Musikalsk rejse i tid og sted

168853-joan-avant-premieres-new-video-1344869

Joan Avant kommer på sit andet album langt omkring på en mærkelig rejse.

Kunstner
Titel
Dies Irae
Dato
10-12-2021
Genre
Trackliste
Cirque Fernando
Better Broken
Courtesan
Mr. Chandler
Party for Dolores
Dies Irae
Marionetta
All the Voices
Keys to the Castle
End of the Opera
Karakter
3

Joan Avant angiver selv, at hendes stil er: “Victorian Gothic Symphonic Rock”, og at hendes andet album er ”harder, darker, and louder”. Det kan så være appellerende for nogle og frastødende for andre. Men noget om snakken er der. Joan Avant er multiinstrumentalist og klassisk skolet sanger.

Sammenblanding af alt muligt

Hjemstavnen er Texas, men det er så ikke lige til at høre, for stilen er temmelig britisk og europæisk med hang til noget 70’er tysk. Hvis man forventer en omgang gedigent metal eller hard rock, bliver man nok skuffet. Vi er mere i Tori Amos stilen med en del klaver, hvor der dog som oftest ligger en skramlet guitar under det hele. Samtidig er violiner her og der.

Med sin oprettelignende sang og violin og sin hang til det victorianske og gotiske univers, kan Joan Avant også betegnes som rockens udgave af Emilie Autumn. Det er klassisk inspireret og rock med gotiske undertoner og til dels også med et input af noget glam rock fra 70’erne, som leder tankerne hen på noget minimalistisk Sparks og David Bowie.

Universet i tekst og videoer kommer forbi Belle Epoque Paris, the Wild West saloons og engelske teselskaber. Det er mærkeligt. Men det har sine dragende momenter.

Albummet starter med den Sparks lydende ’Cirque Fernando’. Herefter kommer så første videoudspil med ’Better Broken’, der begynder meget stille med klaver og sang inden der langsom skrues op for tempo, hvor en fuzz'et guitar dukker op. Det er ikke en oplagt hitsingle, men sangen løfter sig ved gentagne gennemlytninger.

">

Efterfølgende dukker der så flere mere eller mindre mørke sange op. Eksempelvis den gotiske ’Keys to the Castle’, som fint repræsentere den underfundige stil, som Joan Avant repræsenterer. Samtidig er det måske den sang, som har det hårdeste udtryk på albummet.

">

Albummet afsluttes med albummets måske lettest tilgængelige sang ’End of the Opera’.

">

Joan Avant er ikke for alle og enhver. Avant befinder sig i et mærkeligt musikalsk univers, hvor der trækkes på inspirationer fra så mange steder, at det bliver en lille smule uoverskueligt og forvirrende. Der er for mange løse ender, og sangene mangler den helt afgørende kvalitet. Men det er et album, der til tider virker ganske dragende på lytteren.