Jordrockernes psykiske krigsførelse
Populær
‘Psychic Warfare’ er Clutchs 11. studiealbum og efterfølgeren til 2013's anmelderroste ‘Earth Rocker’, der præsenterede os for en tungere og hurtigere udgave af Maryland-bandet – en stil, bandet har holdt fast i.
02. X-Ray Visions
03. Firebirds
04. A Quick Death In Texas
05. Sucker For The Witch
06. Your Love Is Incarceration
07. Our Lady Of Electric Light
08. Noble Savage
09. Behold The Colossus
10. Decapitation Blues
11. Son Of Virginia
Pladen åbner med introen ‘The Affidavit’, hvor forsanger Neil Fallon i et roligt og behageligt stemmeleje til baggrundslyden af en restaurant med fjerne samtaler, serviceskramlen og loungemusik beder en om at starte fra begyndelsen.
Og så får vi ellers sparket døren ind, til hvad det egentlig handler om; førstesinglen ‘X-Ray Visions’ starter albummet med højenergisk bluesrock i endnu højere gear end ‘Earth Rocker’, og Clutch fortsætter i samme energiniveau på ‘Firebirds’. Ja, faktisk fungerer de to sange så godt i forlængelse af hinanden, at man næsten ikke opdager, at der er tale om et skift til et nyt nummer. Og hold kæft, hvor de sparker røv; mage til energiudladning skal man lede længe efter i denne type musik.
På ‘A Quick Death in Texas’ sættes tempoet lidt ned, og groovet op, og der spædes op med både koklokke og tamburin. En passende indpakning til den fortællende form, der her diskes op med. Og man må sige, at Fallon stadig er i topform som sandblæst råbende amerikansk trubadur med en intro som denne: “My nasty Yankee mannerisms didn't jive with the local traditions. How was I to know she had a jealous husband?”
Vi forbliver nede i tempo på de næste par numre, men uden at energien tages helt ud, for numrene har hver især deres at byde på, for eksempel den frækt pumpende basgang og det catchy refræn på ‘Sucker for the Witch’.
‘Our Lady of Electric Lights’ står noget ud med dens luftige og nattekølige atmosfære med rumklang og klingende westernguitar, men så snart guitaren fra ‘Our Lady...‘ ringer ud, trykkes speederen igen i bund på ‘Noble Savage’, der med det uptempo og punkede surf-riff har en snert af Dead Kennedys ADHD-excentriske energi fortolket med Clutchs modenhed og hang til bluesgroove. Og med et vers som, “It's been a blast discussing my lifestyle,/ but as you can see I got styles for miles./ Did you not take into account I'm a sophisticated man?”, er det svært ikke at trække på smilebåndet.
Og sådan fortsætter det let oppe i tempo på de næste numre ‘Behold the Colossus’ og ‘Decapitation Blues’, før pladen sluttes af med ‘Son of Virginia’; en fortælling, der trækkes ud i 7 minutter og 15 sekunder, der veksler mellem både sydstatstwangende rumklang, punch og distortion og fjernt, atmosfærisk kor.
‘Psychic Warfare’ smager lidt hen ad det, Clutch gjorde på ‘Earth Rocker’, bare med mere energi og med mere fokus, hvilket i sig selv er både godt og imponerende, men de er stadig Clutch på godt og ondt; der er hits, hooks og grooves, fed lyrik med et enormt blink i øjet og fede musikalske præstationer, men et par af sangene lyder en smule ens.
Når så albummets egentlige åbner, ‘X-Ray Visions’, er albummets absolut stærkeste nummer og et af de stærkeste og mest overbevisende numre, jeg har hørt fra bandet, siden jeg tilbage i 2008-9 blev introduceret for dem med ‘Electric Worry’, er det også et forfærdeligt farligt nummer at starte en plade med, for i sammenligning kan resten af pladen desværre synes at blegne lidt, selvom flere af numrene har masser at byde på for sig selv. Men er man til Clutch, skulle der ikke stå en noget i vejen for også at knuselske ‘Psychic Warfare’.