Årsliste 2020 – Sebastian Bach

Danmark hænger for alvor i bremsen, hvad angår interessante udgivelser – indenfor denne skribents referencefelt. Heldigvis er der enkelte bands, der holder fanen højt, og et udland der leverer flere spændende og udfordrende plader.

Meget kan man sige om Covid-19, men hold da op, hvor har vi set mange grumme sandheder i øjnene i 2020. Nummeret – og især tematikken fra – ‘Folk skal bare holde deres kæft’ af Hugorm bør være dette års tema-melodi. Har du intet fornuftigt at sige, og er det ikke funderet i valide kilder og en kritisk tilgang, så gør gerne som titlen foreskriver det.

Heldigvis har vi også set folk tage ansvar. Folk vedkender at rock- & metal-miljøet ikke er den lyserøde drøm, som større danske medier har for vane at portrættere det. Vi har set stærke læsere sige nej til sexisme og trolderi på de sociale medier. Vi har oplevet organisationer, branchefolk, influencere og endda enkelte politikere kæmpe indædt for kulturel støtte til en blødende musik-branche. Vi har endda set rock- & metalmedier succesfuldt videreformidle kvalitets-materiale i en tid, hvor levebrødet, koncertanmeldelserne, er smittet væk under fødderne på os.

Vi har set en reaktion, hvor en reaktion var brændende nødvendig. Nogle bedre timet end andre.

Hvad vi ikke har set nok er stærke danske rock- og metal-udgivelser. Opfindsomheden er med få undtagelser på et all time low. At en plade som Dethrxners ‘Overthrxwn’ har formået at provokere mig nok til at søge en forståelse for, hvad trap egentlig er, siger meget. Med al respekt er pladen ikke meget mere end middelmådig, men den satte gang i meget mere end 99 % af de danske udgivelser i 2020. Nytænkning er nærmest ikke-eksisterende. Der er intet at sige til, at metal ikke får mainstream-spilletid, når vi forsøger at udkonkurrerere nutiden med fortiden. De få undtagelser er til gengæld meget anbefalelsesværdige.

Årets danske udgivelse:
1. Clients: ‘A Callous Heart Rejects’ – Det er en smeltedigel af genre-elementer støbt i en velkomponeret udgivelse. Clients skærer ikke hjørnerne, hvilket har resulteret i en særdeles kompakt plade, der konsekvent udfordrer og giver til lytteren.

2. Eyes: ‘Underperformer’ – Råt, kontant og vanvittigt. Alt det gode og så med med en tydeligere rød tråd gennem kaosset end på den selvbetitlede ep-debut. Et markant skridt fremad.

3. Dizzy Mizz Lizzy: ‘Alter Echo’ – Jeg har egentlig aldrig været den store Dizzy-fan, men den her plade kan noget mere end de to plader, jeg ellers voksede op med og som naturligvis var med til at danne min referenceramme indenfor rock i teenageårene. Hertil befriende at opleve et band, der skruer op for guitaren og ikke ned som tiden går.

4. Afsky: ‘Ofte jeg drømmer mig død’ – Smuk som black metal, når det er bedst. Flot, velkomponeret, indlevende, skramlet og rå. En plade der for alvor kan få de små hår på armene til at rejse sig.

5. Redwood Hill: ‘Ender’ – Jeg dyrkede det musikalske univers på ‘Descender’, fik aldrig rigtig taget mig tid til ‘Collider’ og fandt tilbage til kvintetten i år. Pladen er for lang, og jeg har tandens til at blive ret træt af Marco Stæhr Hills vokal, men derudover er ‘Ender’ et ganske fint bekendtskab og trilogi-punktum.

Hertil har jeg haft fornøjelse af Withering Surfaces comeback-plade, der kun med nød og næppe undgik ovenstående liste. Et moderne bud på melodisk dødsmetal, hvor fremadskuende det så end lyder i 2020.



Internationalt ser det lidt sjovere ud. Nu-metallen blomstrer sit eget sære liv i en version to, der handler knapt så meget om introvert føle-romantik og mere om at provokere. Deathcoren fortsætter sin spændende, inkluderende udvikling væk fra det noget trivielle og minimalistiske udgangspunkt.

Hvad angår metalcoren har vi de seneste år oplevet en splittelse blandt de større etablerede bands. Et livtag om den traditionelle tilgang eller et skridt mod et mere melodisk, nu-metal-inspireret ståsted. Sidstnævnte er en tendens, vi med stor sandsynlighed vil se, Architects omfavne fuldt i 2021. Vendes blikket mod undergrunden, bobler det med interessante navne og udgivelser, som vi også nævnte indledningsvist på året, da vi havde fokus på spændende ‘core-udgivelser i 2020.

