Romerne har stadig ikke bygget færdig

hdiv

Hideous Divinity spiller tech-død. Det gør de fint. De vil gerne prøve noget andet og det fungerer ikke helt så godt for italienerne, der stadig magter frontalangrebet bedre end den skarpe sangskrivning.

Titel
Simulacrum
Dato
08-11-2019
Trackliste
1. Deleuzean Centuries
2. The Embalmer
3. Condense
4. Anamorphia Atto III
5. The Deaden Room
6. Actaeon
7. Bent Until Fracture
8. Seed of Future Horror
9. Prey to a Vision
10. Implemini Exitio
Forfatter
Karakter
3

Er man blot glad for dødsmetal, men ikke nødvendigvis tech-døds-fanatiker, kan undergenren godt være et svært barn at lære at elske. Komplekst, indesluttet og med voldsomme udfald mod omverdenen, som ikke altid er nemme at forstå. Ofte kan man løbe ind i orkestre, hvis tendenser til noodling, fusionsjazzen og selvfedme gør dem for svært kapérbare. Andre gange bliver man mødt af bands, der på bedste Nile-vis oversvømmer én i chokbølger af blastbeats og riffsalver spillet på alle de strenge, der kan opstøves på 8-strengede guitarer og 6-strengede basser. Tilfældet Hideous Divinity lander et sted midt imellem.

Italienerne udgiver med ’Simulacrum’ sit fjerde album på otte år. Trods de meget korte tænkepauser mellem udgivelserne er det et band, der tydeligt viser udvikling. Fra at være det førnævnte tekniske tons, som vi også kender fra bandchef og leadguitarist Enrico Schettinos tidligere band Hour of Penance, bevæger Hideous Divinity sig hastigt mod mere groove, flere nytænkte skævheder og en større grad af lyttevenlighed end hidtil. Et fint eksempel er åbneren ’Deleuzean Centuries’, der både groover, grinder og harmonerer, og endda finder overskud visse steder til at lyde som Behemoth anno 2010’ish, om end mindre storladent og effekttungt.

Det samme gør den finurlige ’Prey to a Vision’, inden den stikker af først i guitaronani og siden i en Cannibal Corpse-lignende ultradød. Der bliver gjort plads på pladen til komplekse sangopbygninger (’The Embalmer’) punket aggression (’The Deaden Room’) og skæve idéer med nik mod det storladne og den meget letspiselige del af den svenske dødsmetalscene (læs: Arch Enemy, Amon Amarth) i eksempelvis ’Actaeon’ og pladens første par numre. Kort sagt kommer Hideous Divinity godt rundt i dødsmetalspektret. Udgangspunktet er stadig det tekniske og udfordrende, det meste foregår stadig med fart over feltet, men forandringens vinde blæser i romernes musikalske udtryk.

Og her er ’Simulacrum’s svaghed. For Hideous Divinity ER et teknisk dødsmetalband, og selv om de viser en vilje til at læne sig op ad nogle af dødsmetallens hitmagere som de ovennævnte, så er det ikke noget, de evner endnu. Enrico Di Lorenzos kagemonster-growl bliver hurtigt ensformig, og den tæft for det gode omkvæd eller den fængende tekst, som eksempel Amon Amarth mestrer, er Hideous Divinity ikke i stand til at levere. Det behøver de på sin vis heller ikke, hvis de vælger at blive ved med at spille tech-død, hvor fokus er på de konstant skiftende melodier, det hæsblæsende tempo og de personlige udfordringer for musikerne. Men bandet synes på vej til at sætte tempoet ned og til at afsøge mere groovy og fængende jagtmarker. Det står desværre ikke særlig godt til bandets evne at skrive sange på, som er ganske glimrende teknisk, men ikke resulterer i de store, uforglemmelige dødsmetal-schlagere.

Således heller ikke på ’Simulacrum’, der som helhed efterlader et hæderligt indtryk, mens ingen enkelte sange står ud i den dødsmetalliske materie. Hideous Divinity gør sig bedst, når de strækker de musikalske idéer helt ud. Når de sætter tempoet vanvittigt op, riffer Helvede til live og gør deres bedste for at lyde som et musikalsk frontalangreb. Er man til den slags, er bandet et udmærket bekendtskab og store dele af ’Simulacrum’ en fin plade. Er man til den mere lyttevenlige del af dødsmetalscenen, er Hideous Divinity der ikke helt endnu. Selv om de tydeligvis gerne vil og er på vej.