Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Burgerforbandelsen

Populær
Updated
Burgerforbandelsen

I’ll Be Damned kommer til at blive kæmpestore med deres anden plade. Det er uundgåeligt, men det er også en skam, at publikum ikke kræver mere end dette.

Titel
Road to Disorder
Dato
31-08-2018
Genre
Trackliste
Stephen Hawking Talking
The Entire Universe
You Are the Young
Pigburner (feat. Bæst)
Luck Could Change
Flag Follows the Money
Keep Warm Burn the Rich
Just Ain’t Right
A Hanging Job
Arrow of Time (Road to Disorder)
Karakter
2

Det er ikke sådan, at jeg ikke sagtens kan forstå, hvorfor I’ll Be Damned er populære og sikkert ender med at blive ret store med den her plade. Eller jo: Jeg forstår ikke, hvorfor det brede metal- og hard rock-publikum lader sig spise af med produkter som det her og tilsyneladende tror på, at det er lige så fabelagtigt som en Whopper. Men når det nu engang er sådan, det er, så er I’ll Be Damned præcis, hvad det publikum fortjener. Det er musikalsk fastfood, som næsten smager som mad, og hvis man ikke ved bedre, kan man godt forledes til at tro, at det faktisk er det. 

Det er den ene side af problemet med I’ll Be Damned: De forventer ikke af deres publikum, at de ved bedre. Hvis man tror, at det er svært at spise rigtig mad, bruge sine tænder, benytte bestik, udsætte sig selv for smagsnuancer, der kræver tilvænning, før man kan nyde dem, har sære, fremmedartede navne og så videre, så er det nemt at blive lokket af en fastfood-branche, der sørger for, at maden er så rigeligt sukret og saltet, at publikums kroppe opbygger en afhængighed af den, og samtidig sørger for, at det hele altid er så velkendt og ensartet, at de aldrig behøver at frygte at blive overrasket.

Den samme kynisme er det svært ikke at mistænke I’ll Be Damned for. ‘Road to Disorder’ lyder som et sammenkog af det, der kører i tungest rotation på myROCK: Det hele så velkendt, at alle kan være med, også selvom de ikke rigtig har fulgt med i musik, siden de købte deres sidste CD, dengang de stadig købte sådan nogle. Musik målrettet folk, for hvem alt det der nye er så uoverskueligt: Min egen generation, der kan benoves over, at der kommer noget, der lyder som dengang, vi var unge. Der er lidt The Hives og Valient Thorr, lidt Queens of the Stone Age – eller snarere Kyuss – og der er søreme også lidt Lamb of God i ‘Pigburner’, hvor bysbørnene fra Bæst medvirker, så vi kan føle os rigtig metal igen.

Imiteret rebelskhed
Når det virker kynisk, ligefrem kalkuleret, skyldes det den selvsikkerhed og den distancerethed, I’ll Be Damned leverer det med: De bluesede guitarlicks, den dæmoniske latter og opfordringerne til væbnet revolte i singlen ‘You Are the Young’ kommer alle med et glimt i øjet og en bevidsthed om, at alt det her er jo bare for sjov.  Hvis det ikke rigtig rocker, er det, fordi det jo i bund og grund er lidt fjollet at rocke, ikke? Når der er twinleads i den små-doomy ‘The Entire Universe’ – der i øvrigt virker, som om den mest er der for at tilfredsstille dem, der gerne vil have trukket tråde tilbage til Black Sabbath for historiebevidsthedens skyld – lyder det mere som en stiløvelse for en god ordens skyld end en ubændig, deniminduceret trang til være guitarhelte og dø for tråd.

‘Road to Disorder’ lyder simpelthen ikke vild eller rebelsk, selvom den postulerer at være det med sine opfordringer til at omstyrte den økonomiske verdensorden, sine skrig og snerren og sit tjeppe tempo. Den lyder som en nøje eftergjort imitation af, hvordan I’ll Be Damned forestiller sig, det ville være at spille hard rock.

Forloren hard rock
Over hele pladen hviler en em af forlorenhed, og det er det andet store problem ved ‘Road to Disorder’. Det er en fest, der snarere synes drevet af pligtskyldighed end af en decideret trang til at feste. Vi fester, fordi det forventes af os, at vi fester, og vi gør det på den her måde, fordi det er sådan, vi engang har lært, at man fester. Det er hard rockens svar på firmajulefrokostens uundgåelige 80’er-popkavalkade, hvor der står en desperat midaldrende kvinde og råber ind i dit øre, at nu skal du danse, for vi er her for at have det sjovt, lad nu være med at være så kedelig.

Velan, det er kritikerens lod. Både at påpege, hvor overfladisk, klichéfyldt og gennemskueligt kalkuleret det hele er, og tilbagetrukket at observere, hvor fortrinligt det virker på alle andre. For det gør I’ll Be Damned selvfølgelig, og det er der altså på sin vis ikke noget at sige til. På nøjagtig samme måde som man kan forstå, hvorfor Volbeat – som I’ll Be Damned uafladeligt spås at følge i fodsporene på mod berømmelsen – appellerer så bredt med deres version af metalrock, er det indlysende, hvorfor så mange vil falde for ‘Road to Disorder’. Det lyder frisk holdt op mod de nærmeste konkurrenter, D-A-D og Volbeat, og det er eminent at (få folk til at) hamre shots ned til. Hvilket koncertsted vil ikke gerne få I’ll Be Damned til at bringe den garanterede fest? Ingen med et blik på indtjeningen i døren og baren. Og når de lukker af med balladen ‘Arrow of Time (Road to Disorder)’, og alle søger efter en favn at putte sig i, er minderne om en god aften sikret.

Jeg kan altså sagtens forstå, hvorfor så mange gerne vil pushe I’ll Be Damned, og hvorfor så mange velvilligt vil tage imod. Hvis man på den anden side ser på, hvordan burgerlandskabet har udviklet sig de senere år med en eksplosiv diversitet, kan man godt begræde, at hard rock- og metalpublikummet ikke udviser samme nysgerrighed overfor nye smagsoplevelser.