I for god tid
Bloodiest spiller sig langsomt, tålmodigt, men også for sikkert og afslappet gennem debuten.
De første sekunder buldrende guitarer fra Chicago-bandets 'Descent' kunne godt lede tankerne hen på en slags underproduceret Motörhead, men derefter er der rig mulighed for en potentiel skuffelse blandt verdens ellers ganske fornuftige Lemmy-tilbedere, når tempoet sættes helt derned, hvor man kan nå at få tatoveret en skonnert på ryggen mellem hvert lilletrommeslag.
Bloodiest har nemlig oceaner af tid til at opbygge de ønskede stemninger med akustiske guitarer, klaver, lange klangflader, brutal vokal og beskidt produktion, og der er på intet tidspunkt forsøg på at haste sig igennem til et klimaks. Hvad der både er skivens bedste side, men også den akilleshæl (hvis der er en hæl på albums), der fælder helhedsindtrykket.
Hvornår sker der noget?
Langt hen ad vejen er det en vellykket udgivelse med masser af gode ideer og ikke mindst et utroligt dystert grumset udtryk, men også uden det melodiske input til at bære et helt album med half-halftempo og længerevarende sumpede stener-stykker.
Et hit mangler der ikke, det ville være tåbeligt i den genre, men måske bare et rigtigt højdepunkt – et nummer som sætter sig lidt hurtigere fast end resten. Groft sagt kunne man sige, det blev en anelse kedeligt, og med lidt pænere valgte ord er dommen at 'Descent' har potentiale men også er ufuldendt og virker lammet, når det kommer til at fremskaffe en eksplosion, og også førnævnte klimaks.