Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hurtigt og tungt er godt

Populær
Updated
Hurtigt og tungt er godt

Tolvte udgivelse fra Viciours Rumors er en kraftfuld power metal-skive, der er bedst, når den holder sig brutal og ligetil.

Titel
Concussion Protocol
Dato
26-08-2016
Trackliste
1. Concussion Protocol
2. Chemical Slaves
3. Victims Of A Digital World
4. Chasing The Priest
5. Last Of Our Kind
6. 1000 Years
7. Circle Of Secrets
8. Take It Or Leave It
9. Bastards
10. Every Blessing Is A Curse
11. Life For A Life
Forfatter
Karakter
3

Vicious Rumors har eksisteret i knap 40 år og lavet plader i mere end 30, og det kan man ikke høre. ’Concussion Protocol’ er den 12. udgivelse i rækken, men trods de mange år i branchen er den veloplagt rasende og vild i sit udtryk. De mener det tilsyneladende stadig, det californiske band.

Kvintetten spiller power metal, som man gør det i Nordamerika, hvor det emmer mere af thrashede elementer end symfoni og folkemusik, som man oftest inddrager i musikken på vore breddegrader. Men melodier er der alligevel rigeligt af, og guitaristerne i form af eneste originale medlem Geoff Thorpe og den rimeligt nytilkomne Thaen Rasmussen fletter ofte strengene sammen i et hidsigt parløb. 

Der lægges også godt ud, titelnummeret, ’Chemical Slave’, ’Bastards’ og ’Chasing the Priest’ er potente skæringer i højt tempo, hvor simple fraser og masser af guitarlir fylder godt op i lydbilledet, mens ’Victims of a Digital World’ er en ond og langsom sag. Amerikanerne virker trods alderen meget ungdommelige i deres indfølte raseri, og trods en meget forudsigelig udvikling i sangene formår de at være vedkommende og ægte.

Kun når de i ’Last of Our Kind’ forsøger sig med et midttempo, eller i ’Circle of Secrets’' leg med balladeformatet er der problemer. Det er ikke en god legeplads for Vicious Rumors at gøre plads til eftertænksomhed eller bruge store melodier. Forcen ligger i det umiddelbare, og når kvintetten forbliver det, som det er tilfældet i 9 ud af 11 sange, er alting godt.