En kærkommen reminder

A190D2BF-7D27-49D0-B5A0-B76B5B7F362A-5673-0000015A9670D490
1E494850-DCE4-4AEC-857D-7F125B3AAA3D-5673-0000015C67FF2E60
8B27DFA0-EA3C-4CF8-948F-1600AA0A10A6-5673-0000015BAC623C58
2B719993-5285-4E93-8CF4-738F326BE3D6-5673-0000015A43B3E92D
D28B465E-ABD3-4D5A-A468-FDA8B9A2CA34-5673-0000015B8EC2188D

Mere lak, mere læder, mere overskæg, flere dunkende beats, der går lige i mellemgulvet og mere forvrænget guitar fra en fabrikshal, tak. 3Teeth var en påmindelse om industrialens styrke og relevans.

Kunstner
Titel
+ Arquebus
Spillested
Dato
11-02-2020
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Industrial metal er ikke en genre, der er specielt populær i disse år. Hverken den EDM-inspirerede eller den guitar-drevne. Få større navne holder stadig liv i genren, hvoraf den mest markante sandsynligvis er Al Jourgensens Ministry-projekt. Som meget andet musikalsk er den metalliske industrial blevet et levn fra 90’erne, båret af navne som Nine Inch Nails og Marilyn Manson. Begge kunstnere, der siden har bredt sig ud over andre genrer, hvor specielt sidstnævnte hænger tungt fast i nu-metallen.

Industrial har trange kår, hvilket også kunne ses på fremmødet tirsdag aften i Pumpehusets lille sal. Da Alexis Mincolla og resten af 3Teeth trådte op på den lille scene, var der ikke meget mere end halvfyldt. Det være sig selvom amerikanerne inspirationsmæssigt lægger sig fint i slipstrømmen af de førnævnte navne. Mens den selvbetitlede debutplade fra 2014 og opfølgeren fra 2017 begge skaber markante associationer til netop Reznors tidligere værker, er sidste års ’Metawar’ et markant spring mod en mere nu-metal-inspireret sangskrivning, ikke ulig Manson på ’Mechanical Animals’ eller for den sags skyld Jourgensens arbejde og tæft for politisk ladet lyrik.

Den søgen mod et større publikum afspejler sig nok af fremmødet, der trods lavt antal stadig er godt engageret. Det på trods af, at det er tirsdag, og vi skal op på arbejde dagen efter – som Mincolla så fint påpeger, i hvad der enten kan tolkes som en lunken kommentar fra et band, der er vandt til at spille for et langt større publikum, eller som en varmhjertet og oprigtig glæde over trods alt at se så ”mange” mennesker til 3Teeths første koncert i Danmark.

Frontmand af kaliber
Selvom vi er kommet for musikken, og det naturligt er, hvad der bærer koncerten, er Mincolla det ubestridte omdrejningspunkt på scenen. Resten af bandet blegner ove rfor det læder-betrukne muskelbjerg, hvis spil på seksualitet perfekt matcher mange af de musikalske referencer, der er at finde i 3Teeths univers. Industrialens svar på Freddie Mercury, hvis han da havde badet i glam-rockens klichéer og stjålet Elton Johns solbriller. Det er særdeles seværdigt at se Mincolla vride sig rundt på scenen mens verset i ’Slavegod’ bliver leveret. Indlevende, sexet og på samme tid med et snert af den ubehag, der altid gemmer sig i industrialens dunkende beats.

Mincolla er den perfekte frontmand. I en sådan grad, at resten af bandet blegner. Vi glemmer næsten, at Chase Brawner ikke er at finde på scenen, at guitaren er samplet – ligesom Mincollas vokal får et pænt løft af backingtracket, når han ikke selv kan løfte den til fulde. 3Teeth er et godstog, og den karismatiske forsanger har presset speederen helt i bund.

Materialet fra sidste års udgivelse har en naturlig overrepræsentation i sætlisten. Det er den plade, der har åbnet dørene til Europa – ikke mindst på grund af det vellykkede, men også svært utilpasse cover af Foster the Peoples ’Pumped Up Kicks’. Et nummer, vi heldigvis undgik tirsdag aften. Nummerets poppede klang og komposition er svært forenelig med resten af kataloget.

Til gengæld skal man være lidt af en træmand for ikke at føle en vis fornøjelse ved at høre ’President X’ leveret så potent, som vi fik den. Aftenens sidste nummer fremviste 3Teeths sans for sangskrivning og understregede kun bandets værdi i livesammenhæng. Ikke desto mindre var det føromtalte backingtrack på vokalen uhensigtsmæssigt tydeligt på en stor del af 2019-materialet. Især ’Affluenza’ led, og det blev kun minimalt bedre på den ellers bombastiske ’Exxxit’. Mincollas vokal ramte først sit rigtige niveau på ’American Landfill’, der til gengæld var en fornøjelse og startskuddet til en vellykket koncert.

Guld i bagkataloget
Trods overrepræsentationen af nye numre var det det ældre materiale, der gjorde aftenen til en succes. Med ’Atrophy’, ’Degrade’ og den stærke ’Pit of Fire’ mærkede man for alvor Nine Inch Nails-inspirationen og Mincollas tydelige kærlighed til ’A Downward Spiral’. Det er essensen af industrial metal. Tunge, rå, skramlede beats. Forvrænget guitar og synths, der river i kroppen. 2017-pladen bar anden halvdel af aftenens sætliste og løftede indiskutabelt koncerten op på et højere niveau.

’Master of Decay’ lukkede det ordinære sæt og fik for alvor temperaturen til at stige. Det var ren sex. Samspillet mellem Mincolla, rytmen og publikum – en trekant, der toppede i ekstasen. I en sådan grad, at ekstranummeret næsten var unødvendigt.

3Teeths første besøg i Danmark blev afsluttet på lidt over en time. Det startede vakkelvornt, sluttede til perfektion. Selv i en nedskaleret udgave og voldsomt bakket op af backingtrack beviste amerikanerne, at industrial i særdeleshed stadig lever. Også i Danmark, selvom det var få, der havde øjnet muligheden for en musikalsk oplevelse af de sjældne.

Den svære opvarmningstjans
Danske Arquebus havde fået den tvivlsomme ære af at spille det fremmødte publikum i gang. Tvivlsomt, da bandet grundlæggende spiller kompleks progressiv metal og derved var et sært mismatch med aftenens hovednavn. Lidet hjalp det, at kun meget få gæster havde fundet vej til Pumpehuset, da danskerne gik på kl. 20.

Trods omstændighederne leverede Arquebus en ganske fin 25-minutters indføring i deres sparsomme bagkatalog. Til trods for at medlemmerne har huseret i det danske rock/metal-miljø i flere år, er den nuværende konstellation stadig forholdsvis ung. En enkelt ep er det blevet til, ’III’, der udkom i september sidste år. En fin musikalsk oplevelse, der ligesom aftenens koncert trækker på inspiration fra bands som Meshuggah og Animals As Leaders.

Selvom den lille sal var langt fra fyldt, havde Arquebus succes med at fange en fin lyd, hvor de mange prog-detaljer kunne opleves. Ligeledes stod forsanger Sigurd Rasmussen stærkt i lydbilledet og leverede en indlevende præstation, der fint afspejlede resten af bandet og hele koncerten.