Den resignerede vold

human_impact

Unsane lød altid som en slåskamp midt i et biluheld. Human Impact med medlemmer fra Unsane, Cop Shoot Cop og Swans føjer flere nuancer til noiserocken, men ender alligevel med at stå tilbage med knojern og et flækket øjenbryn.

Kunstner
Titel
Human Impact
Label
Trackliste
November
E605
Protester
Portrait
Respirator
Cause
Consequences
Relax
Unstable
This Dead Sea
Karakter
3

Letgenkendeligheden er et dobbeltsidet sværd: På den ene side går de fleste kunstnere efter et personligt udtryk, på den anden side vil de fleste med tiden også gerne opnå et vist kreativt råderum at udfolde sig i. Chris Spencer er én af dem, der gennem godt tre årtier gentagne gange har forsøgt at bryde fri af den faste formel og finde nye måder at udtrykke sig på.

Og han har fejlet hver gang og gør det igen nu. Glorværdigt.

Med Unsane skabte Chris Spencer i New York i 1988 et band, hvis noiserock var så brutal, nihilistisk og menneskefjendsk, at det næsten var ubærligt at lytte til, hvis ikke det samtidig havde været så ekstatisk i sin ærgerlighed. Mens deres samtidige i Helmet og Pussy Galore snart lærte at gøre deres aggressive nederenhedsdyrkelse mere chic og bredt appellerende, henholdsvis under eget navn og i Jon Spencer Blues Explosion, fortsatte Unsane ufortrødent med at lyde som en slåskamp. Med knojern og flasker. Midt i et biluheld. I et dårligt kvarter.

Efter fire plader, et dødsfald og et MTV-hit opløste Chris Spencer i første omgang Unsane i 2000 og flyttede til Californien, inden Unsane fandt sammen igen i 2003. Det nye Unsane havde på de efterfølgende fire plader fået en blueset vibe over sig, der fungerede perverst godt for dem, nok mest af alt fordi det var et krydderi, der ikke for alvor ændrede noget ved musikkens generelle ækelhed.

Heller ikke da Chris Spencer i 2008 lavede bandet Celan sammen med tidligere Einstürzende Neubauten- og Oxbow-medlemmer, lød det rigtig som noget andet end Unsane; da han i 2016 sammen Steve Austin fra Today Is the Day lavede en plade under navnet UXO, var resultatet stort set det samme.

Det er godt, for Unsane er godt. Eller var: Sidste år annoncerede Chris Spencer først, at han havde lavet et nyt band, Human Impact, dernæst at han havde forladt Unsane igen. Lige meget hjælper det ham, for selvom den selvbetitlede debutplade præges af Jim Coleman fra Cop Shoot Cops samples og keyboards og en rytmesektion i Phil Puleo og Chris Pravdica fra samme band og Swans, der går efter det foruroligende let fjedrende i stedet for det kværnende og kvasende, lyder det stadigvæk umiskendeligt Unsanesk. 

Det er undgåeligt lidt skuffende: Når man samler medlemmer fra Unsane, Cop Shoot Cop og Swans, og når man tænker på, hvor radikalt specielt sidstnævnte gang på gang har ændret deres udtryk gennem karrieren, kunne man ikke lade være med at nære et håb om, at Human Impact kunne komme til at lyde en del mere anderledes, end det gør. 

Når de ikke rigtig gør det, når det hele uvægerligt lyder så meget som Unsane, skyldes det, at Chris Spencer har én eneste måde at skrive sange på: som sange. Den ene fem minutters rocksang med vers og omkvæd i mellemtempo efter den anden. Gode sange, bevares, men uden at levne plads til at forfølge en tanke eller videreudvikle et hook. De længere forløb, bruddene med den faste form, som bandbesætningen lægger op til, udebliver. Til gengæld får man et lydbillede, der på den ene side er lidt mere alsidigt end Unsanes, men på den anden side dermed også mindre pågående og mindre tiltalende af den grund.

‘Human Impact’ er en god plade, det er ikke det. I det små skiller den sig ud fra Spencers tidligere bedrifter: ‘November’ og ‘Consequences’ har elastisk guitarmotiver, der videreføres på bassen af Chris Pravdica, der næsten får det til at lyde som Joe Lally-linjer i Fugazi – hvis det ikke var for Spencers råbevokal og twangy guitar. Den samme umiddelbare lethed lægger grunden i ‘E605’ og ‘Portrait’, hvor Chris Puleos løst synkoperede trommespil er lige ved at få de toptunge sange med deres keyboardflader, deres elektroniske støj, deres skærende guitar og frustrerede råben til at kæntre. Lige dér er der en spænding, som Human Impact kunne have udnyttet langt bedre på debutpladen. 

Det gør de bare ikke. I sidste ende får det hele lov til at hænge på sangene. På vers, omkvæd, gentagelse. På den samme gamle vrede over ikke at kunne ændre noget ved noget for alvor. Gang på gang eksploderer det i slagsmål, i trafikuheld, i kvarterer, der aldrig bliver bedre, men det er, som om der ikke længere er den samme slagkraft i slagene. En resigneret vold, om man vil.