Årets internationale album:
1. Lorna Shore: ‘Immortal’ – Uden tvivl årets album. Så tungt, så bastant, så ondt at det halve kunne være nok. Dimmu Borgir har ikke levet forgæves, og her er et ungt band, der virkelig formår at koble den storladne, symfoniske black metal med deathcore. Med få undtagelser er hele pladen en lang tour de force i velkomponeret ondskab og sangskrivning båret af en gennemgående rød tråd.



2. Ghostemane: ‘Anti-Icon’ –‘AI’ er årets mest provokerende og velsete overraskelse. Det er en plade, der skubber til grænserne og byder på et vellykket, musikalsk crossover. En solid blanding af trap, industrial og nu-metal. Det hele minder på skønneste vis om alle de referencer og inspirationskilder, der afspejles i Eric Whitneys musikalske univers. Tunge beats i en maskinhal, numre der er mere metal end det meste udgivet i 2020, og så endda uden det nødvendigvis inkluderer guitar. Pladen er et must-listen for alle, der foretrækker at se fremad.



3. Palm Reader: ‘Sleepless’ – Det her er en plade af kaliber. En solid blanding af post hardcore, smukke melodiske lydflader og den helt korrekte andel metalcore. Følelserne sidder i fingerspidserne gennem hele pladen, der starter eksplosivt og ekstrovert for at udvikle sig til en indadvendt og vanvittig smuk mastodont af en 2020-udgivelse.



4. Loathe: ‘I Let It In and It Took Everything’ – Englændernes anden fuldlængde-udgivelse fremviser ikke bare et band i udvikling. Det er ditto en cementering af lysten til at udforske og implementere alternativer til den ellers dominerende metalcore. I denne omgang har den alternative metal fået langt mere spillerum, og selvom det er lidt søgt, er det ikke for sjov, at anmeldere har peget på Deftones som klar inspiration. Især forsanger Kadeem Frances melodiske vokalarbejde giver stærke associationer til Chino Moreno. Men her skal man ikke lade sig snyde, ‘I Let It In and It Took Everything’ er en smadret og udfordrende plade – alt det ‘Ohms’ ikke er.



5. Bleed From Within: ‘Fracture’ – Kan man bedre lide at se lidt bagud, er der også hjælp at hente. Skotternes femte fuldlængde-udgivelse er årets metalcore-udgivelse, hvis vi fokuserer på den mere traditionelle del af spektret. Åbningsnummeret ‘The End of All We Know' går lige i hjertet. Tung, bastant og med det der lækre melodiske sing along-omkvæd, der skaber alsidigheden og kontrasten; Et fremragende eksempel på den kompetente og medrivende sangskrivning, der gennemsyrer hele pladen.



Udlandet har budt på flere spændende udgivelser end overstående. Protest the Heros ‘Palimpsets’ er en stærk prog-plade, The Ghost Inside vender sejlivet tilbage, hvilket er en sejr i sig selv. Bury Tomorrow gør, som de altid gør, og leverer med ‘Cannibal’ en efterhånden vanlig god udgivelse. Tallah har givet den traditionelle nu-metal endnu et par års relevans, mens Code Orange fortsætter med at skubbe til alle grænser. Sidst, men ikke mindst, skal man gøre sig selv en tjeneste og lytte til genre-infernoet, der er Greg Puciatos 'Child Solider: Creator of God' og supergruppen ENDs ‘Splinters from an Ever-changing Face’.

Årets internationale hit:
Alpha Wolf: ‘Akudama’ – Det nummer har alt, du har behov for. Smadrede vers, tunge breaks og en forsanger med bøllehat. Det hele er stinkende fedt og går lige i biceps, når der skal bøjes jern. ‘A Quiet Place to Die’ er i det hele taget en fed udgivelse, der dog bliver lidt ensformig i længden.



Årets danske hit:
Hugorm: ‘Bange for mig selv’ – Man skal nok være til Simon Kvamm for at nyde Hugorm, men så får man til gengæld også værdi for pengene. Selvom tematikken i ‘Folk skal bare holde deres kæft’ er velset, er bandets debut-ep lidt en rodet omgang. Det blev der rettet op på, da Hugorm udgav deres fuldlængde-debut. ‘Bange for mig selv’ er ikke bare ørehængende, det er en velkomponeret skæring, der dufter lidt af 90’erne, trip hop og rock i en nutidig kontekst.



