det rykkede sgu, og fra åbningen i "Blood and Thunder" gik det derudad, fåmælt, stærkt og velspillet i aftenens bedste og mest intense lyd. Kun de største tammer på trommesættet rungede generende. Så det kan altså lade sig at lave god lyd i Valby!

Snak blev holdt til et "you guys are fucking amazing!", så der blev tid til meget musik på de kun 35 minutter. Musikken talte og den gjorde det godt, trods amputationen i bandets line-up. Alt var professionelt og hamrende tungt, hvad end det var tønder, 12- eller 6-strenget guitar, bas eller hals.

Hvem kan løbe længst?

Matt Heafy har på plade og især live vist store evner udi at parodiere James Hetfield, der er én af Heafys største helte. Som opvarmning for Machine Head sidste år blev Trivium for meget af det gode, men denne gang var det ikke nær så slemt, da scenen havde færre afkroge bandet lige skulle nå ud at posere i. Dog var det klart det band, der fik løbet flest kilometer denne aften.

Lyden var på ingen måde med bandet, og de 45-minutter blev noget langtrukne på trods af fødselsdagssang til guitarist Corey og gentagne oppiskende råb til publikum fra forsangeren, hvis stemme lød slidt sidst i sættet. Amerikanerne havde fokus på den seneste og udmærkede skive, hvis åbner også åbnede aftenens show, men klassikere som ”Gunshot to the Head of Trepidation” og den indlysende afslutter ”Pull Harder on The Strings of Your Martyr” serveredes også.

Eminent lysshow

"The Unholy Alliance" er synonymt med Slayer, så der var heller ikke tvivl om hvem størstedelen var kommet for at høre. Set-uppet vidnede også om at Slayer ikke måtte stå i skyggen af de andre bands og pointen med at nævne dette leder hen til det absolut formidable lysshow – simpelthen perfekt.

Det var lyden dog ikke helt, og nu lå problemet et sted mellem strenge-instrumenterne, der ikke altid kunne defineres klart i lydbilledet. Til gengæld stod Lombardos trommer glimrende igennem, så hans mange detaljer og lange rundgange kunne nydes.

Selvom der var krig på set-listen i sange som "War Ensemble" og "Chemical Warfare", var der ikke helt krig på scenen. Slayers niveau er så højt, at mange sikker har været ligeglade, fordi sangene blev jo serveret, så man selv kunne gå amok, men bandet syntes at mangle lidt gejst i sammenligning med de utallige andre shows, bandet har givet i Danmark.

Ikke slemt, men der savnedes for eksempel lige det der mystiske glimt i øjet Tom Araya har, når han står autoritært alene i et enkelt spot og taler til publikum. For en mand som ham behøver jo ikke råbe for at få folk til at gå amok.

Nostalgisk genhør med 1986

Men hvad der måske manglede for at få koncerten helt op at ringe fik man i stedet på set-listen. I hvert fald for die-hard fans’ne der i den grad bød udførelsen af hele "Reign In Blood"-skiven velkommen. Det betød dog, at andre blandt publikum mistede lidt af fokus da afvekslingen her blev minimal og en sang som den tidligere spillede "Seasons in the Abyss" kunne have blødt lidt op undervejs. Effekten i gimmick’en ville naturligvis have været tabt således.

Slayer var Slayer denne aften. De kan aldrig skuffe helt, men der var lidt mindre fandenivoldskhed over bandets gøren og laden på scenen. Lidt mindre af fuckin’ i "Slayer – fuckin’ Slayer!".

Kunstner
Spillested
Genre
Karakter
3