Hold tempoet
Populær
Starkill vil meget, men de mestrer reelt kun hastighedskrævende discipliner.
2. Winter Desolation
3. Breaking the Madness
4. Virus of the Mind
5. Skyward
6. Before Hope Fades
7. Into Destiny
8. God of This World
9. My Catharsis
10. Convergence
Kort beskrevet er Starkill vel dødsmetal, men alligevel ville det være unfair kun at sætte et enkelt prædikat på amerikanerne, for vokalen lægger sig lige så ofte op ad blackmetal og det er noget symfonisk i kompositionerne, som siger power.
Et fællesstræk fra alle tre genrer er dog forkærligheden for tempo. Når det går stærkt, går det vanvittigt stærkt, næsten grænsende til det rablende og man sidder med en fornemmelse af guitarer, der kæmper om at overgå hinanden i galopfræseri. Eftersom det bliver serveret med et vist melodisk flair, kan man bare ikke afskrive det som unødvendigt lir.
Temporaseriet er også bandets absolut stærkeste side, og når de giver sig tid til at slappe af, mister de også lige præcis deres mest effektive virkemiddel. I det øjeblikke hvor vokalen er ren, eller tæt på, og rammer de noget let bøvet i en alt for søgt jagt på noget storslået melodisk.
Værste eksempel er et forsøg på en ballade, men størstedelen af numrene har momenter med store armbevægelser, hvor pusten tabes og naivt klaverstykke, guitarharmonier ufortjent stjæler fokus, eller som i titelnummerets strygerplagede intro. Starkill har evner for at udtrykke vrede, og når de ellers holder sig til det, rammer de noget plet.