Metaldiktator: Linkin Park - Hybrid Theory

Hybrid_theory_linkin_park

‘Hybrid Theory’ er nu-metallens zenit. Kulminationen af genrens udvikling op gennem 90’erne. Højdepunktet, der på én gang var startskuddet til genrens forfald og en hel generations indgang til metal.

Kunstner
Titel
Hybrid Theory
Trackliste
Papercut
One Step Closer
With You
Points of Authority
Crawling
Runaway
By Myself
In The End
A Place for My Head
Forgotten
Cure for the Itch
Pushing Me Away
Karakter
666

Tilbage i 2000 var jeg godt i gang med at udforske de forskellige genrer, metal dengang havde at tilbyde. 17 år gammel med en ungdommelig iver og taknemmelig interesse for stort set alt, der inkluderede lidt tung guitar. Nu-metallen havde for alvor tændt en ild og lyst til meget og mere. Jeg brugte en stor del af min tid i TP Musik, hvor jeg afsøgte de forskellige genrer, fandt nye bands, forkastede andre, som jeg senere hen ville genbesøge og falde for.

Det var en skøn tid. Alt handlede om musik, og jeg var i mine egne øjne en messias, der nok brugte lidt for meget tid på at prædike metallens gode væsen. Mine normie-klassekammerater på handelsskolen var pænt trætte af det, og dem, jeg kendte, der bekendtgjorde sig til en anden form for metal end tidens darlings, følte nok det samme.

En dag kom min gode ven Sune og spurgte, om jeg havde hørt om de der Lincoln Park? Mere specifikt det der nummer, de spillede på MTV? Det var i 2000, og metal var på forunderlig vis noget, der fik spilletid på det, der stadig var en musikkanal. Også før kl. 23:00. Nu-metallen havde skubbet yderligere til, hvad man kunne tillade sig at vise i primetime, fordi penge. Der var penge i lortet, og ved årtusindskiftet havde vi kun set toppen af det guldbjerg, der skammeligt blev udnyttet og udhulet de kommende år, lige indtil nu-metallen var en saga blot.

Midt i en en opblomstringstid
I en tid hvor internettet stadig var på sit tidlige stadie, kom Linkin Park ud af ingenting – og lød som intet hørt før. Nu-metallen var i 98 blevet udsat for en overhaling af kaliber, da KoRn genindtog førertrøjen med ’Follow The Leader’, og i 99 fik den udskældte genre et ganske potent og brutalt udtryk, da Slipknot bragede igennem med pladen af samme navn. Nu-metallen var på sit højeste, det blomstrede med interessante bands og gode ideer, der skubbede grænserne for, hvad man kunne.

’Hybrid Theory’ var essensen af den tænketank. Et slutprodukt, de færreste havde forventet. Pladen, der for alvor åbnede dørene ind til det forjættede land. En signifikant årsag til, at metal generelt fik en renæssance midt i en tørketid.

Metallens store navne famlede i mørket og havde mere end svært ved at finde fodfæste. Metallicas seneste udgivelse var det knap så vellykkede eventyr ind i symfoniland, og bandet stod med et ben på vej ind i en eksistentiel krise. Panteras svanesang, ‘Reinventing the Steel’, savnede fortidens pondus. Megadeth slikkede stadig sår efter den pinagtige ’Risk’, og trods en fan-sejr på vej i form af ’God Hates Us All’ var Slayer ligeledes sendt til tælling efter ’Diabolus in Musica’ (1998). Det nye årtusinde var i sandhed en ny generations tid. En generation, der havde den gamles svundne nysgerrighed og lyst til at gå nye veje.

Rap blev gjort til et metallisk virkemiddel og allemandseje, da Rage Against The Machine albumdebuterede i 1992, mens hiphoppen i stigende grad blev integreret op igennem 90’erne. Ved indgangen til 2000 kogte de mange indtryk sammen i én skelsættende udgivelse, der tilføjede elementer af pop, electronica og r’n’b. ’Hybrid Theory’ var det hele. En inkluderende udgivelse, bygget på en grundstamme af tolv ekstremt velkomponerede numre, der fangede alle tidens trends (‘My December’ og ’High Voltage’ blev tilføjet senere).

Den personlige relation
Den 24. oktober 2000 udkom Linkin Parks debutalbum. Til trods for at den grundlæggende del af bandet, Xero havde eksisteret siden 1996, var det først op til udgivelsen af pladen, at bandet endelig tog navnet. Bandet blev frarådet navnet Hybrid Theory på grund af brugen af Hybrid, der kunne forveksles med den engelske electronica-gruppe af samme navn, og så faldt valget på Lincoln Park. Skæbnen ville det, at det internet-domæne ikke var tilgængeligt – og dermed den endelige justering. Det oprindelige navn blev som bekendt titlen på albummet, selvsamme som Xeros eneste ep, der indeholdt råskitser til flere af numrene fra Linkin Parks debut.

