Finske Shades of Grey

Lost-in-Grey-Under-the-Surface-COVER

Finske Lost In Grey kommer ret godt afsted med en omgang symfonisk metal kamp i en overbefolket genre.

Kunstner
Titel
Under the Surface
Dato
02-07-2021
Trackliste
1. I
2. Disobedience
3. Waves
4. Shine
5. Varjo
6. Souffrir
7. Stardust – I. The Race
8. Stardust – II. Sand Castles
9. Stardust – III. The Abyss
Karakter
3

Der må efterhånden være flere frontkvinder i finske bands, end der er sosu-assistenter i Danmark! I Lost in Grey er der endda to kvindelige sangere i forgrunden. Anne Lill Rajala synger sammen med Emily Leone, der tillige spiller violin.

Lost In Grey mener selv, at de opererer i genren ”Theatrical metal”. Ved første gennemlytninger af bandets tredje album ’Under the Surface’, får man dog mere opfattelsen af, at vi her har at gøre med en omgang Nightwish light.

Men der er alligevel lidt mere at hente, når man fordyber sig i sangene på ’Under The Surface’. Bandet gør brug af kor-sekvenser, der nærmer sig noget, der minder om kor-værket ’Carmina Burana’, der kendes som Ozzys intromusik, når han går på scenen. Åbenbart bliver hele familien, venner og bekendte kaldt hid, når Lost in Grey skal indspille bandets sange. Der er naturligvis en stor del symfonisk input med meget keyboard, ligesom der hældes en del folkemusikalsk inspiration ind her og der.

En enkelt sang på finsk bliver det også til i sangen ’Varjo’.



Det er ikke alt sammen særligt originalt med den for genren altid rå maskuline sang og den kvindelige sopran som modspil. Essensen af Lost in Greys musik viser sig fint i sangen ’Waves’, som lyder som så meget andet inden for den symfoniske metal. Det er finsk, og det er fermt. Men hørt så mange gang før, selvom bandet skiller sig en smule ud ved brugen af klaver i stedet for syntetiske keyboards – og så er der jo lige det med det svulstige kor.

">

Men så!
Rigtig godt bliver det dog halvvejs igennem albummet med sangen ’Souffrir’, hvor man for alvor fornemmer, hvorfor bandet kalder sin stil for Theatrical Metal. Her sættes der voldsomt ind med cirkus, tivoli og cabaret-rytmer i et fornøjeligt hurlumhej. Her får Lost in Grey for alvor sat sig selv i spil. Det er bestemt ikke helt åndsvagt. En forrygende symbiose af Alice Cooper, Cradle of Filth og Emily Autumn.

">

Resten af albummet består af en treakter af sangen ’Stardust’ i part I, II og III. Det er ambitiøst med spoken word af Andi Kravljaca fra Aeon Zen. Det er igen fermt udført, men rammer ikke helt topniveau. Men det er alligevel med til, at man må konkludere, at Lost In Grey alligevel ikke bare er endnu et symfonisk band med krinolineklædte frontfigurer.

Måske kan man endnu ikke erklære den fortærskede symfoniske metal for helt død. Der er fortsat puls hos Lost in Grey.