Årets genfundne klassiker:
Psyched Up Janis: ‘Swell’ – Som mange andre danskere havde jeg succes med at købe hele bagkataloget på vinyl. At lytte til ‘Swell’ igen – en plade jeg ikke har lyttet til i snart 10 år – var som at opleve sine teenage-år påny.

Derudover var det en ren fornøjelse at skrive en Metaldiktator om Linkin Parks debut og derved genlytte 'Hybrid Theory'. En plade, jeg efterhånden sjældent hører, men som stadig kan noget spændende – og er sært relevant i dag.

Årets koncerter:
1. 3Teeth: Pumpehuset, København, 11-02-2020 – Industrial lever i bedste velgående. Det var en af flere ting koncerten med amerikanske 3Teeth beviste. Ditto at man ikke behøver sælge hele stuen i Pumpehuset, for at skabe en intens koncert. Så længe man formår at præsentere et univers, der er dragende, så fungerer det.

2. Kellermensch: Store Vega, København by, 28-11-2020 – Smuk og følelsesmæssig stærk koncert. En sejr for det danske band og for de danske koncertgængere generelt.

3. TesseracT – Portals: Spillested, streaming, 12-12-2020 – Den eneste streaming-koncert jeg har set. Det kostede 150 DKK, og det beløb betaler jeg gerne igen. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg ikke gider fremtidige streaming-koncerter, hvis der ikke er gjort ligeså meget ud af det som på ‘Portals’. En setlist der primært var fan-service med masser af sjældent spillet materiale og en visuel oplevelse skabt specifikt til koncerten. Lys, røg, video og et band, der performede ligeså stilsikkert som altid. Det endda med Mike Maylan bag trommerne, da Jay Postones var fanget i Staterne.

4. Angående Mig: Spillested, Byhaven, 18-09-2020 – En lille perle af en koncert med en kunstner, jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før. De medrivende poppede melodier fik en solid rocket kant i live-format. Laura Lilholt Andersen, kunstneren bag Angående Mig, er et spændende bekendtskab, der mixer tidens trend med fortidens spøgelser.

5. Rage Against The Machine: Lillapalooza, Berlin, 06-09-2020 – Jeg drak så mange øl den dag, mens et par venner og jeg spillede Rage Against the Machine på Guitar Hero, at jeg helt glemte, at jeg ikke kom af sted pga. Covid-19. Skøn dag trods alt.

Jeg så også Stormzy i Royal Arena – og det var an vanvittig god koncert.

Årets internationale navn:
Jeg har svært ved at pege på et band, der skulle have gjort noget exceptionelt i 2020. Men det er nu engang virkelig fedt at se og høre The Ghost Inside vende tilbage efter den tragiske ulykke i 2015.

Årets danske navn:
Ghost Iris/Dethrxner – Der er ved gud ikke mange danske bands/navne, der har gjort noget exceptionelt i 2020. Alligevel har to bands imponeret på hver deres måde. Ghost Iris skal nævnes med stor respekt for deres held – og naturligvis for ikke at give op i en ellers dyster situation. Kvartetten formåede at være et af meget få metal-bands, der turnerede udlandet i år. Dethrxner fik provokeret mig nok til, at jeg tvang mig selv til at sætte mig ind i, hvad trap egentlig er. Hvilket har vist sig værdifuldt for andre anmeldelser – og givet mig flere musikalske oplevelser, jeg ellers ville have overset. Også selvom ‘Overthrxwn’ principielt er en middelmådig nu-metal-udgivelse.

Årets nye internationale navn:
Tallah – det amerikanske band er om noget et throwback til midt-90'erne. Dengang KoRn var virkelig sjove, og det hele handlede om at se og lyde så sindsforvirret som muligt. Det er essencen af ‘Matriphagy’. At pladen samtidig er velskrevet med hit på hit peger kun mod en spændende fremtid for kvintetten. Lyt blot til ‘Overconfidence’:



Årets nye danske navn:
Manden med Weekendvesten – En tilbagevendende fornøjelse! Heavy metal, der ellers sjældent interesserer mig, pakket ind i hverdags-trivialiteter – og det fungerer vanvittigt godt. Jeg er fast læser. Hvis bare man kunne få en form for Devilution-relateret billedanalyse, af diverse kliche-albumcovers, fra samme skribents hånd. Man kan jo håbe.