Warner var pladeselskabet, der forbarmede sig over bandet og gav dem en kontrakt. Set i bakspejlet er det svært at forestille sig, at den underskrift var svær at få – men det var først, da Jeff Blue blev vice president for Warner, at bandet havde succes. Før da havde de fået utallige afslag fra andre selskaber og intet mindre end tre foregående fra Warner.

I det hele taget skylder bandet Blue en stor tak. Linkin Park var næppe blevet til det, vi kender i dag, var det ikke for ham. Det var ligeledes Blue, der via sit virke som præsident for Zomba Music og før skiftet til Warner initierede, at Mike Shinoda, Rob Bourdon og Joe Hahn fik kontakt til Chester Bennington, da bandets første sanger, Mark Wakefield, i 1999 forlod bandet – af frustration over selvsamme problemer med at lande en pladekontrakt.

En kompliceret fødsel
Til trods for den gode relation til Blue var kontrakten med Warner ingen dans på roser. Specielt Mike Shinodas profil i bandet blev et anstrengt, tilbagevendende diskussionsemne. Bennington var i Warners øjne stjernen i bandet, og de så helst, at Shinoda droppede rappen fuldt ud eller søgte mod en Fred Durst-orienteret rap. En vanvittig anbefaling, der er svært at tage alvorlig i dag. Der er absolut intet band, der har behov for noget, der bare minder om Fred Dust.  

Den løbende diskussion og presset fra Warnes side resulterede i et kommunikationsstop mellem parterne, der først blev løst, da producer Don Gilmore præsenterede en alternativ udgave af bandets kompositioner, der tilfredsstillede Warner. Bennington har i senere interview påpeget, at Gilmore ikke ændrede andet end at skruede op for lydstyrken. Affæren beskrives ligeledes af Shinoda selv på Fort Minor-nummeret ‘Get Me Gone’.

På samme nummer beskriver Shinoda Linkin Parks næste store udfordring i tilblivelsen af ‘Hybrid Theory’: fremstillingen af bandets image. Warner foreslog, at alle medlemmer skulle have en karakter, bedst beskrevet ved at Joe Hahn skulle klædes i cowboyhat samt kittel og kaldes ‘The Doctor’. Ydermere var Warner langtfra begejstret for Shinodas bud på albumcover og -booklet. Sammen med resten af bookletten blev den ellers ikoniske ‘Hybrid Soldier’ vurderet som værende for asiatisk og svær at sælge.



Som bekendt har Hahn aldrig optrådt iført kittel og cowboyhat, ligesom albumcoveret i dag er prydet af soldaten med guldsmedevinger. Et albumcover, der sammen med resten af indlægget blev til i en kombination af stencil og spraymaling, hvis rå urbane udseende jævnfør Shinoda var inspireret af Banksy.

Og hvilket albumcover. Set i relation til de daværende nu-metal mastodonters opfindsomhed var hybrid-soldaten og Banksy-hyldesten decideret smuk. Sidstnævnte gik langt hen over mit teenage-hoved, der på daværende tidspunkt aldrig havde hørt om Banksy. Sammenholdt med Korns udgivelser, der altid var præget af børn fremstillet på morbid vis, eller Limp Bizkits fuldt ud retarderede pølse-analsex-insinuerende cover til ‘Chocolate Starfish and the Hot Dog Flavored Water’, var og er coveret til ‘Hybrid Theory’ decideret flot og gennemtænkt.

Boyband-associationer  
Til trods for at Linkin Park reelt havde eksisteret siden 1996, og Bennington tilsvarende sang for Grey Daze i årene op til skiftet, lod det dengang til, at kvintetten opstod af ingenting. Tilmed på et stort label. At bassist Dave Farrell måneder efter udgivelsen blev tilføjet som sjette medlem, gav kun gødning til teorien om, at Linkin Park var et konstrueret boyband. En metal-pendant til N*SYNC, der netop fik deres store gennembrud samme år.

Sandheden var naturligvis en anden. Selvom Farrell var del af Xero fra begyndelsen, forlod han bandet for at tage på tour med Tasty Snax. Sandsynligvis af samme årsag, som Wakefield forlod bandet. Et utal af bassister var tilknyttet Linkin Park i indspilningsperioden, og det var først efter udgivelsen, at Farrell tog pladsen på permanent basis. Selvom det lyder som en helt normal proces for ethvert band i opstartsfasen, er der intet underligt i, at man mistænkte bandet for at være konstrueret.

