Top 5 – Core 2020
PopulærDørene er slået op for endnu et spektakulært core-år. I samarbejde med Dude Manors ukronede Captain Core, Christian Otte, bringer Devilution et forkromet overblik over, hvilke fem core-bands du især skal kigge efter i 2020.
Det kan godt være, du tror, du er en farlig type, når du hærger SoMe med utroværdigt feinschmecker-black metal fra en skov i Norge, men når du sidder alene derhjemme, og end ikke ham der med pandamalingen fra Nordvest, som du troede var din ven, har liket, ender du tilbage ved den søde core. Her er derfor fem bud på core-bands, der nok skal få fyret op under pitten på hver deres måde i 2020. Drop malingen, kontor-mosh din chef, og lyt til mere nosse-musik!
1. Boundaries
Hvis man bare har fulgt lidt med i hardcore-genren inden for de sidste par år, så har man nok bemærket, at en del nye bands er begyndt at finde inspiration i start-00’erne, både lydmæssigt og æstetisk. Således også med den Connecticut-baserede hardcore/metalcore-kvintet Boundaries, der startede 2019 med at udgive ep’en ’My Body In Bloom’ (tjek bare det cover-artwork).
Opfølgeren til 2017-ep’en ’Hartford Country Misery’ smager af start-2000-inspireret metalcore med et vokalmæssigt hint af hardcore. Tænk en blanding Unearth på ’Stings of Conscience’ og Killswitch Engages debut, blot en kende mere brutal.
Boundaries kombinerer succesfuldt lyden af metalcores unge år med et moderne 2020-udtryk og skulle udsende deres fuldlængdedebut i løbet af 2020. Der er ingen grænser for, hvor godt amerikanerne går til kolde i solen, camo-tanktops og et had til forældre og ekskærester! Her er 100 % sandsynlighed for store guns og hidsige gangarter. Flyt dig, eller bliv flyttet!
2. Teeth
Den amerikanske trio er et forholdsvis nyt og spændende projekt. Til trods for at bandet er fra 2019, er det nogle velkendte metalcore-navne, der har slået pjalterne sammen. Forsanger Blake Prince (Anniversary, Straight Reads The Line), Chris LeMasters på guitar (ex-Dead And Divine, Hundred Suns) og Ryan Leger bag tønderne, der tidligere har tævet løs for Every Time I Die og Hundred Suns.
Som Boundaries spiller Teeth en potent blanding af metalcore og hardcore, men tilsat en smule mere kaos i lyden, så fans af tidlig Norma Jean, The Chariot og Poison the Well burde kunne finde noget at headbange til her. Det er smadret, tungt og lige til en solid omgang mosh. Trioen udsendte to singler i 2019 og varsler mere i 2020.
Præ-book en tid hos tandlægen, og stik din ven/veninde et cirkelspark i ansigtet, mens du lytter til Teeth. Tænder er for pussies, der lytter til pølledød med armene over kors.
3. Invent, Animate
Foretrækker du den søde core med et hint af djent, kan du med fordel kaste dig over Invent Animate. Den amerikanske kvintet har eksisteret siden 2011 og opnåede en del hype med deres to første plader. Siden da har de dog haft problemer med både pladeselskab og band-konstellation. I 2018 skred bandets oprindelige forsanger, og fremtiden så for en kort overgang ret uvis ud. Heldigvis bød bandet i slutningen af 2019 velkommen til deres nye forsanger Marcus Vik, der tidligere har tryllet med stemmebåndet i Aviana.
November 2019 bød ligeledes på en ny single samt tourdates med blandt andet Silent Planet og Currents. Hertil har bandet teaset for et kommende projekt under titlen ’D A R K’, men om det er en single, ep eller fuldlængde er p.t. uvist.
Tag et lyt til Invent Animate, hvis du er til Northlane, Currents, Erra og godt kan lide at nørde polyrytmer på YouTube — og husk: Alle, der spiller på en guitar med mindre end 7 strenge, er fucking noobs, der spiller Bryan Adams-Jam!
4. Static Dress
Skal du ha’ lidt mere emo i din metalcore a la tidlig Underoath, Alexisonfire og tilsvarende, så er Static Dress sandsynligvis noget for dig. Igen har vi at gøre med et band, der trækker solidt på referencer fra start/midt-00’erne (de søde MySpace-dage), uden at de dog kommer til at lyde som en ren kopi af deres idoler.
Bandet er stadig forholdsvis ungt, men udgav tre lovende singler i 2019 og har allerede fået en del hype i hjemlandet England. Forhåbentlig bliver 2020 året, hvor de lander en fuldlængdeudgivelse.
Static Dress anbefales, når du har behov for at være core-kærlig, sidder og hiver i dine øreflipper for at mindes dine gamle gauges og nervøst prøver at grave din gamle MySpace-konto frem på Internet Archive for at se, om den der emo-fritz ikke egentlig var ret rock’n’roll? Der var i hvert fald damer i den.
5. Glass Casket
2020 lader også til at være året, hvor Glass Casket for alvor vender tilbage. Det amerikanske tech-deathcore-band har ikke udgivet materiale siden ’Desperate Man's Diary’ fra 2006. Sandsynligvis fordi guitarist Dustie Waring og trommeslager Blake Richardson har haft travlt med Between the Buried and Me, mens Wes Hauch har brugt tiden med Black Crown Initiate.
Der vides ikke meget om den nye udgivelse, men det forventes, at det bliver en lige så smadret kaos-udgivelse som bandets to foregående plader. Glass Casket er bandet for dig, hvis du er glad for teknisk kompleks deathcore med hints af prog.
Glas Caskets kommende plade er en gylden mulighed for at få luet ud i dine poser-”metal”-venner. Hvis de ikke kan lide Glass Casket, kan de selvsagt ikke lide metal. Smid amerikanerne på højtalerne og vennerne på porten!
Honorable mentions
2020 lader også til at være året, hvor Every Time I Die udgiver nyt – det glæder vi os naturligvis til, specielt fordi der aldrig er gået længere tid mellem nye udgivelser fra dem. Det kunne også meget vel være året, hvor australske Polaris endelig får det brede gennembrud, mens supergruppen END (medlemmer fra bl.a. Counterparts, Fit For An Autopsy, Shai Hulud) også forventes at udgive nyt.
Med nationale øjne ser vi naturligvis frem til, at to af Danmarks bedste deathcore-kort smider nyt materiale på gaden. Århus og København tørner sammen, når Unseen Faith og Cabal i 2020 battler på titlen som årets bedste core-kanaljer. Vi er særdeles skuffede, hvis den kamp ikke ender i et blodbad. BLERGH!