Postindustriel støj om og med afhængighed

Kollaps - Until The Day I Die

Dødedans til det endegyldigt er forbi. Dommedagsaustraliere skaber kompromisløs noise og post-industrial på hjemmegjorte instrumenter.

Kunstner
Titel
Until the Day I Die
Dato
24-06-2022
Trackliste
Relapse Theatre
D-IX
I Believe in the Closed Fist
Hate Is Forever
The Hand of Death
Until the Day I Die
Iron Sight Halo
Forfatter
Karakter
3

Melbourne-bandet, der har opkaldt sig efter en af Einstürzende Neubautens mest skærebrænderagtige plader, skaber musik ved hjælp af instrumenter gjort af skrotmetal, stålplader og plasticaffald. Det er musik, man kan slå sig på, og slægtskabet med førnævnte tyskeres tidlige materiale fornægter sig ikke. Det høres ikke kun i den evigt tilstedeværende støj, men også i trioens nådesløst pulserende og bankende rytmer, som man kan konstatere ved selvhør for eksempel på det ikke synderligt optimistisk betitlede nummer ’Hate Is Forever’. Jeg må allerede her beklage sammenligningerne med de geniale dilletanter. Det er egentlig ikke rimeligt, men det ville også være urimeligt ikke at anerkende den musikalske arv, de meget tydeligt arbejder med.

Fri af alt undtagen forbillederne
På ’Hand of Death’ dyrkes en fri musikalsk form, som minder mig om forbilledernes ’Hör Mit Schmerzen’, ikke fordi det er en uselvstændig kopi af de nærmest geniale tyskere, men fordi der synes at være det samme mod til at forlade traditionelle kompositoriske strukturer til fordel for en uhildet langstrakthed. Det bliver spændende at se bandet på den nært forestående Roskilde Festival. Jeg fornemmer, at gruppens kompromisløse støj fungerer endnu bedre, hvis man kan se de rester af senkapitalismens overskudsproduktion, de tæver livet af for at lave deres musik.

Det er medrivende musik, de skaber. Man tror på deres knyttede musikalske næver, men mine tanker kan ikke holde op med at lede efter nye musikalske ideer, som bevæger sig hinsides det land, deres forbilleder allerede har vundet. Det er ikke altid let at få øje på, og man kan håbe på, at de i fremtiden finder en måde at kaste sig længere ud i den musikalske afgrund (Kirkegaards 70.000 favne vand synes ikke helt at være en passende metafor for gruppens undergangsmusik). Det betyder dog ikke, at der ikke er masser af kvalitet at finde på ’Until the Day I Die’, for det er der bestemt, især hvis man er fan af blottede soniske nerver.

Opiater til at dulme smerterne med
Der er et stort set totalt fravær af melodiøsitet og tonalitet på ’Until the Day I Die’, og derfor ender nummeret, som har givet albummet dets titel, med at virke en smule chokerende. Her får vi kodein-sløv folkmusik, som den høres gennem en hensygnende transistorradio. ”I will love her until the day that I die”, synger Wade Black, så man fornemmer, at den dag ikke ligger langt ude i fremtiden, og ”that is why heroin is a gift from the sun”, konkluderes der. Jep, humøret er helt i top hos de tre australiere, som også på ’Relapse Theatre’ synes at kredse om afhængighedens faldgruber.

Skal man dryppe lidt skarntyde i bægeret, og det skal man vel traditionelt set, når man anmelder en plade, så er Wade Blacks vokaler til tider lidt anonyme, begravet i støjen som de er. Man savner nogle gange det fokuspunkt i den musikalske opløsning, hans vokaler kunne udgøre. Bevares, jeg er fuld af beundring for trioens mod og vilje til at forfølge deres musikalske ideer til den yderste konsekvens, og det er ikke ligefrem rimeligt at sammenligne Wade Black med Einstürzende Neubautens Blixa Bargeld, som vel er en af de største vokalister nogensinde, men en mere nuanceret og klar vokal ville nok have givet Kollaps’ musik det sidste skub ud over kanten, for nu at blive i afgrundsmetaforen.