Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sådan lyder de ikke længere!

Updated
Sådan lyder de ikke længere!

Det er længe siden, at Hypocrisy lød som de gjorde på de to første album, men nu får fansene en ny chance for at blive up to date med de to gamle skiver, der er ude i remastereret form.

Kunstner
Titel
Penetralia + Osculum Obscenum (re-release)
Dato
15-07-2013
Trackliste
CD 1 - Penetralia (remastered)
+ live bonus
Left To Rot
God Is A Lie

CD 2 - Osculum Obscenum (remastered)
+ live bonus tracks
Pleasure Of Molestation
Osculum Obscenum
Necronomicon
Karakter
3

Svensk dødsmetal blev udødeliggjort i de første år af 1990'erne. En af de helt store klassikere er Entombeds 'Left Hand Path', og deres stil og studievalg kom til at sætte normen dengang. Det var dog lidt anderledes for Hypocrisy, der udgav debutalbummet 'Penetralia' i 1992. Stifter Peter Tägtgren, der siden også blev ganske kendt for sit arbejde i producerstolen i studiet The Abyss, havde nemlig været flere år i USA inden han dannede Hypocrisy.

Der er derfor måske forståeligt nok en mere amerikansk dødsmetallyd og -stemning over 'Penetralia' end mange af samtidens andre svenske udgivelser. Og skiven er IKKE indspillet i Studio Sunlight. Coveret var designet af den på det tidspunkt ganske hippe kunstner Dan Seagrave, som enhver dødsmetalfan nok kender til værker af. Debuten havde fem indspillende bandmedlemmer, hvilket ikke er sket senere i bandets historie. På denne udgivelse samt den næste hed forsangeren Masse Broberg - måske bedre kendt som Emperor Magus Caligula og frontmand i Dark Funeral - men fra debut til opfølger svandt bandet ind med en guitarist. I forhold til amerikansk dødsmetals ypperste i denne tid så kunne 'Penetralia' ikke helt stå distancen sangskrivningsmæssigt, men der var nok bid i udgivelsen, til at Hypocrisy ikke gik ubemærket forbi herhjemme i Europa.

Allerede året efter det blasfemiske angreb med 'Penetralia' kom 'Obsculum Obscenum'. Skiven indeholdt et cover af Venoms 'Black Metal', så man kan jo tro, at bandet kom hurtigt i studiet for at smede, mens jernet var varmt, og derfor måtte ty til et covernummer i stedet for at skrive et nummer mere selv. Stilen var ikke så langt fra den første skive, men lyden var blevet en smule mere atmosfærisk, og hvis man kan sin svenske metalhistorie, vil man vide, at black metallen var begyndt at rulle henover landet, så 'Osculum Obscenum' kan godt ses lidt som en reaktion på dette - selvom dødsmetallen afgjort står stærkest.

Stærkeste nummer på bandets andet album er 'Inferior Devoties', der også findes i en udgave fra året efter, da en ep i dette navn blev udgivet for at vise fansene, at bandet bestemt var i live, selvom Masse Broberg var ude af bandet, og Peter nu selv tog vokalen. Og ep'en gjorde arbejdet godt: Peter Tägtgren viste sig som en fuldblodsgrowler, som desværre ikke har taget stilen fra dén ep og efterfølgeren 'The Fourth Dimension' helt med sig siden.

Nok til (gen)køb?

Nå, der gled det vist lidt af sporet. Det korte af det lange er, at efter den pæne kritik af bandets seneste album, 'End of Disclosure', så kan fans nu forlyste sig med lidt gammelt i ny indpakning inden næste udgivelse. Remastereringen er gjort med respekt for de gamle skiver, og det primære i den proces er, at lydstyrken har fået et løft, og bunden er blevet lidt tydeligere. For så vidt ikke helt nok til et ny-indkøb, hvis de gamle skiver allerede står i samlingen, men der er da for ejere af disse fem live-tracks at forlyste sig med, hvis det skal være. Og det er ok live-versioner og ikke bare sådan noget, der er taget fra et videokamera, der har stået bagerst i en koncertsal.

En udmærket udgivelse, der samtidig er inderligt ligegyldig: for i disse digitale tider, så var det nok ikke det sværeste at skaffe sig adgang til at lytte til de oprindelige lydfiler. Og live-siden ... ja, det er da lidt mere oldschool-numre, end man hører fra svenskerne live i dag, men tre af de fem spilles også på live-udgivelsen 'Hypocrisy Destroys Wacken'. Og så er det faktisk heller ikke første gang, skiverne genudgives - det nye denne gang er blot remastereringen, og den slags er det bestemt ikke alle diehard-fans, som holder af. Men det kan selvfølgelig være en lettere indgangsvinkel for en fan, der er kommet til i de senere år.