Kærkomne nye idéer
Populær
Canadiske Kataklysm blander egne varemærker med et par nye tiltag, og det sidste er et kærkomment tiltag, selvom nogle elementer virker påtagede og lidt for langt væk fra bandets "comfort zone"
'Waiting for the End to Come' er Kataklysms 11. studiealbum, og det følger meget godt i tråd med den linje, som bandet har sat siden den fremragende 'In the Arms of Devastation'. Bandet har siden fundet en sikker formular og har fortjent også høstet fine karakterer fra denne anmelder.
Men nu måtte der altså alligevel gerne ske noget nyt. Lysten til at tjekke Kataklysm ud på ny var ved at være begrænset, for troen på, at bandet ville ændre noget særligt, var lille. Uden at det er revolutionerende nyt, så lader det til, at Kataklysm selv var klar over, at der godt måtte ske et eller andet. På lydsiden har man således ikke fået Tue Madsen til at stå for mixet, men i stedet fået Zeuss til det - hans meritter tæller bl.a. Hatebreed, Suffocation og All That Remains. Det har givet en lidt mere direkte og in your face-lyd, som så til gengæld ikke helt har den varme, fyldige bund, som Tue Madsen ellers gav canadierne. I producerstolen er der dog intet ændret: Det er stadig guitarist JF Dagenais. Hvorfor ændre på dén post, når der helt klart er penge at spare i budgettet, når man selv kan i bandet?
Fremragende åbning
De træfsikre, tunge og nærmest indlysende hitsange med tungt groove a la 'Taking the World by Storm' er fraværende, og man lægger mærke til et generelt lidt højere tempo, hvor stortrommerne virkeligt har fået masser af plads. Åbneren 'Fire' er ganske stemningsfuld og synes at have lært lidt om ond atmosfære hos et band som Behemoth.
'Like Animals' giver et lille hint om noget af det nye skiven har i vente. Forinden er der blevet serveret et par udmærkede sange, som dog ikke når niveauet fra fortrinlige førnævnte 'Fire'. Midtvejs er der nemlig nogle sære hyletoner, der lugter af alt for moderne metalcore og gør, at man ikke tror, det er canadierne. Bandet forsvinder hurtigt over i et for typisk Kataklysm-groove, men chokket har ikke helt fortaget sig, før rædslen 'Under Lawless Skies' kommer på.
Et staccato-riff med noget industrialfnidder i baggrunden, som var det lånt fra dårligt Fear Factory. Det positive er, at der prøves nye tiltag - det negative er, at bandet slet ikke mestrer denne stil, der virker påtaget og akavet. Nummeret går over i noget mere melodisk, men skaden med introen og den efterfølgende unuancerede skrigevokal er ikke glemt - og som om det ikke var nok, så kommer "temaet" i sangen igen flere gange.
Så er 'Dead and Buried' meget federe. En ultrasimpel lead i starten af sangen sætter en fed stemning i gang, og det lidt laid back tempo fungerer fortrinligt. De her moderne tendenser fra denne anmelders klagesang i de foregående afsnit flettes desværre også ind i et enkelt riff et par gange, men denne gang er der lidt mere tæft over det, og hyletonen er faktisk teknisk finurlig og dermed interessant.
Blanding af alt - næsten
Generelt har Kataklysm formået at få masser af stemning ind i numrene, uanset om der flirtes med højt dødsmetal-tempo eller hjemmebanen i det store groove. Det er fedt at høre bandet spille med musklerne på nogle af albummets sange. Pga. produktionen vækker det minder om 'Serenity in Fire'. Glimrende. Overordnet så virker 'Waiting for the End to Come' som et opkog af det bedste fra fortiden, uden dog at gå tilbage til den kaotiske og tekniske stil på de første udgivelser, og så et nødvendigt nyt krydderi, for tiden var meget moden til lidt forandring. Så kan man mene, hvad man vil, om det krydderi, som er benyttet. I disse ører falder lige de elementer til jorden på trods af, at der samtidig jubles over selve det, at en forandring har fundet sted.
Albummet formår at lægge rigtigt godt ud, men kredser halvvejs inde på albummet lidt om de samme idéer, som allerede er blevet præsenteret, og de sidste numre er derfor kun "gode nok" - det er immervæk et band, som stadig kan få en lidt sløj idé til at rykke - men ikke formidable. Til live-sættet er der dog nu kommet lidt friske nye sange, der helt sikkert vil begå sig godt på de skrå brædder. Forudsat at de altså vælger de rigtige sange fra albummet ...