Ihsahn uden bid og nerve
Ihsahns nye, selvbetitlede plade er ikke helt den åbenbaring, man kunne håbe. Den er i stedet et middelmådigt miks af filmmusik og progressiv metal.
2. The Promethean Spark
3. Pilgrimage to Oblivion
4. Twice Born
5. A Taste of the Ambrosia
6. Anima Extraneae
7. Blood Trails to Love
8. Hubris and Blue Devils
9. The Distance Between Us
10. At the Heart of All Things Broken
11. Sonata Profana
Ihsahns ottende studieplade 'Ihsahn' er målt på alle parametre en middelmådig udgivelse, der ikke flytter musikeren eller hans publikum noget sted hen. Det er blot mere af det samme, og det kan godt ærgre.
For Ihsahn er jo ikke hvem som helst. Det er Vegard Sverre Tveitan. En af norsk ekstremmusiks helt store stjerner. Hjernen bag Emperor og har nu som soloartist i snart 20 år henrykket fans af den progressive metal med rødder i black metal. Ihsahn har gennem årene udgivet både gode og skuffende plader, og desværre er 'Ihsahn' en af de sidstnævnte.
Nok åbner den pompøst med en instrumental skæring, der let kunne være skrevet til en Hollywood-film, og nok bruger Ihsahn mere symfoniorkestrering end nogensinde før – men lige så fladt falder det til jorden, da musikken for alvor starter. For mens det pompøse, det melodiske og det progressive er præcis, som vi kunne forvente, så er de underlige skift til decideret pinagtige tekster desto mere tåkrummende.
Fra den teatralske instrumentale skæring 'Anima Extraneae' og direkte videre i tekster som:
That fateful night I found you
I had blood on my hands
Our eyes wide in the face of despair
And you were beautiful
My stained touch
So cold upon your skin
The kiss was a harbinger of murder
And we both knew
All was lost
Det er åbningen på 'Blood Trails to Love', og tekstmæssigt virker det næsten for simpelt og direkte forceret. Som om Ihsahn stadig mener, det er i teksterne han skal sørge for, at metalpublikummet kan spejle sig. Det virker malplaceret i forhold til, hvordan Ihsahn ellers forsøger at gøre sin musik lige dele teknisk udfordrende og til tider decideret smuk. Her kan man høre nummeret 'Pilgrimage to Oblivion', hvor introen minder om noget, der kunne være brugt i en Star Wars-film, der dog hurtigt afløses af klassisk Ihsahn.
Derudover mangler der ganske simpelt hits på pladen. Sangene er ikke dårlige, men de er heller ikke gode. Det bliver svært at se, hvilke sange vil overleve den turné, der naturligt følger i kølvandet på udgivelsen. Men om fem år? Den umiddelbare vurdering er, at den ryger i glemmebogen.
Det symfoniske er dog klart det helt store trækplaster her. Pladen er også udgivet som 'Orchestral'-version, hvor alle numre er instrumentale. Så kan man høre musikken uden pinlige tekster – men det bliver også lidt af en ørkenvandring, for 'Ihsahn' er overordnet set en skuffende udgivelse. Ihsahn har kunnet gøre det bedre.
Det håber vi, han kan igen i fremtiden.