Den tvetungedes sang

389650

Norske Kampfar er gået fra nær opløsning af bandet til på ’Ofidians Manifest’ at præstere noget af det bedste materiale, den 25-årige karriere har budt på.

Kunstner
Titel
Ofidians Manifest
Dato
03-05-2019
Trackliste
1. Syndefall
2. Ophidian
3. Dominans
4. Natt
5. Eremitt
6. Skamløs!
7. Det Sorte
Forfatter
Karakter
4

Siden den Spellemannspris-belønnede ’Profan’ fra 2015 har den norske black metal-kvartet Kampfar været helt nede og vende på livets bund. Det i en grad, hvor sygdom og dødsfald i familien i en periode mere eller mindre opløste bandet, der var i tvivl, om der nogensinde ville være et Kampfar i fremtiden. Bandet har dog kæmpet sig op igen, konfronteret dæmonerne og dårligdommene og udfordret egne musikalske ståsteder. Resultatet er ’Ofidians Manifest’; tematisk omhandlende slangen i myterne og i mennesket, lige fra syndefaldsmyten i albummets åbner over Medusa med slangehåret på albumcoveret til den indre ondskab, der bor i os alle.

Albummet er lige så mørkt og depressivt, som det er overraskende lyttevenligt og lettilgængeligt. Mens de norsksprogede tekster på seks af syv skæringer er dystre, dystopiske og livsfornedrende, har Kampfar samtidig taget et par musikalske chancer, der tilføjer nye facetter til den punkede, beskidte black metal, bandet praktiserer.

Eksempelvis i ’Dominans’, hvor ordet ”duet” er en smule ordinært til at beskrive den vokale symbiose mellem forsanger Dolk og Agnete Kjølsrud, hvis rene vokal både tilføjer adskillige strejf af uhygge og samtidig gør nummeret til et af albummets mest fængende. ’Natt’ byder på stille klaverbreaks, der sammen med messende kor bryder nummerets minimalistiske black-riffs fint op. Garneret med Dolks hvæsende, raspende vrede stemme, der sine steder næsten knækker over i desperate råb, minder det en smule om dengang, hvor man ikke skyndte sig at rynke på næsen og grine overbærende, når folk nævnte Dimmu Borgir.

Kampfar har, trods rødder i midt-90’ernes norske black metal-scene, aldrig opnået samme popularitet som mange af deres landsmænd, hvilket kan synes en smule urimeligt. For de er en forsamling af ganske udmærkede musikere med den overraskende varierede sanger i front, der både kan mønstre klassiske black metal-vokaler, storladne (næsten) rene vokaler og råb og skrig, der vakler på kanten af åndelig desperation. Trods et meget punket udtryk i musikken, hvor specielt Ask Tys trommespil er det mest autentisk svartmetalliske, formår de at skrive sange, der både kan udfordre og blive ved med at byde på små overraskelser.

Mens ’Skamløs!’ og den engelsksprogede ’Ophidian’ leder tanken hen på Satyricon anno henholdsvis ’Now, Diabolical’ og ’Deep Calleth Upon Deep’ (sagt af en skribent, der ikke mener, Satyricon nogensinde har udgivet en dårlig plade), er den over otte minutter lange episke lukker ’Det Sorte’ et sammensurium af alle black metallens finesser samt adskillige ekstra virkemidler, som Kampfar fint inkorporerer. En akustisk guitar indleder et storladent og episk nummer, der fortsætter over i en tung og ond dybsort riff-kavalkade. Dolks rene vokaler understøttes af Marianne Maria Moens ensomme kvindekor, inden nummeret toner ud i en luftig sky af klaver og strygere.

’Ophidians Manifest’ er et alsidigt album. De syv numre er lange, men tilpas afvekslende til at bide sig fast i lytteren og holde ørerne fanget fra start til slut. Kampfar holder den punkede black metal simpel, uden at det for alvor bliver ensformigt på noget tidspunkt. Selv for et band, der karrieren igennem har holdt et ret højt bundniveau, er dette blandt det bedste og musikalsk mest interessante, kvartetten fra Frederikstad til dato har leveret.