Brand versus originalitet

Idisagreealbum

’I Disagree’ er et positivt, opløftende bud på nu-metal anno 2020. Det hele blegner desværre lidt, har man bare en lille smule sans for brand strategi og forretning. Nu-metal i en nøddeskal.

Kunstner
Titel
I Disagree
Trackliste
Concrete
I Disagree
BLOODMONEY
Anything Like Me
Fill The Crown
Noghint I Need
Sit / Stay
Bite Your Teeth
Sick of the Sun
Don't Go Outside
Karakter
3

Da Poppy i slutningen af 2019 underskrev kontakt med Sumerian Records, medførte det et mindre ramaskrig blandt selskabets korsfarere, der havde svært ved at se Poppy matche resten af bandporteføljen. Det selvom Sumerian Records nærmest har gjort det til en dyd at signe bands og kunstnere, der skubber til det etablerede lydbillede. Selskabets rolle i djentens udvikling var eksempelvis signifikant.

Men pladeindustrien er nu engang en industri. Partnerskabet mellem Sumerian Records og Poppy var næppe blevet til noget, hvis ikke begge parter havde set en fordel i samarbejdet. Sumerian har nok muskler, men det må antages, at Poppy med al sandsynlighed har haft en håndfuld andre muligheder.

Det kontroversielle i valget af selskab har sandsynligvis været en faktor i Moriah Rose Pereiras valg af beslutning. Kvinde bag brandet Poppy er en omvandrede kontrovers, der lystent søger udfordringen og det skæve match – eller i hvert fald søger at fremstå sådan. Konsekvent gennem de mange projekter, der efterhånden er på cv’et. Multikunstner, forfatter, skuespiller, youtuber, model – og naturligvis sanger og sangskriver.

’I Disagree’ søger ligeledes at være kontroversiel. Med denne tredje udgivelse har Poppy taget skridtet endnu længere væk fra det tidstypiske tyggegummi-elektropop-lydbillede, der prægede 2017-debutten. Det er kun blevet tungere og mere konfliktsøgende. Det er tydeligt, at den opmærksomhed, ’Play Destroy’ fra ’Am I A Girl’ (2018) gav Poppy, har været fundamentet for hendes tredje udgivelse.

Lydbilledet er provokerende. Især hvis man er en kende elitær og fornægter populærkulturens plads i metalkulturens noget snævre rammer. Der er clash mellem genrer og inspiration. Elementer, der er decideret stjålet, klart inspireret af andre kunstnere og på samme tid særdeles originalt. Det er nu-metal, som nu-metallen ser ud anno 2020 og hvilken musikalsk inspirerende udvikling.

Første single, ’Concrete’, er en vanvittig og skizofren oplevelse. Det er Babymetal, System of a Down, Beach Boys, Queen, Vanessa Carlton og et hvilket som helst metalcore-breakdown komprimeret på 3 minutter og 21 sekunder. Vanvidsmixet toppes af Poppys flødevokal, der i bedste lillepige-format bærer lyrikken: "Bury me six feet deep / Cover me in concrete / Turn me into a street / Whoa, whoa."



Selvom nummerets vampyr-tematik er ret uinteressant, afspejler det fint Poppys inklusion af populærkultur. Omend det sandsynligvis nærmere er metal-kulturen, der får lov til at blive inkluderet.

Fem singler er det blevet til, tilsvarende pladens fem første numre, men der kunne snildt vrides en single eller to mere ud af ’I Disagree’. Størstedelen af pladens kompositioner er vanvittigt fængende, skåret direkte til øregangene med en passende radiolængde, så man næppe når at kede sig, inden pladens 35 minutter er afsluttet.

Lige så originalt det kæmpe clash af genrer er, lige så uoriginal er pladen. Det kontroversielle og provokerende fylder mere, end godt er. Modsat Bring Me the Horizon, der med ’Amo’ formåede at holde en vis distance til projektet og skabe et selvstændigt univers, fremstår ’I Disagree’ i højere grad som et produkt med ét specifikt formål.

Tilbage til Poppys valg af pladeselskab. Det er lige så gennemtænkt og kalkuleret som udgivelsen. Lige så bevidst valgt som den gennemsnitlige spilletid på pladens 10 numre. Lige så konsekvent eksekveret som vanvidssammenblandingen af genrer på ’Concrete’. Bevidste valg for at fastcementere Poppys brand som kontroversiel og kompromisløs. Man behøver ikke en doktorgrad for at kunne gennemskue, at Moriah Rose Pereiras langt fra er kontroversiel, men derimod er særdeles kompromisløs, når det kommer til at brande personaen og skabe en forretning. 

Derved er ’I Disagree’ en bittersød oplevelse. Som med Bring Me the Horizons ‘Amo’ er det befriende at høre, hvordan der leges med genrer – og hvor vellykket det udføres. Modsat er de bagvedliggende økonomiske faktorer, der driver pladen, et ubehageligt gensyn med den kommercialisering, der gav nu-metallen det triste eftermæle, genren har i dag.

Rent musikalsk er ’I Disagree’ en interessant oplevelse. Det er en plade, der er værd at give et lyt. Især numre som ’Anything Like Me’, ’Bloodmoney’ og ’Fill the Crown’ rammer en nutidig tone, hvor genialiteten i at kombinere de mange genreindtryk for alvor fremstår. Nyd det, mens det varer. Skal man virkelig tro på brandet Poppy, får metallen næppe lov til at fylde lydbilledet for evigt. Men pengene er jo meget gode ...