Kalkulerethed i metallens navn
Bloodbound roder så meget rundt i klichéerne, at det bliver åndssvagt og kalkuleret - og overskygger en fin musikalsk side af sagen.
02. When Demons Collide
03. Bonebreaker
04. Metalheads Unite
05. Son Of Babylon
06. Mr. Darkness
07. I'm Evil
08. Monstermind
09. King Of Fallen Grace
10. Black Devil
11. Bounded By Blood
Sveriges Bloodbound har med denne skive nået at lave fem plader siden 2005 - et fint arbejdstempo for et band, der har ambitioner. Blodsbrødrene har dog også andre ambitioner, og det handler om at lave heavy metal-hymner, som kræver fod på monitor og en knyttet næve rejst mod himlen.
Og det er her, det bliver svært. For Bloodbound vil meget gerne lave en virkeligt virkningsfuld sang til genren - så meget, at det bliver anstrengt. Man kan allerede høre det på titlen, den er sådan set god, men alligevel en anelse fortænkt. Som om man har vredet sine tanker af led for at finde en helt ny og original linje, der ikke lige er sunget tusind gange før, men som virker genkendelig og kan forene 'metalheads' verden rundt.
Man kan påstå, at den meste musikskrivning handler om lige præcis originalitet og ny mjød i gamle drikkehorn, og man kan have ret, men i Bloodbounds tilfælde bliver det, som sagt, fortænkt. Målet har tydeligvis været, at nu skal den onde omverden bare have en på siden af hovedet med nittebæltet, og der skal laves 80ermetalhits, som 'Balls to the Wall' eller 'I Wanna Rock', og der skal opnås fællessangs-effekten, som samler metalfans mod massekulturen. Det virkede dengang, fordi det i større grad var 'os mod verden', og fordi ideen om at stå sammen var en anden. I mellemtiden har metal opnået en langt større anerkendelse, og de succesrige bands er så meget hårdere end dengang. Bloodbound mangler fortiden og nostalgi-effekten og er nødt til at opfinde deres egen måde at hylde heavy metal på. De formår ikke at gøre det ærligt og troværdigt.
Derfor virker Bloodbound ikke - selvom de sådan set laver gode melodier, lækre riffs og i øvrigt har styr på virkemidlerne, der får fængende metalsange til ikke at blive pop. De kunne få noget mere bedre ud af det materiale, men her er det bare i så fortænkt en udgave, at det bliver patetisk.