I Næstved spirede mistanken lige så hurtigt, som rygtet blev spredt på det ungdommelige internet – i et ret roligt tempo. Når vi lyttede til pladen, var vi enige om, at det kunne da godt være en mulighed. ‘Hybrid Theory’ var anderledes, ny, ungdommelig og arbejder netop med mange af de mainstream-elementer, der var populære i tiden. Gilmore gav hertil udgivelsen en særdeles finpudset og velpoleret lyd, der kun gav næring til rygterne.

Pladen er som udgangspunkt bygget på de helt basale og definerende grundelementer af nu-metallen, udviklet, forfinet og løftet til et niveau, der på daværende tidspunkt var uset. Men det var nu en lettelse, da jeg opdagede, at mine nye helte var et RIGTIGT band – musiksnob, som man nu er (tro det eller lad være).

En håndsrækning til millennial-generationen
Det var ikke kun produktionen af pladen, der gav ild til ideen om, at bandet var en sammensat pengemaskine. Vokalfraseringerne, båret af samspillet mellem Shinodas simple, rappende flow og Benningtons vekslende rå og rene flødevokal, styrkede kun boyband-rygtet. Modsat alle andre daværende bands inden for genren fyldte den rene skønsang meget. Benningtons rå fraseringer er velorkestrerede og skabte et pondus og nærvær, omend det var sekundært i det fulde vokal-univers. Det er den rene, følsomme vokalføring båret af et emotionelt og indadvendt tekstunivers, der især definerede bandets debut.

Ganske som genren foreskriver det, er pladen er drevet af emotionelle tekster. Modsat et band som KoRn, der stod på skuldrene af Generation X med en appel og indædt forståelse for den generations oplevelser med økonomisk krise, krig m.v., talte den dengang 24-årige Bennington til millennial-generationen. Med fokus på håbløshed, angst og afstandstagen til autoritet og det ungdommeligt naive oprør, udsprunget af en opvækst præget af stofmisbrug og sine forældres problematiske ægteskab, der endte i en grim skilsmisse.

Til trods for at det lyriske udgangspunkt sandsynligvis er langtfra sigende for størstedelen af bandets publikum, er der næppe tvivl om, at det var relaterbart. Personligt blev det hevet ned på et niveau af basale hverdagsfølelser for den sårbare sen-teenager/unge voksne på vej ud i den virkelige verden, der til tider var svær at navigere i. Så svært som det nu kan være, når man bor i Næstved, og ens primære udfordringer er, hvorvidt man har penge til at drikke bajer på Børsen både torsdag og fredag.

Forsangerens baggrund in mente kan det lyriske univers hurtigt komme til at lyde som en lang klagesang - hvilket aldrg var hensigten. I et interview med Rolling Stone i 2002 beskrev Bennington, at teksterne typisk handler om at tage ansvar for ens handlinger. Hvordan det kan være selvforskyldt, at man har det skidt og at det er noget, man skal arbejde med for at komme videre.

Pladens dengang tolv numre tager da også hånd om hele det følelsesmæssige spektrum. Fra det bastante, tilnærmelsesvist ubehagelige paranoia-orienterede åbningsnummer over den frustrerede teenage-hymne ‘One Step Closer’, kombinationen af disse i ‘By Myself’ og ‘A Place for My Head’ og naturligvis kaldet til modløshed i form af ‘In the End’. Nummeret, der blev en hel generations hymne, og hvis lyrik har fyldt ved både festlige lejligheder og sørgmodige stunder: "I tried so hard and got so far / But in the end it doesn't even matter / I had to fall to lose it all / But in the end it doesn't even matter".

Pladens lyrik er indiskutabelt selvterapi og Benningtons forsøg på at arbejde sig ud af og væk fra sine personlige dæmoner. En kamp, den afdøde forsanger som bekendt selv tabte.



Danske roser og en imponerende vedvarende popularitet
Om end Bennington tabte kampen 17 år senere, blev han på kort tid talsmand og ansigt for den generations frustrationer. Singlerne ‘Crawling’ og ‘In the End’ storhittede og endte på ingen tid i fast rotation på diverse musikkanaler. Selv i Danmark, den ellers så genrekonservative højborg, hvor sidstnævnte lå på Boogie-listen, da programmet startede i januar 2002 og lang tid frem.

Pladen fik generelt en flot modtagelse i Danmark. Da Gaffa belønnede udgivelsen med 5 ud af 6 stjerner, havde Keld Rud mere end svært ved at skjule sin begejstring for ‘Hybrid Theory’, som han kaldte “komprimerede lydbomber, der eksploderer i den ene hookline efter den anden”.

Ekstra Bladet kvitterede med 4 stjerner og roser – en tilgang, de delte med Politiken, hvor Kim Skotte beskrev pladen som “på én gang søgende og skråsikkert, men først og fremmest ærligt og redeligt og herligt befriet for både stoltserende storskryden og aggressivt klynkeri”.

