Norsk dødsrige uden bid

helheim rignir

Norske Helheim udgiver en jævn plade, hvor deres blanding af black metal og folk er, som vi kender den, men uden nævneværdige højdepunkter.

Kunstner
Titel
Rignir
Dato
26-04-2019
Trackliste
1. Rignir
2. Kaldr
3. Hagl
4. Snjóva
5. Ísuð
6. Vindarblástr
7. Stormviðri
8. Vetrarmegin
Karakter
2

Helheim er et af de black metal-bands fra Norge, der blev dannet i starten af halvfemserne. De indspillede også i Grieghallen, og når man ovenikøbet stammer fra Bergen, burde det jo have betydet øjeblikkelig succes og international bevågenhed. Helheim deltog bare ikke i de begivenheder, der gjorde regionen og genren berømt og berygtet og har af samme årsag levet en skjult tilværelse i forhold til mange af de andre navne, der er blevet hvermandseje.

Ikke desto mindre lever bandet videre her knap 30 år senere og udsender med ’Rignir’ en plade, der meget godt repræsenterer bandet på godt og ondt. Helheim er ikke bange for at eksperimentere med det progressive og folk og black metal og har ligesom bysbørnene i Enslaved gjort en dyd ud af at være mere og andet end traditionel black metal. Det kan tydeligt høres på ’Rignir’, hvor vokalen ofte minder om et kor. Sangene kommer ofte ud over de syv minutter og nærmer sig en art shoegaze på numre som ’Ísuð’ og ’Vindarblástr’. 

Hør førstnævnte sang her:



Og det er netop folk metal, der bliver fokuseret mere på end den traditionelle black metal på ’Rignir’, der løst kan oversættes til regn. Sangtitlerne er da også vejrbidte og betyder koldt, hagl, sne, stormvejr osv. Sidstnævnte ’Stormviðri’ har i øvrigt pladens bedste guitarintro og er mere klassisk black metal med grum vokal, der kunne minde om noget, Mayhem eller Marduk ville have begået. Bergens bidske klima fornægter sig ikke i Helheims musik. Og er man i forvejen fan af genren og hører Kampfar, Einherjer, Vreid og førnævnte Enslaved, så er Helheim så absolut et af de navne, det kan være interessant at stifte bekendtskab med.

Hør åbnings- og titelnummeret her:



Produktionen på ’Rignir’ er tør og detaljeret. Man fornemmer smerten i vokalen og instrumenterne får god plads i både stille såvel som kaotiske passager. De rene introer blandes sømløst med sangen, når den for alvor går i gang, og det høres, at Helheim ikke er vårharer i et studie. Udfordringen med pladen er blot, at der ikke rigtig er en specifik sang, man vender tilbage til. ’Rignir’ er et samlet værk, og det er både godt og skidt. Køber man præmissen og nyder at fordybe sig i Helheims folkeunivers, så er pladen udmærket, men den er vanskelig at gå til og fra. Den kræver således noget af lytteren, som til gengæld ikke rigtig bliver belønnet for at sidde pladen igennem. 

Hør ’Kaldr’ her: