Stilfærdigt bedre

Populær
Stilfærdigt bedre

'Jomsviking' er et skridt mod et mere nuanceret Amon Amarth.

Kunstner
Titel
Jomsviking
Dato
25-03-2016
Trackliste
1. 'First Kill'
2. 'Wanderer'
3. 'On a Sea of Blood'
4. 'One Against All'
5. 'Raise Your Horns'
6. 'The Way of Vikings'
7. 'At Dawn’s First Light'
8. 'One Thousand Burning Arrows'
9. 'Vengeance Is My Name'
10. 'A Dream That Cannot Be' (featuring Doro Pesch)
11. 'Back on Northern Shores'
Forfatter
Karakter
4

Så blev det igen tid til et Amon Amarth-album. Det svenske band har gennem rundt regnet tre årtier kombineret blæret vikingetematik med svensk dødsmetal, og man kan på den baggrund mene, at hver en krog i dén kreative gård må være afsøgt. Ti plader. Viking. Dødsmetal. Formlen synes klar, og derfor er forventningsbarometeret også indstillet på ”uforanderligt” for seneste udgivelse 'Jomsviking'. Men det musikalske vejrlig er nu mere ustadigt end som så.

Ok. Ved første gennemlytning kan 'Jomsviking' virke som bare endnu en Amon Amarth-plade. Det er velspillet melodød med Johan Heggs kraftfulde vokal på toppen. Det er ikke den dystreste af deres udgivelser, og det kan jo i sig selv være skuffende. Men 'Jomsviking' har faktisk en række kvaliteter, som åbner sig for én med gennemlytningerne.

Det er bandets første koncept-album, og det handler om en ung mand, der i affekt over, at den udkårne bliver bortgiftet, slår en af jarlens mænd ihjel. God vikingestil, dér! Herefter følger man vores hovedpersons deroute som lejesoldat – jomsviking, heraf pladetitlen – til det hele ender hjerteknusende og tragisk. Amon Amarth synes at have haft gavn af at lave et album, hvor det er dem, der har lavet én fortælling, i stedet for flere små, som ofte er taget fra den nordiske mytologi. Selv om den seneste også er en røverhistorie, så er er det alligevel en tand mere alvorligt end det, de plejer at lave. Og det er tiltrængt og klædeligt.

Og musikken? Ja, som nævnt er det overfladisk set endnu en Amon Amarth-udgivelse, men musikken er mere malerisk og episk end på de forrige udgivelser. Der er flere twin-guitarer, end der plejer at være, og det i en grad, så det giver mindelser om Iron Maiden. Og der er flere elementer, der er et lille skridt væk fra det dødsmetalliske og over mod enten klassisk heavy i de mange midttempostykker; eller det mere klassisk thrashede som de tempofyldte 'On a Sea of Blood'  og 'Vengeance is My Name'. Man finder også doomede stemninger, blandt andet i sangen 'One Thousand Burning Arrows'. I det hele taget virker det, som om Amon Amarth lige så stille er ved at udvide deres musikalske palet, så det ikke bare er melodød. Ingen revolutioner, dog, men at der er flere facetter, er tydeligt.

'Jomsviking' er i øvrigt produceret stramt af Andy Sneap, som har sørget for meget punch i guitarerne og tyngde i et velafbalanceret og kompakt lydbillede. Vokalerne (ja, der er flere, for Doro gæster skam pladen som hovedpersonens udkårne) ligger godt og klart fremme i lydbilledet, hvilket giver mening, når der skal fortælles historier. Er man lydmæssigt til mere snusket musik end det, Amon Amarth kan levere, er pladen afgjort for poleret, trods guitarernes høje forvrængningsniveau, men hvis vores svenske venner er på vej i en mere klassisk retning, giver renskuretheden faktisk mere mening, end når de spiller dødsmetal.

Så på den baggrund: Giv pladen et par grundige lyt, hvis du vil have noget ud af den. Det er den værd.