Med topplacering på Boogie-listen og en lang række positive anmeldelser eksploderede salget i Danmark – tilsvarende det salgsboom, pladen oplevede i udlandet. Til trods for at pladen kun opnåde placering som nummer 2 på Billboard 200, er det i dag det bedst sælgende debutalbum i det 21. århundrede.

‘Hybrid Theory’ har siden solgt nok til at positionere pladen blandt de 50 mest solgte udgivelser overhovedet. En af få metaludgivelser, side om side med Metallicas selvbetitlede mastodont, AC/DCs ‘Back in Black’, Led Zeppelins ‘IV’ og naturligvis listens ubestridte etter, popkongen Michael Jackson med ‘Thriller’.

Genren, der ikke ville dø
I forbindelse med debutpladens jubilæum har 'Hybrid Theory' for 12. gang solgt platin. Sammen med førnævnte Top 50-placering er det et vedvarende bevis på, at Linkin Parks debutsucces ikke kun var båret af udgivelsens samtid, men også af unik og tidløs sangskrivning.

Selvom det aldrig lykkedes Linkin Park at løfte arven fra debuten, og bandet eksistens stadig er uvis den dag i dag, lever musikken, Benningtons lyrik og minderne videre. ‘Hybrid Theory’ er en diamant blandt de mange nu-metal-udgivelser. Det var pladen, der vendte op og ned på det hele, nærmest slog den etablerede metalscene ihjel, men som også endte med at dræbe nu-metal-genren selv. Warner spandt guld på udgivelsen, og alle med lidt sans for forretning investerede i mere eller mindre kompetente nu-metal-bands. Den ene lorteudgivelse efter den anden oversvømmede markedet, og da Linkin Park i 2007 vinkede farvel til metallen til fordel for en mere rock-orienteret lyd på ‘Minutes to Midnight’, var nu-metal-bølgen for længst passé.

Salgstallene taler nok for sig selv, men pladens indflydelse strækker sig ligeledes langt ind i de musikalske rækker. Vi ser en tydelig opblomstring i nu-metallen i disse år. Til dels båret af den gamle garde, KoRn, Slipknot med flere, der stadig udgiver nyt kvalitetsmateriale. Til dels båret af de mange slidte andenrangs-nu-metal-bands som Mushroomhead og American Head Charge, der ufortrødent fortsætter med at udgive mere eller mindre ligegyldige plader. Det er dog især de “nye” bands, der giver genren liv.

Generationen, der blev voksen
De mange unge, der dengang tog genren og ikke mindst ‘Hybrid Theory’ til sig, fandt tryghed i universet, og for hvem pladen har haft en stor betydning. Generationen for hvilken ‘Hybrid Theory’ var en gateway-udgivelse til et meget større og alsidigt musikalsk univers. Det er den generation, der nu driver genren.

Hedengangne Darke Complex mixede det melodiske univers med metalcore-elementer, Northlanes ‘Alien’ er noget nær en nutidig kopi af ‘Hybrid Theory’ tilsat en ekstra streng på guitaren, mens Fever333s ‘Burn It’ lyder som en opdateret Linkin Park-single. Endelig har Bring Me the Horizon haft stor succes med at distancere sig fra deathcoren ved at søge nærmere nu-metallen. Især pladerne ‘That’s The Spirit’ og ‘Amo’ er med deres mix af genreelementer det nærmeste, vi kommer storsælgende Linkin Park-inspirerede udgivelser.

Herhjemme blander et band som Dethrxner rap, hip-hip, electronica, r’n’b, metal og ‘core i et stort mix, ikke ulig Linkin Parks tilgang til sangskrivningen. Natjager har ligeledes gjort deres til genoplivningen af genren, med en direkte hyldest til ‘Hybrid Theory’ via det indledende riff på ‘Ingenting’. En intro, der trods mindre variation næsten er en kopi af introen til ‘Papercut’.

Fra et personligt perspektiv var Linkin Parks debut en plade, der havde det hele. Jeg var solgt fra første gang, jeg lyttede til ‘Papercut’. Nummeret er stadig min favorit med bandet. ‘One Step Closer, som Sune præsenterede mig for, har tabt lidt pondus med tiden. Ligesom min kærlighed til bandet, der aldrig igen nåede samme højder. Tiderne skifter, man bliver ældre, andre genre bliver spændende, men det er stadig en udgivelse, jeg lytter til med fornøjelse. Selvom det er med et mere distanceret forhold til teksterne. I dag har jeg trods alt råd til at drikke bajer på Børsen både torsdag og fredag. Desværre eksisterer Børsen ikke længere, og jeg har tømmermænd i en uge, hvis jeg fester to dage i træk.

Men ‘Hybrid Theory’s betydning har været gigantisk. Større, end det kan beskrives i en metaldiktator. Men fristes til at sige, at det i sidste ende alligevel betød noget. En hel del, faktisk.