Hertil bliver det spændende at se, om nydannede Last Mile Records kan ryste posen lidt og skabe noget liv og røre på den danske 'core-scene.

Årets comeback:
The Smashing Pumpkins – Jeg gav ‘CYR’ et lyt, fordi jeg reelt synes ‘Oceania’ og ‘Monuments to an Elegy’ er rigtigt gode plader. Selvom det mere er Billy Corgan-projekter end egentlig Smashing Pumpkins. Jeg havde ingen forestilling om, hvad jeg gik ind til, og jeg er egentlig stadig overrasket. Med James Iha og Jimmy Chamberlin tilbage i bandet er årets udgivelse det nærmeste, vi kommer en reel ny Smashing Pumpkins-plade. Det er ditto længst fra, for bandet er virkelig vokset til intet mindre end et suverænt rock-band med en dejlig 80’er-inspireret lyd. Pladen svømmer i opfindsomme og velskrevne kompositioner, og havde kvartetten skåret pladen lidt til, fra et overflødighedshorn på 20 numre, havde ‘CYR’ sikkert været at finde på min top 5.



Årets fysiske udgivelse/bog/film:
Tori Amos: ‘Resistance - A Songwriter’s Story of Hope, Change and Courage’ – Spændende læsning om og af en ikonisk kunstner og hendes kamp. En kamp der vedrører os alle og er ligeså relevant nu som op gennem Amos’ liv.

Det overså jeg i 2019:
At jeg egentlig havde det meget godt. Det tog mig også lidt tid at få hørt Woodpeckers ‘320’ ep – den er god!



Årets optur:
Objektivt set er det spændende at opleve, hvor meget der sker i udlandet: hvordan nu-metallen blomstrer igen med nyt blod og nye ideer. Det samme angår deathcoren. Forhåbentlig har det en afsmittende effekt på danske bands og kunstnere.

Årets største skuffelse:
Skuffelser har der været nok af. 2020 har været et underligt år. Anderledes end normalen. Som mennesker har vi en naturlig trang til at søge mod det sikre, det velkendte og trygge, når der bliver vendt op og ned på vores hverdag. Men vi må ikke svælge i minder eller falsk tryghed. Vi kan ikke tillade os at ophæve middelmådighed til godt, blot fordi Cabal, Deftones, Marilyn Manson og tilsvarende nationalt og internationalt store navne udgiver nyt. Størrelse er ikke det samme som kvalitet – heller ikke når det føles bekendt og rart i en anderledes verden. Det er en uheldig tendens, vi har set dominere 2020.

I forlængelse heraf må vi ikke stoppe med at være kritiske. Vi må ikke acceptere deling af information, der ikke er valideret eller rodfæstet i saglig argumentation – generelt og hvad angår musik-journalistik. Selv det hurtige, humoristiske fix skal gives på baggrund af et dybdegående kendskab til det relevante emne. Vi skal stille krav til den lille bunke af medier, der fungerer som selvudnævnte gatekeepers. Sige fra, når vi oplever en anmeldelse eller artikel, der ikke er velargumenteret. Det har vi ikke gjort i 2020, og nu godkender vi altså, at årets internationale udgivelser videreformidles via et billede på et socialt medie uden nogen grundlæggende argumentation for hvorfor. Dét er skuffende. Vi fortjener bedre. Du fortjener bedre.

Største ønske for 2021:
Jeg kunne godt tænke mig, at vi lærte noget af 2020. At vi arbejder videre mod en ny og anderledes måde at tilgå live-koncerter i stedet for at hænge fast i den samme måde at anskue den oplevelse, vi efterhånden har gjort, siden den første live-koncert blev gennemført. Der er plads til nytænkning, og det må gerne komme dynamisk fremfor tvunget af udefrakommende faktorer.

Det glæder jeg mig mest til i 2021:
Jeg ser frem til at opleve et højnet niveau af musik-journalistik, hvor velargumenteret indhold har fokus, frem for like-hunting og clickbait på sociale medier.

Tilsvarende glæder jeg mig til de mange spændende danske udgivelser, der må komme i 2021. Nogen har vel for fanden brugt denne kedelige tid på at male med den kreative pensel.

Helt lavpraktisk glæder jeg mig til at høre, hvilken retning Vola tager denne gang. Og jeg glæder mig til at se Limp Bizkit på Smukfest. Så meget for nytænkning – vi er trods alt kun mennesker.