Bannerførere for klassisk død
Hate Eternal lyder, som Morbid Angel burde lyde anno 2018, og sørger med ’Upon Desolate Sands’ for den klassiske dødsmetals velbefindende. Uden at være nyskabende.
2. What Lies Beyond
3. Vengeance Striketh
4. Nothingness of Being
5. All Hope Destroyed
6. Portal of Myriad
7. Dark Age of Ruin
8. Upon Desolate Sands
9. For Whom We Have Lost
Erik Rutan startede i Ripping Corpse, da dødsmetal var på sit højeste. Derefter var han kort med i Morbid Angel, da de indspillede ’Domination’, og var igen med på ’Gateways to Annihilation’, men allerede omkring ’Domination’ syslede Rutan med sit eget projekt, Hate Eternal. Det kom der i 1999 debutpladen ’Conquering the Throne’ ud af, og siden har bandet udgivet plader med jævne mellemrum. I 2018 er vi nået til ’Upon Desolate Sands’, der er Hate Eternals syvende studieplade.
Og Erik Rutan er tilbage med klasissk dødsmetal, som vor far lavede den. Rutan er en kendt producer inden for dødsmetal og har bands som Cannibal Corpse, Nile, Malevolent Creation, Six Feet Under og Vital Remains på sit cv. Så han ved, hvad han laver. Det gør han også på ’Upon Desolate Sands’, der har en både tyk, brutal og samtidig ren lyd, når det kræves. Det kan særligt høres på ’All Hope Destroyed’ og ’Portal of Myriad’, hvor guitarsoloerne står klart frem, og Rutans evner som guitarist får masser af plads i lydbilledet. Rutan kan nok spille guitar.
Hør ’All Hope Destroyed’ her:
Han kan også skrive dødsmetalsange. Sammen med bassist J.J. Hrubovcak har Rutan sat sig ned og arbejdet pladen igennem, og denne gang har de hevet en god ven ind som trommeslager. Hannes Grossman, der har spillet i Necrophagist og Obscura, er med på denne plade, og Grossman er dygtig. Det går både stærkt og lyder godt. På den måde består Hate Eternal udelukkende af kompetente musikere, der kan deres fag til fingerspidserne, og det kan høres på ’Upon Desolate Sands’.
For den lyder vitterlig som klassisk dødsmetal fra starten af halvfemserne, bare suppleret op med en nutidig produktion. Masser af fylde og klarhed. Man kan også godt høre, at Erik Rutan stadig er inspireret af sin tid i Morbid Angel, for Hate Eternal har den rullende lyd på guitar og trommer, som også Morbid Angel gjorde populært med Trey Azagthoth og Pete Sandoval. Faktisk kan man med et glimt i øjet sige, at Hate Eternal lyder som et bedre Morbid Angel anno 2018, end Morbid Angel gør.
Der er masser af tempo på pladen, men enkelte sange tager sin tid, og det er eksempelvis ’Nothingness of Being’, der er en af pladens langsomste sange. Den kan høres her:
Det er dog klart titelnummeret ’Upon Desolate Sands’, der er pladens stærkeste. Den kommer som det næstsidste nummer og efterfølges kun af den rolige ’For Whom We Have Lost’, der fungerer som en ode til en falden kammerat. Titelnummeret har en mellemøstlig inspiration, hvor der også er gæstevokal fra polske Saratan i form af deres kvindelige forsanger Małgorzata "Maggie" Gwóźdź. Hvor det meste af pladen stilmæssigt minder om Morbid Angel, hvilket Hate Eternal altid har gjort, så er titelnummeret nærmere Nile. Og det gør bestemt ikke noget.
Hele pladen kan høres her:
’Upon Desolate Sands’ er en udmærket plade, hvis man kan lide sin dødsmetal, som den lød i midten af halvfemserne. Bare med en bedre produktion. Desværre er sangene generelt for anonyme og lyder som nævnt, som noget andre bands også har lavet. Men man kan ikke tage noget fra Rutans evner som sangskriver, guitarist, sanger og producer. Det er gedigent håndværk, der dog er sin egen værste fjende. Det lyder godt, men vi har hørt det før. Så for dem, der kan lide klassisk dødsmetal, er ’Upon Desolate Sands’ værd at lytte til, mens alle andre roligt kan passere gaden.