Retrorock i bevægelse
Lucifer får på sin femte udgivelse markeret sig fornemt på toppen af den 70er-inspirerede rockscene.
02. At The Mortuary
03. Riding Reaper
04. Slow Dance In A Crypt
05. A Coffin Has No Silver Lining
06. Maculate Heart
07. The Dead Don't Speak
08. Strange Sister
09. Nothing Left To Lose But My Life
Lucifer lever retrorock stilen helt ud. Her er der ikke bare tale om, at man låner lidt riffs fra Black Sabbath, Deep Purple og Blue Öyster Cult. Lucifer lyder og ser ud som noget, der var for 50 år siden. Det er gennemført ned i mindste detalje – herrerne i bandet har skovsnegle, der vækker minder om medlemmerne i Allman Brothers Band i 1969, tøjet må være købt i genbrugsbutikker eller syet til lejligheden, videoerne oser af 60’ernes Hammer-horror, og når der endelig er farver på videoerne, så er de støvede og blege. Det er gennemført og fascinerende.
Lucifers nye album ’V’ er også ret fascinerende. Bandet har til dels nedtonet den Black Sabbath-doominspirerede metal lidt, og i stedet er der gjort plads til en større variation af sange, som dog alle har retrolyden til fælles.
Albummet sættes fornuftigt i gang med sangen ’Fallen Angel’. Den demoagtige lyd på guitarerne vækker minder om Kiss og Judas Priest, og det fænger. Johanna Platow Andersson lyder til gengæld helt moderne på vokalen, og det fungerer godt i denne up-tempo rocksag.
På anden skæring ’At the Mortary’ er vi mere tilbage til Lucifers oprindelige doomede inspirationer. Lidt klokker og nedsat tempo i begyndelsen, men hurtigt bevæger sangen sig mere adstadigt hen mod et melodisk omkvæd – det spiller!
Sangen ’Riding Reaper’ er en mere traditionel rocksang. Traditionel i den forstand, at vi stadig befinder os i sluttresserne og starthalvfjerdserne, hvor tankerne for en stund henledes til Jefferson Airplane og hollandske Shockin Blue.
’Slow Dance In A Crypt’ er I videosammenhæng den anden del af ’At The Mortary’. Fra starten af sangen oser guitaren af Led Zeppelin, og straks derefter af, at der er en pianobåret melodi igennem hele sangen. Hvis man har alderen, eller har forældre eller bedsteforældre med en fornuftig pladesamling, vil man måske se ligheden med det danske band Savage Rose i slutningen af 60erne og starten af halvfjerdserne. Altså før Savage Rose smed rocken over bord og begyndte at spille balkanmusik. Man kan næsten høre Annisette synge den sang på albummet ’Wild Child’ fra 1973 – der mangler kun lige noget sydende orgel. En bragende god sang.
Og det bliver ved. ’Maculate Heart’ oser af retro hardrock fra 50 år siden. Lyden med alt for ”meget delay” sidder i lige i rockskabet, og Johanna Platow Andersson i front er stadig en femme fatale med en vokal, som når den er bedst giver minder om Ann Wilson fra Heart i det bands heavy rock-periode i slut-70erne.
‘A Coffin Has No Silver Lining’ lyder tilsvarende som noget, der for år tilbage kunne have haft hitpotentiale, ikke ulig Heart, Kiss eller Joan Jett.
Lad os slutte med albummets sidste sang ’Nothing Left To Lose But My Life’ – en rigtig bluesrock-ballade, der i den grad oser af Led Zeppelin, men med pigerne fra Abba på vokal. Slet ikke dumt.
Med ’V’ har Lucifer for alvor fået skabt et virkelig godt album – det tegner godt for fremtiden.