Hitbaseret stormridt med Abigail og bedstemor

king

King Diamond leverer varen, præcis som vi husker det fra Copenhell 2016. Den nidkære perfektionisme gør dog primært 'Songs for rhe Dead' til et livealbum for kompletisterne uden at føje nyt til den velkendte palet.

Kunstner
Titel
Songs For The Dead
Dato
25-01-2019
Trackliste
1. Out From The Asylum

2. Welcome Home

3. Sleepless Nights

4. Helloween

5. Eye of the Witch

6. Melissa

7. Come to the Sabbath

8. Them

9. Funeral

10. Arrival

11. A Mansion in Darkness

12. The Family Ghost

13. The 7th Day of July 1777

14. Omens

15. The Possession

16. Abigail

17. Black Horsemen

18. Insanity
Forfatter
Karakter
4

Året var 2016, og regnen tæskede ned foran Helviti-scenen på Copenhell. Det var dog de færreste, der valgte at lade sig styre af dette, nu hvor dagens store scoop var vores egen royale stolthed, der i dagens anledning havde lovet at diske op med hele Abigail-albummet fra start til slut. En plade, som unægtelig står stærkt i diskografien, og med overlegen strengeleg fra guitarist Andy La Rocque og imponerende stærke fraseringer fra King Diamond selv står aftenens levering stadig den dag i dag som et af de stærkeste koncertminder på Copenhell gennem alle årene for nærværende anmelder.

Det er med udgangspunkt i samme sætliste, at Kim Bendix Petersen og hans band, bestående af Andy La Rocque og hans guitaristmakker Mike Wead, bassist Pontus Egberg og trommeslager Matt Thompson, samme år gæstede Graspop Metal Meeting. Det blev til dette livealbum. Produktionen er knivskarp, alle har deres plads i lydbilledet, og man betvivler aldrig begejstringen fra de 150.000 fremmødte, der går tydeligt igen hele vejen igennem mixet.



Inden fortællingen om Abigail bliver vi brødfødt med et blandet hitarsenal fra resten af 80'erne, og startskuddet lyder i form af den ikoniske korte trommesalve som intro til 'Welcome Home', inden det ligeledes ikoniske skrig lyder fra manden i front. 

GRANDMAAAA”!



Uden at gå ind i unødvendige sundhedsbaserede moralprædikener er det tydeligt at høre, at King Diamonds smøger er lagt på hylden. Hans alder taget i betragtning er det imponerende, hvor ukompliceret han hele den 80 minutter lange koncert igennem fraserer sig fra det dybe råb til den høje falset. Man fristes til at konkludere, at han synger bedre nu end dengang, og med sætlisten skruet sammen som et pletfrit hitkatalog er det vitterligt svært at sætte en finger på eksekveringen i al dens majestætiske perfektion.

'Eye of the Witch' er et af koncertens mere melodiske indspark, mens 'Melissa' fra pladen af samme navn med hedengangne Mercyful Fate desværre tvinger Kongen ud i lidt mere forcerede skrig, end hvad godt er, inden der går fællesskrål i den legendariske 'Come to the Sabbath'. I den fulde levering af albummet er det fortsat den nidkære perfektionisme, der præger koncerten uden nogen grad af afvigelse fra de velkendte formler. 'A Mansion in Darkness' fremstår som King Diamonds vokale højdepunkt på aftenen med skarpe fraseringer til det hæsblæsende tempo.  Titelnummeret er som altid en sikker vinder, med alt hvad dertil hører af lirede soli og ondskabsfulde grin, inden 'Abigail' rundes af med den herligt dystre 'Black Horsemen'.

I al sin dedikation til at levere numrene i den form, vi alle kender og elsker dem, er det dog svært ikke at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor denne liveplade skulle ryge på frem for bare at høre numrene direkte fra de respektive album, vi kender dem fra. Én ting er som bekendt at være der og mærke lyden blæse ud af højttalerne, mens hele King Diamond-teateret spiller med bure, omvendte kors, og hvad ellers dertil hører af stageprops. Det vil altid være noget andet at få liveoplevelsen serveret uden for rette tid og sted. Bedstemor vil aldrig være helt det samme, når man ikke kan se hende blive rullet ind på scenen.



'Songs for the Dead' er en bekræftelse af, at King Diamond og hans nuværende besætning er en skarptskåret enhed, der ikke er i tvivl om, hvad deres fans gerne vil høre, og det leverer de så til punkt og prikke. Meningen går dog en smule tabt, når man hører koncerten efterfølgende derhjemme, og man sidder med fornemmelsen af, at det havde været en hel del mere interessant, hvis der blev gjort mere for at arbejde med numrene og tilføje et nyt twist til skæringerne. Grunden til, at mange fx hylder 'Made in Japan' som Deep Purples bedste album, er netop, fordi de byggede videre på numrene, tilføjede soli og ekstra energi, som satte originalerne i et helt nyt lys, og det er præcis det, der gør, at en liveplade som 'Songs for the Dead' ikke vil ryste grundvolden i King Diamonds diskografi på samme måde. 

Når dét er sagt, er det absolut en stærk eksekvering fra King Diamond og hans allierede, og det ville unægtelig have været fedt at være der. Det ændrer dog ikke på, at det stadig vil være studiepladerne der vil ryge på, når jeg vil høre de gamle slagere igen, indtil der er nyt på trapperne.