RF '22: Abstrakt doom mod hvidt overherredømme

_XTD5263
_XTD5280
_XTD5287
_XTD5303
_XTD5299
_XJD4898

Roskilde Festivals nye scene, Platform, dannede rammen om den australske duo Divide & Dissolves charmerende og rørende woke, men delvise blindgyde af en koncert.

Titel
Roskilde Festival 2022
Dato
30-06-2022
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Duoen, som består af guitarist og saxofonist Takiaya Reed og trommeslageren Sylvie Nehill, indhyllede den lille Platform-scene i dundrende tung, dronende doom krydret med smukt svungne, loopede og rund-pitchede saxofon-lag, der tilførte musikken en lethed og skønhed, der fik det lille tag over scenen til at lette sig en lille smule, mens Takiaya Reeds guitar dundrede mod scenens søjler og gulvplanker.

Desværre var trommeslager Sylvie Nehill en del utight i sit spil, og det blev et forstyrrende og irriterende element i hendes ellers fint ekspressive måde at spille på. Takiaya Reed var dog ikke generet af det. ”Det er sådan her, gode vibes føles,” erklærede hun, inden hun begyndte at loope saxfonlagene til afslutningsnummeret fra ’Gas Lit’, ’We Are Really Worried About You’, som var et af koncertens bedste indslag, især da duoen slap gigantiske guitardroner og rå, doomede rytmer løs mod publikum, der stod stimlet sammen om gruppen på den lille træplatform.

Den medierede uvirkelighed
Et andet irriterende element var kameraholdet, som havde plads på første parket under koncerten. Fordi bandet bare stod på Platforms gulv sammen med os andre, fyldte kameraholdet ret meget visuelt, og selv om der nok skal komme en fed video ud af det, så lagde deres tilstedeværelse klart en dæmper på min oplevelse af koncerten. De var visuelt forstyrrende, og deres snak med hinanden om, hvordan man kunne få de bedste billeder, var et element, jeg meget snildt kunne have undværet.

Omstyrt det hvide overherredømme
Takiaya Reed, som var lige så behagelig et menneske på scenen, som hendes guitarspil var monstrøst og brutalt, holdt også en fin, lille tale om hendes og Sylvie Nehills baggrunde som medlemmer af oprindelige folk, henholdsvis cherokee og māori, og om nødvendigheden af at få gjort en ende på hvidt overherredømme og beskytte oprindelige folks rettigheder. Nødvendige ord at sige, og nødvendige ord for os andre at høre.

Hvor tilfredsstillende Divide & Dissolves musik end er, så var det dog tydeligt, at gruppens numre næsten altid følger den samme formel, og det gør de ordløse kompositioner en smule ensartede i udtrykket. Det er ikke som sådan et kæmpe problem, men det gør dog, at koncerten denne torsdag aften føltes en smule monokrom. En lidt bredere farvepalet kunne måske have givet koncerten flere dimensioner, men det er trods alt et ret lille hår, jeg her hiver op af Divide & Dissolves soniske suppe. Alt i alt var der mere at holde af end at lade sig irritere over.