Semi-doom
Avatariums nye album skuffer en del. Det er stadig ganske storslået ind imellem, men musikken mangler retning.
02. I See You Better In The Dark
03. My Hair Is On Fire (But I'll Take Your Hand)
04. Lovers Give A Kingdom To Each Other
05. Being With The Dead
06. Until Forever And Again
07. Notes From Underground
08. Between You, God, the Devil and the Dead
Det er ved at være ganske mange år siden, at Leif Edlin fra Candlemass var med til at stifte Avatarium som et sideprojekt, der skulle spille en mere melodisk doommetal end den, som Candlemass var eksponent for. Leif Edlin er for længst langt væk fra Avatarius, der nu helt domineres af Marcus Jidell på guitar og producer og ægtefælle Jennei-Ann Smith i den vokale front.
Avatarium betegner sig fortsat som et doom metal-band, men det er efterhånden blevet til en retningsløs blanding af alle mulige genrer, der kan være ret udfordrende for lytteren. Albumåbneren ’ Long Black Waves’ giver ellers en ganske lovende start med en drævende melankolsk sang. Det er doomy, og samtidig er der tilbageskuende impulser fra 60’erne, som leder tankerne hen på Savage Rose og Jefferson Airplane. Ganske spændende sang, som det så er lykkedes at lave en totalt kedelig video til.
Sang nummer to ’ I See You Better In The Dark’ sætter fint i gang med noget fuzztone-guitar, inden den bevæger sig over i en ret ordinær rocksang.
Manglende retning
På ’ My Hair Is On Fire (But I'll Take Your Hand)’ lander lytteren i noget, som lyder som en sang fra en rockopera. Der er noget Tori Amos og gammelt Kate Bush over det. Det er storslået, teatralsk og melankolsk. Men det mangler noget metallisk energi. Desværre kan man skrive ’ditto’ til den næste sang ’ Lovers Give A Kingdom To Each Other’. Det kører meget i samme rille som forgængeren.
Men der er da bestemt også lyspunkter at hente på albummet. ’Being With The Dead’ og ’Until Forever And Again’ er gode doom metal-sange. Især den sidste af de to er god og er klart albummets bedste sang. Her der noget, som matcher Candlemass. Hvis bare hele albummet havde vist samme niveau, havde der være rigeligt at være glad for.
Desværre holder albummet ikke samme standard mod slutningen. Instrumentalnummeret ’ Notes From Underground’ er en ret ligegyldig roden rundt i noget King Crimson-agtigt jammeri og den afsluttende ballade og titelsangen ’ Between You, God, the Devil and the Dead’ minder om noget fra en musicalfilm, der spilles, mens rulleteksterne løber hen over lærredet. Men mon ikke Disney ville have takket nej til den sang. Igen har man formået at lave en virkelig kedelig video til at bakke sangen op.
Avatarium har mange gode takter, men det er denne anmelders erfaring, at selv de bedste udgivelser fra bandet hurtigt er glemt og kun sjældent genbesøgt. Desværre vil ’Between You, God, the Devil and the Dead’ nok lide samme skæbne.