Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigstrætheden indfinder sig

Populær
Updated

Sabaton er klar med ny skive, og alt er på godt og ondt som det plejer at være i svenskens lejr.

Kunstner
Titel
Carolus Rex
Dato
23-05-2012
Trackliste
1.Dominium Maris Baltici
2.The Lion From the North
3.Gott Mit Uns
4.A Lifetime of War
5.1 6 4 8
6.The Carolean’s Prayer
7.Carolus Rex
8.Killing Ground
9.Poltava
10.Long Live the King
11.Ruina Imperii
Forfatter
Karakter
3

Principielt set bør dette album få karakteren nul, da det omhandler det svenske imperiums storhedstid. En storhedstid, der som bekendt havde knap så heldige følger for vores heltemodige forfædre. Men grundet mentalt overskud gemmer vi patriotismen og nationalfølelsen væk - indtil slutningen af konceptalbummet, hvor svensken heldigvis får de fortjente bank.

Kort før udgivelsen af de syvende album har de stærkt krigsliderlige svenskere i Sabaton har valgt at udskifte omtrent 4 ud af 6 medlemmer. Eller, sagt på en anden måde, så er de eneste rigtigt originale medlemmer af bandet forsanger Joakim Brodén og bassist Pär Sundström. Men eftersom pladen er indspillet før opbruddet, har det ikke haft indflydelse på musikken, der umiskendeligt er Sabaton.

Sikkerheden selv

Det vil sige: For kendere såvel som ikke-kendere, er det midtempo power metal med tungt pumpende riffs i den firserheavystil, men også store omkvæd af den slags, der egner sig til slagsange, og som minimum skal synges med en hævet knytnæve, selvom sværd selvfølgelig vil være optimalt i denne (og de fleste andre sammenhænge).

Sabatons styrke er, at de alle dage har haft strategien klar og gør hvad de er bedst til. De holder sig til lyden af en buldrende bragende armé, der pisker over stepper og slagmarker uden dikkedarer og unødige ophold med skønmøer og dertilhørende balladestemning. Men også masser af veludført instrumentalt lir, lige dele blærerøvsagtigt, og samtidigt afbalanceret uden at overtage rollen fra bandets lyst til at fortælle længere historier.

Velkendt taktik

Skulle man være ud med riven eller flækøksen efter svensken, rammer man akilleshælen, der også er styrken: Sabaton lyder som Sabaton – hver eneste gang! ’Poltava’ eller ’Gott Mit Uns’ kunne lige så godt være at finde på et af de forrige album, og selvom det kan være dejligt at vide hvad man får, så kan det også blive for meget. ’Carolus Rex’ er hørt før fra Sabaton, den hed bare noget andet, og godt nok er teksterne denne gang mere gennemtænkte, men musikken følger samme sikre rille.

Derfor kan det være interessant at se, hvad det ender med, når nu størstedelen af bandet er udskiftet efter udgivelsen her – for man udskifter jo ikke et vinderhold under normale omstændigheder.

Men i nutiden hænger Sabaton sig altså i fortiden både musikalsk og historisk. Det gør de godt, men nu må det snart være tid til at der sker noget nyt – de kan jo foregribe fremtiden og skrive om kommende krige. Der er sikkert nok at tage af.

NB: Det skal lige indskydes, at 'Carolus Rex' forefindes i både en engelsk og en svensksproget version, men at kun den engelske udgave har været i hænderne og ørerne på Devilutions anmelder.

Lyt til titelnummeret her: