RF '22: Torsdagsreportagen

B1222CB8-A2FB-4513-96D1-439AD646B5B5-19-1656623657

Torsdagen på Roskilde blev en forholdsvis metalfattig affære, men lyspunkterne var meget klare, og især en oplevelse blev skelsættende.

Der var ikke megen tyngde at hente i starten af torsdagens program, så jeg begyndte min festivaldag på voksenjob-kontoret med stærkt skørlevnedfattige aktiviteter som fakturering og e-mail-besvarelse. Heldigvis blev det snart tid til at springe på toget og komme af sted mod Dyrskuepladsen, hvor det desværre var blevet for sent til at nå Loraine James og Iliych, to ikke-metalliske kunstnere, jeg personligt havde set frem til at opleve.

Vi begyndte med klimaks
Dagens første rigtige koncert var med den scifi-besatte duo John Cxnnor, som havde inviteret et væld af folk fra den danske hardcorescene med, og det var meget tydeligt, at det er en scene, der har det umanerligt godt for tiden. Sammen med duoens kaustiske synths og tungt dundrende 808-stortrommer skabte det en koncertoplevelse, som vi simpelthen måtte belønne med den sjældent brugte 666-bedømmelse. Man skulle have være der, hvis man ikke var der, og hvis man var der, ved man hvorfor.

Efter skrivning af den begejstringsdryppende anmeldelse havde jeg lige tid til et hurtigt kig på slutningen af poppunkerne fra Jimmy Eat Worlds koncert, som jeg personligt ikke rigtigt kunne sætte pris på kort tid efter en så tilfredsstillende robotapokalypse, men heldigvis var vores anmelder uenig i min opfattelse, og det tror jeg også, at publikum var, men sulten begyndte at melde sig, og det var blevet tilpas sent til, at madkøerne i Food Court virkede overskuelige, så jeg drog derhen. Det virker lidt, som om der var flere mennesker på festivalen i år, eller også er jeg bare blevet en sær eremit af to års pandemisk stilstand i sociallivet.

Fuck all you rapist motherfuckers
Jeg fik også taget et kig på den svenske graffitikunstner Carolina Falkholts værk ’Pussy Ass Peace’, som befandt sig på yndlingsscenen Glorias gavl lige ved siden af madhallen. Værket, som er en ret voldsom refleksion over, og vidnesbyrd om, en voldtægt, lagde mange måder grunden for en senere koncertoplevelse med Gggolddd netop på den scene, men lige der i øjeblikket prøvede jeg bare at tage værket ind. At mærke vreden og føle afskyen over for gruppen af voldtægtsmænd. Det er ikke let at se på, hvis man åbner sig for det, men det er nødvendigt, tror jeg. Voldtægt skal, blandt andet, forhindres ved hjælp af forandringer i vores kultur, og de forandringer i især os mænd, sker kun, hvis vi forholder os til uhyrlighederne. Det tog tid at finde tilbage efter den oplevelse.

Pussy Ass Peace

Mørket falder på
Jeg endte på festivalens ny, lille Platform-scene, hvor Divide & Dissolve gav os abstrakt doom, smukke saxofon-loops og gejst til bekæmpelsen af hvides overherredømme, alt sammen noget jeg gouterer, også selv om koncerten havde visse rytmiske problemer. Rytmiske problemer skulle i øvrigt vise sig at være et tema for slutningen på torsdagens program for mit vedkommende, da Kollaps senere også havde svare kvaler i den afdeling. Desværre var det ikke de eneste kvaler, den lydkvalitetsudfordrede post-industrial-trio havde. Der var faktisk ikke meget godt at sige om deres sene og forsinkede, men frydefuldt kun en halv time lange koncert. Heldigvis havde deres venner fra Bada spillet en noget bedre koncert lige inden, så starten på natten ikke var helt spildt.

Med dette kollaps af en koncert som farvelsalut var det blevet tid til at drive ud i natten og over mod det ligeledes kollapsende festivaltog efter en festivaldag, der begyndte uendeligt meget bedre, end den sluttede.