Blodtørsten er vendt tilbage
Populær
Bedst som man kunne frygte, at koryfæerne var ved at blive trætte af dansen i manegen, smider de et studiealbum på gaden, der vidner om det modsatte.
2. …For The Dead
3. With Hate
4. This Is Our Calling For The End
5. What Will I Become?
6. We Must Endure
7. To Sail You Away
8. We Are One
9. Drink It All
10. She’s Not In Our Way
11. All Is Sworn
Illdisposed kan snart fejre 30-års jubilæum, selvom subwoofer Bo Summer er det eneste tilbageværende medlem fra den tid. Trods de mange udskiftninger har Illdisposed gennem tiden bevaret en signaturlyd, som de over mange album har givet forskellige bud på, hvordan kan komme til udtryk.
‘Reveal Your Soul For The Dead’ er det femtende af slagsen, og lad os slå fast med det samme at bandet (der nu består af fire… eller fem?) er taget tilbage i tiden.
Dels via brutaliteten, der åbenbarer sig i Rasmus Schmidts trommer, som er styrende på albummet på godt og ondt, dels i lyden, der er efterbehandlet i hænderne på svenske Dan Swanö, som vist ikke behøver nærmere introduktion.
Det er smæk på lige fra åbneren ‘Reveal Your Soul…’, der præsenterer et depressivt riff, som går igen i ny indpakning på den efterfølgende ‘...For The Dead’, der er fint bundet sammen og alligevel har mange forskelligheder. Sidstnævnte er en god demonstration af, hvor meget knald der gennemgående er på trommerne. Midt i nummeret brækkes det ned med et helt klassisk Illdisposed-riff, der også sagtens kunne have figureret på ‘1-800 Vindication’ eller ‘Something Rotten...'.
Nyt, gammelt lineup
Men hvor fanden er Smukke Ken? Han brillierer på billedet i det tilsendte pressemateriale, hvor det samtidig skrives at Illdisposed består af fire mand. Summer og Batten er som længst siddende bandpræsidenter rygrad i holdopstillingen, og Rasmus Schmidt overtog trommestikkerne i 2014 efter Hr. Muskelbux.
Onkel Kusse med det mere formelle Jensen i enden (så kan I lige tænke lidt over dét) overtog bassen fra Jonas ‘Kloge’ Mikkelsen i 2012, og på den måde var det en opbrudstid i en ellers rimelig fast konstellation gennem mange år med diverse tilføjelser hist og her.
‘Grey Sky Over Black Town’ (2016) er det første vi hører fra netop den sammensætning - og her selvfølgelig med Barbie Ken på guitar. Han spillede sit sidste show med Posen i marts, og i stedet har den garvede Rasmus Henriksen vist sig på scenen. Han har huseret med flere tidligere Illdisposed-medlemmer i både Panzerchrist og Slow Death Factory, og er nu både at finde i Demolition Inc. og Crocell med Onkel K, samt At The Grave med Bo Summer hamselv. Der kan godt være meget indavl til sådan en sommerfest i Jylland, men det er helt sikkert sjovt at være med.
Og er du forvirret? Fedt.
Stærke riffs og tunge trommer
En god del af ‘Reveal Your Soul…’, som vi vist allerede godt kan døbe den i daglig tale, består af kommende nyklassikere og singlen ‘With Hate’, der blev sluppet i juli, er ingen undtagelse. Den åbner godt nok mere hidsigt op i tempoet end et 90’er-typisk Illdisposed-nummer, men vi er hurtigt nede i et headbanger-riff, der harmonisk skifter feeling fra det tilbagelænede beat til næsten-thrash på foranledning af Schmidts temposkift på lilletrommen. Riffet er simpelt og stærkt og de to komponenter - trommernes skift og guitarens lead - kendetegner albummet hele vejen igennem.
Det mest scenevenlige nummer findes allerede som fjerde skæring, som er symbiosen mellem det ældre Illdisposed mixet med alt, der lydmæssigt fungerer på de nyere albums. Omkvæddet er uptempo, medrivende og melodisk, og guitarmelodien bærer nummeret fuldstændig, sammen med trommefigurerne der elegant vendes med riffet, så betoningen skifter. Og der er selvfølgelig kræset for nakken med nogle tunge stykker over kendingsriffet, så her er sangen, der med rette appellerer til masserne.
Og så er der sgu altså sket noget med Bo. Om det er fordi albummet er under indflydelse af svensken skal ikke kunne siges, men i ‘What Will I Become’ går der helt Tomas Lindberg (At The Gates) i den. Ikke gennemborende, men vokalen med en lysere overtone, end hvad der plejer at komme ud af bulldoggen. Mere tydeligt bliver det i efterfølgeren ‘We Must Endure’, hvor vokalmixet er lavet som et vredt call-back mellem højre og venstre-panorering. Pissesejt.
Her optræder også en, dog Illdisposed'sk, men også temmelig kedelig guitarsolo, der virker mere som fyldstof end egentlig nødvendighed, som om man ikke lige kunne finde på noget i dén passage.
Enkelte overflødigheder
Det samme gør sig gældende i ‘We Are One’, hvor det gennemgående meloditema virker idéforladt og omkvædet som en kliché. Albummet kunne dermed sagt godt indeholde et numre mindre, hvis ikke to.
Det efterhånden vanlige danske filmcitat er udeladt denne gang, men til gengæld er vi ude i noget spansk på ‘Drink It All’, som egentlig lægger op til en fantastisk tur i headbangermanegen, hvis riffet fik lov at dominere. Men med Schmidts næsten konstante lilletromme får det hverken tid og plads til at bundfælde sig, og nummeret indprenter sig som overfladisk.
‘Shes Not in Our Way’ har et tungt vers, som live vil komme til sin ret med to guitarister. Her passer Schmidts energi fremragende til resten af bandet, og han spiller sig selv i front med glimrende fills, maskingeværsslag når de skal bruges og den helt vægtige klinge, når riffene skal understreges.
Nummeret kunne sagtens have lukket albummet i stedet for den lidt rutineprægede ‘All Is Sworn’, der lider under samme åg som ‘We Are One’, i og med at omkvædene ikke står stærkt nok sammenlignet med standarden på resten af albummet.
Hvad er der så med de trommer?
Fra tid til anden lader Rasmus Schmidt trommestikken falde tilbage og ræsonnere på skindet i de langsommere passager, hvad der giver et uundværligt, svedigt groove og masser af liv til en ellers maskinelt tight præstation på bækkener og dobbeltpedal. Begge dele ment som et cadeau.
Hvor de på enkelte numre nærmest bærer konstruktionen, overdøver de dynamikken i andre. Især i de hurtige passager kan det virke en anelse som dobbelttempo-fyldstof, som er en tendens, der er genren kær, og ikke altid går lige godt. Her er det trods alt spillet med stor kompetence og indspillet i Fast Beat Studio v. Rasmus Toftlund, der heller ikke just er nogen novice, når det kommer til at skære den tunge lyd.
Men nok om det. Opsummeringen af Illdisposeds femtende studiealbum lyder således:
Illdisposed er i topform og leverer med stor blodtørst. Første halvdel af albummet indeholder de stærkeste fuldtræffere, men også ‘We Must Endure’ og ‘She’s Not In Our Way’ holder den høje standard. Det er bare at stikke forbi merchboden til en af de mange kommende koncerter og få fingre i albummet, der også er at finde som en lækker vinyludgivelse.
Servicemeddelese til gamle fans: Vores allesammens yndlingsside med kloge citater er i øvrigt opdateret til 2019.