Inderligt ligegyldigt

Populær
Inderligt ligegyldigt

Guitararbejdet er imponerende på Anteriors andet album, som desværre lyder så perfekt, at det virker ubehageligt kalkuleret.

Kunstner
Titel
Echoes of the Fallen
Dato
29-08-2011
Distributør
Karakter
2

'Echoes of the Fallen' kommer i kølvandet på engelske Anteriors debut, som skabte en hel del hype omkring det unge band. Nogen steder kaldes bandet for melodød og andre steder nævnes metalcore. Et eller andet sted i grænselandet mellem de to ligger sandheden nok.

Musikken er meget catchy, og da variationen mellem numrene er så begrænset som den overhovedet kan være, så vil første lyt for de fleste nok ende med en dom for albummet som "lovende" pga. store melodier og god energi. Men det bliver bare hurtigt trættende og kedeligt.

Det kan godt være, at det overordentligt fremhævede dobbelte guitarangreb er teknisk veludført og supermelodisk, men det kan bare ikke redde, at alt hvad der ligger bagved er klichépræget. Der er skåret så meget ind til benene på de riffs som leadguitarerne lægger sig over, og der er helt sikkert lagt et stor arbejde i at vælge de mest iørefaldende riffs. Det bliver bare forudsigeligt og kedeligt i stedet. Måske er det kun Rammstein som kan forsimple et guitarriff ned til det helt basale og så få det til at lyde stort og grumt?

Leadguitaren vil ikke forstyrres

Vokalen er en solid råben på vej mod growl, og den ligger skidegodt i et mixet hos en produktion, som er smuk og poleret så meget, at det er ødelæggende. Vokalen spænder over nærmest ingenting, og gør således ikke meget væsen af sig over albummets tre kvarters spilletid.

Anterior ender med en ret høj karakter i forhold til, at produktet egentlig er inderligt ligegyldigt. Simpelthen fordi, at man må hylde det stærke leadguitararbejde, og fordi musikken egentlig kan være fin nok, mens den står på. Det er som en blanding af Triviums 'Ascendancy' og bands som Diecast og All That Remains. Men uden nævnte Trivium albums flirten i flere retninger - Anterior har nemlig valgt sin retning og står alt for tro ved den. Hvor er satsningerne?

Det kan godt være energien er høj og god som hos Triviums gennembrudsværk, og at melodierne er stærke, som når All That Remains er bedst, men når det er samme trick, som gentages hele tiden, så fungerer det bare ikke. En plade til folk, der bare vil have guitarlir pakket ind i god energi, uden at de andre medvirkende på pladen forstyrrer alt for meget og tager plads fra leadguitaren.