Horror vacui

Populær
Horror vacui

Danske Town Portal er på banen med en fascinerende mathrocket debut-ep.

Kunstner
Titel
Vacuum Horror
Genre
Trackliste
1. Rosini
2. Steaming Scrolls
3. Segway
4. Salut
5. Drastic Insights
6. Phantom Time
Karakter
4

Kunsthistorikere arbejder med begrebet "horror vacui" til at beskrive den type billedkunst, som med nærmest manisk, angstfyldt besættelse insisterer på ikke at efterlade så meget som en millimeter af lærredet uberørt. Om det er dette begreb, som danske Town Portal hentyder til med 'Vacuum Horror', titlen på deres debut-ep, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed, men under alle omstændigheder, så kan begrebet i hvert fald sagtens bruges til at beskrive deres kompakte, instrumentale mathrock, hvor der bestemt ikke er for meget luft at give af.

Numrene er bygget op over komplekse, cirkulerende, kantede og ofte ret jazzede guitar- og bas-sekvenser, der giver minder om postrock grupper som Chavez og det tidlige Tortoise, lige så vel som posthardcore-grupper som Quicksand og Fugazi. Musikken bevæger sig næsten konstant rent harmonisk og har en meget åben lyd, der sjældent erklærer sig til traditionel dur eller mol særligt længe ad gangen, men snarere minder om modal-jazz.

Samtidig med alle de lettere nørdede math/post-rock elementer, så har Town Portal dog også en tyngde i deres lyd, der ikke mindst kommer via deres trommeslager, Malik Breuer Bistrup, der har en mere klar rocktilgang til sit instrument, og tæver de stakkels tønder sønder og sammen på tværs af EP'ens seks numre.

Og det er isoleret set seks fremragende, intelligente kompositioner, som kvartetten har sat sammen. Ruten gennem et Town Portal-nummer er både snørklet og fascinerende. Man ved aldrig helt, hvor et nummer er på vej hen, men der er stadig nok logik til, at man aldrig føler sig efterladt som lytter. Til gengæld er der ironisk nok lidt rigeligt deja-vu fornemmelse imellem numrene. Kompositionerne kredser meget omkring det samme tonale udgangspunkt (hvis jeg ikke tager meget fejl, så starter fire af de seks numre decideret med samme tone/akkord), og lyden er også meget ens fra nummer til nummer.

Det får EP'en til at flyde en smule sammen og blive en lidt porøs størrelse, hvor det er svært at skille numrene ad. Det er dog kun et mindre issue på en stærkt overbevisende debut fra et band, som jeg glæder mig til at høre mere til i fremtiden.