Canadisk undervisning i amerikansk historie
Canadiske Protest the Hero fortsætter med at imponere, denne gang med en musikalsk kaotisk tour de force i amerikansk historie.
The Canary
From the Sky
Harborside (Interlude)
All Hands
The Fireside
Soliloquy
Reverie
Little Snakes
Mountainside (Interlude)
Gardenias
Hillside (Interlude)
Rivet
Det er svært ikke at have stor respekt for canadiske Protest The Hero. Progmetal-bandet har altid været en sær underdog, der på en eller anden måde har holdt sig uden for progmetal-fællesskabet og konsekvent gået egne veje. Således var det en sejr for bandet, da canadierne valgte at crowdfunde for at skaffe penge til indspilning og udgivelse af forrige fuldlængdealbum, ’Volition’. Det kritikerroste album nåede crowdfund-målet på kun 30 timer og endte på et beløb, der var mere end det dobbelte af målet. Det bliver næsten ikke mere rock’n’roll.
Efterfølgende valgte Protest the Hero at udgive Ep’en ’Pacific Myth’ nummer for nummer som en abonnementsservice via bandcamp. Endnu en langemand til industrien, selvom det nok så rebelsk handler om at fokusere indkomst og skære unødvendige omkostninger fra.
Og nok så rebelsk har canadierne nu fundet tilbage i folden og udgiver deres kun femte fuldlængdeudgivelse siden debuten ’Kezia’ (2005), via Spinefarm Records. Syv år efter ’Volition’, hvilket især har været forårsaget af skade på forsanger Rody Walkers vokal, der i 2018 krævede øjeblikkelig behandling.
Heldigvis er Walker tilbage i det høje toneleje og er endnu en gang med til at give Protest the Hero et helt specielt præg. Den power metal/glam-orienterede high-pitch-vokal er efterhånden et kendetegn for bandet. Det samme er Luke Hoskin og Tim Millars guitarspil. Man kan kun tage hatten af for de herrer og have fuld respekt for deres iderigdom. De to guitarister er velsagtens bandet styrke og svaghed, i og med at de netop tilvejebringer det progressive udtryk, men samtidig har en tendens til at overkomplicere kompositionerne og skabe et større kaos end nødvendigt.
Siden udgivelsen af ’Volition’ har Eric Gonsalves overtaget bassen og danner nu, sammen med trommeslager Mike Leradi, den solide bund, der er grundlag for de tre originalmedlemmers udskejelser.
Og det er i sandhed musikalske udskejelser. Præcis som man kan forvente – præcis som vi har lært at elske de canadiske rebeller. Det er endda sandsynligvis bandets mest tekniske album til dato. Hvilket de to første singler ’The Canary’ og ’From the Sky’ også bærer præg af. Begge sprudlende numre, hvor især førstnævnte får det til at føles behageligt alle de rigtige steder.
Selvom bandet aldrig har opnået helt samme succes som for eksempel Between the Buried and Me eller Coheed and Cambria, bygger kompositionerne på den samme lyst til at lege med genrer. Det hele svøbt i respekt for den progressive genres ophav, med ét ben placeret tungt i inspiration fra genrens traditionelle tronførere og ét andet helt i front, i kontakt med den nutidige udvikling.
Som genre har den progressive metal og rock altid haft et rebelsk og provokerende udtryk. Musikalsk og ofte også lyrisk. ’Palimpsest’ er naturligvis begge dele. Walkers lyriske univers følger naturligt op på pladens titel og dertilhørende albumcover, der må antages at være inspireret af Arturo Di Modicas ‘Charging Bull’. Det er uden tvivl en spiddende kommentar til nabolandets manglende kontakt til grundlæggende værdier, via en tour de force i landets historie. Det bliver heldigvis ikke en politisk prædiken, omend bandet får sendt en pæn direkte hilsen til Potus på den afsluttende ’Rivet’.
Heldigvis er humoren stadig i højsædet, ligesom den legende tilgang til sangskrivningen. ’From the Sky’ er et fint eksempel på den energi og legende tilgang. Nummeret giver naturligt nogle associationer til tidligt Periphery, om end det sandsynligvis er en spørgsmål om hønen eller ægget. Den tilnærmelsesvis simple versopbygning (intet er simpelt i Protest the Hero-universet), der akkompagneres af en symfoni af riff, definerer nummeret igennem de første to tredjedele. Fire minutters imponerende sangskrivning uden de store overraskelser. Den bratte overgang og nummerets sidste tredjedel, der svøbes i symfoniske arrangementer, er tværtimod en lang opvisning i, hvordan man effektivt får metal til at leve.
Generelt keder man sig aldrig. Selv de tre mellemspil på albummet bidrager effektivt til at give pladen et varieret udtryk. Om end man kun kan ærgre sig over, at den stemning, der opbygges på de tre numre, ikke bruges mere effektivt. Den melankolske stemning fra ’Mountainside’ har for eksempel ikke fået lov til at give et aftryk på den efterfølgende ’Gardenias’. Det bombastiske riffmenagerier, der indleder ’Gardenias’, giver derimod et afbrudt og unødvendigt kaos i stedet for at udnytte den følelsesmæssige stemning.
Bagsiden af det konstante levende og udfordrende lydbillede er den samme, som Protest the Hero altid har lidt under. Det bliver for kaotisk, for retningsløst. Det konstante bombardement af kaos og riffgalskab giver canadierne en uhensigtsmæssig generisk lyd, der til tider får kompositionerne til at lyde ens, selvom de langt fra er det.
’Palimpsest’ er på mange punkter alt det man kunne ønske sig af en Protest the Hero-udgivelse – på godt og ondt. Det er en solid progmetal-plade, fyldt med stærke kompositioner og kompetent sangskrivning, der kun vokser ved flere gennemlytninger, når man får bedre holdt på det nu og da rodede udtryk.