Nu-tidigt sammenstød med fortiden

tallah-album

De mange nu-metal-fans, der så deres genre blive kneppet af pladeindustrien og skældt ud af det elitære metalpoliti, er blevet gamle nok til selv at udgive musik – og de giver ikke en skid for, hvad du synes om genren.

Kunstner
Titel
Matriphagy
Trackliste
[redacted]
No One Should Read This
Kungan
Overconfidence
Placenta
L.E.D.
The Silo
We, the Sad
Too Quick to Grieve
Cottonmouth
Murder Seed
the borderline of pain
Red Light
Karakter
4

De seneste år har nu-metallen haft en ganske synlig opblomstring. Ikke i form af en forlængelse af det, der var dengang, men en videreudvikling. Lysten til at mixe genreindtryk er vedholdt, mens det lyriske ”feel-sad”-udgangspunkt er skudt til siden. I stedet for det noget trivielle fokus på forsnævret, følelsesladet, introvert lyrik er det lyriske univers i højere grad provokerende og omfavnende. Bedste eksemplificeret ved Bring Me The Horizons 'Amo' og Poppys ’I Disagree’. Udgivelser, der om noget har givet genren en tiltrængt omgang hjertemassage.

Tallah er knapt så fremadskuende. Man fristes til at sige, at bandet i højere grad er bagudskuende. Med blikket rettet helt tilbage til nu-metallens fødsel. Den amerikanske kvintet definerer godt nok deres lyd som nu-core, men hvis man er vokset op med Korn og Slipknots debutplader, er der ingen tvivl om, at ’Matriphagy’ er et stort, fantastisk throwback til alt det bedste ved den udskældte genre.

Den tydelige inspiration
Og hvilket throwback. Tallahs debut er et monster af en plade. Af mange årsager. Først og fremmest er pladen naturligvis velkomponeret med flere deciderede hits. ’Overconfidence’ er eksempelvis et vanvittigt ørehængende nummer, bygget op på et solidt groove, der ligeledes er gennemgående for pladen. Lige fra det indledende trommespil, leveret af Max Portnoy (ja, søn af den Portnoy), er man tryllebundet af det musikalske univers. Tungt, bastant og kompakt. Et godstog, der tordner af sted på en blanding af Derrick Schneiders insisterende riffs og Andrew Coopers buldrende bas.

Det er mørkt, det er ubehageligt, og specielt Schneiders riffs sender hyppigt tankerne mod Brian Welch på Korns debut såvel som ’Life is Peachy’. Inspirationen er stor, tydelig, men uden at være decideret rip-off.



Tallah tager alt det gode ved nu-metallen og koger det sammen i en solid pærevælling. Portnoys tromme-lyd på ’L.E.D’ vil få alle og enhver til at tænke på Slipknots første plader, en association, der bæres på vej af den vedvarende, succesfulde brug af scratch.

Den musikalske side af Tallah er stærk – og man keder sig sjældent. Diversiteten er stor, om end bandet holder sig til de overordnede rammer og ikke bringer meget nyt til fadet. Tilføj hertil en af de mest interessante vokaler, metallen har set i mange år, og man har en selvskrevet succes.

Forsanger Justin Bonitz er bandets joker. Det sidste stik, det element, der for alvor eleverer ’Matriphagy’. Hans flow, rap, rå vokal og Jonathan Davis-inspirerede fraseringer er på én gang balanceret og kaotisk. Perfekt afstemt med Tallahs musikalske univers er vokalføringen på f.eks. ’Red Light’, et mix af Jonathan Davis’ skingre, psykotiske vokalføring, Jared Gomes’ fanden i voldske rap-flow tilføjet et hint af storladen melankoli og lidt dødsgrowl. Bonitz dækker hele spektret og gør det på overbevisende vis. Der er ingen smalle steder, og den flamboyante forsanger er nærmest indbegrebet af nu-metal, på positiv vis.

Lyrisk er kompetencerne lidt mere begrænsede. Pladens fokus på mor-søn-relationen og det generelle misbrug de to karakterer imellem er ikke et videre interessant narrativ. I relation til genrens nutidige udvikling og mere provokerende attitude taber Tallah momentum ved at bibeholde fokus på det introverte. Det er nærmest på kanten til en kliché, at der er tale om et misbrug mellem familiemedlemmer.

Når fortiden indhenter nutiden
Med så stor inspiration i genrens skabere og største bannerførere er det kun naturligt at frygte en mangel på føling med nutiden. Med undtagelse af det lyriske har Tallah dog succes med at undgå den faldgrube. Som beskrevet er der masser af tydelige referencer, men det overordnede lydbilleder kombinerer heldigvis fint datid med nutid. Et godt eksempel er ’Cottonmouth’ og ’Red Light’, der tager, hvad der var, og har succes med at tilføje nutidige elementer, der giver nummeret en klang af Code Orange – et nutidigt take på genren, der giver vitalitet.

Så kan man naturligvis diskutere, om ikke Core Orange i sin essens har et hint af nu-metal.

’Matriphagy’ er en særdeles vellykket udgivelse, men man skal heller ikke undervurdere det nostalgielement, der naturligvis også definerer pladen og bandet. Nu-metal har været udskældt siden midten af 00’erne – på sin vis selvforskyldt, hvis man kan kalde branchens malkning af genren for det, på sin vis båret af et elitært metalpublikum, der havde det svært ved, at deres lyd, og ikke mindst identitet, blev allemandseje. Det er selvsamme publikum, der nu må se i øjnene, at de mange fans genren fik dengang, nu spiller musik, og at de har taget genren med. Tallah er et af disse og endda et overordentligt talentfuldt band.

Tallahs debut er ikke en overraskelse, ejheller kvaliteten af udgivelsen. Bandet har været dygtige til at dele på diverse streamingtjenester. Men at hele pladen holder et så flot et niveau, er en kærkommen overraskelse. Et debutalbum, der overstiger alle forventninger til trods for det begrænsede lyriske univers. En kærkommen positiv overraskelse i 2020.