Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Interessant DEATHcore

Populær
Updated
Interessant DEATHcore

Selvom Rose Funerals breakdowns hurtigt bliver ensformige, så er der bare så mange andre lækkerier, der gør gruppens andet album rigtig fedt.

Kunstner
Titel
Gates of Punishment
Dato
26-09-2011
Distributør
Karakter
4

Rose Funeral er et amerikansk deathcore-band, som fik sig et nyt "kælenavn" efter en hændelse sidste år: Rose fUNOral. Bandet var kommet ind på afbud til et vaskeægte dødsmetal-arrangement, hvor der var folk blandt publikum, som mente, at deathcore var det argeste lort, og satte sig til at spille Uno helt oppe foran scenen. Det faldt ikke i god jord og endte med nogle øretæver til en kun 17-årig knægt. Ikke en smart måde at håndtere lidt provokation.

Men ikke et ord mere om den sag, og skal man bedømme bandet på musikken alene, så bliver det med det andet album 'Gates of Punishment' en positiv affære. For amerikanerne har en tung vægt på dødsmetal, og det mestrer de rigtig godt. Solidt og brutalt med et herligt trommespil tætpakket med detaljer og blastbeats.

Guitaristerne skal også have ros for at inkorporere fede melodiske leads, som i nogle tilfælde ligefrem gør musikken symfonisk. Samtidig er der masser af fede og stærkt varierede riffs, som i grove træk sikrer, at alle 44 minutter holder ret godt. Men lidt bliver der da trådt vande. Især når de for deathcore-genrens typiske breakdowns kommer på. Det er gjort så meget bedre fra andre af genrens giganter. Hvert breakdown lyder her ens, og det er ikke engang i den fedeste version for genren.


Stærk growler-gæst


Men da den mere rene dødsmetal har overtaget, så gør svage breakdowns ikke det store. Hør fx 'False Divine', hvor Steve Tucker (ex-Morbid Angel) lægger strube til. Det gør han lidt federe end bandets egen vokalist, som dog ikke skal undervurderes heller: han veksler fint mellem growls og noget hysterisk råberi. En anden sang har Kate Alexander inde over, og det lyder temmelig interessant med en vokal a la Tarja Turunen ovenpå den brutale musik.

Bandet kan godt lide kortere instrumentale intermezzoer i starten eller slutningen af numrene. Men 'A Recreant Canticle' er dog 100 % dedikeret som en instrumental afviger. Her lyder leadguitaren utroligt meget som noget fra Anathemas 'Angels Walk Among Us'. Et smukke stykke, som denne verden godt kan tåle to varianter af.

Efter dette Anathema-break er det derimod canadiske Kataklysm, som Rose Funeral pludselig læner sig lidt op af i lyd. Det sker over et par sange, inden stilen igen skuer mod principperne på pladens start. Alt i alt understreger dette diversiteten på albummet, og 'Gates of Punishment' kan dermed snildt anbefales.

Der er lidt at lytte på fra albummet herunder: