Igen et elegant album
Populær
Finnerne rider stadig på den fede bølge, de satte igang med albummet “Eclipse”.
02. Silver Bride
03. From The Heaven Of My Heart
04. Sky Is Mine
05. Majestic Beast
06. My Sun
07. Highest Star
08. Skyforger
09. Course Of Fate
10. From Earth I Rose
11. Godlike Machine (bonus track; digipack only)
Der er flere forskellige musikalske kapitler for det finske band Amorphis, der startede med at spille primitiv dødsmetal, inden doom-death-genren a la (tidlig) Paradise Lost fik lov at spille ind. Dette input forfinedes over bandets gennembrud ”Tales From The Thousand Lakes”. Efter dette album kom en ny sanger og endnu et fan-udnævnt mesterværk i ”Elegy”.
Amorphis’ sans for elegance og smukke delay’ede guitarriffs trådte for alvor frem på de følgende 3 albums. For nogle fans står dette for noget nær højdepunktet i bandets karriere, men undertegnede blev lidt træt af forsangerens stemme, der var lidt for monoton, mørk og tonløs.
Men så startede næste kapitel. Endnu en ny sanger: Tomi Joutsen kom ind med frisk blod og måske idéer – i hvert fald har både ”Eclipse” og videreudviklingen på ”Silent Waters” være friske bud på det bedste af metal med voldsom elegance. Growls’ne mængede sig nu igen med den rene vokal og de smukke riffs, og fra tid til anden fik musikken dog også så meget gas, at bandets dødsmetal-fortid igen stod lysende klart.
Det var en lang intro inden ”Skyforger”, det nye album, blev rundet. Albummet er den naturlige udvikling på fællesnævneren mellem de to foregående albums. Det er superfedt og gennemarbejdet. En ting, der tydeligvis er arbejdet meget med er arrangementerne af vokalen. Der er meget mere kor, end der har været før. Især hørbart i 1.singlen ”Silver Bride”.
Hvor ”Silent Waters” måske savnede en rød tråd, da der var stor forskel på de mere voldsomme numre og de mere stille, poetiske og sælsomme, så synes musikken her mere i afbalanceret i sine skift fra fuld gas (bevares Amorphis ”fuld gas” og ikke fx Cannibal Corpses voldsomme hegn) til de passager, hvor hårene rejser sig på armene, fordi musikken er ubeskrivelig flot.
Denne anmelder hylder stadig Tomis indtræden i bandet. ”Skyforger” kommer fandens tæt på at slå ”Eclipse” og har måske enkelte sange, der slår de bedste sange fra både ”Eclipse” og ”Silent Waters”, men et par enkelte lidt for ”pæne” og anonyme sange, ødelægger det for ”Skyforgers” top-potentiale.
Amorphis synes ikke til at slå af pinden i disse år, men der skal nok en lille smule forandring til på næste album, for ikke at sidde fast i samme rille. For ”Skyforger” er så godt som 100 % gennemført, og det er begrænset, hvor meget bandet kan overraske i samme stil. Så måske har bandet en hårdere bedømmelse i vente, men mon ikke primærsangskriver Esa Holopainen hiver noget spændende ud af ærmet næste gang?